Den spritnye bog “Stillads” er ikke blot historien om en branche med stolte faglige traditioner.

Den er også en bog ment som et indspark - eller som der står i forordet “et kærligt spark i røven til fagbevægelsen” - i debatten om organisering.

- For mange snakker om organisering uden at gøre noget ved det. Vi gør noget ved det, siger Jacob Jespersen til Arbejderen.

Han er formand for Stilladsarbejdernes Landsklub, der på sit årlige landsmøde for tre år siden besluttede at lave en bog, hvor stilladsarbejderne selv gav deres bidrag til et stykke stolt dansk arbejderkultur.

Det er de mange kampe, der binder os sammen og gør os stærke.

Jacob Jespersen, formand Stilladsarbejdernes Landsklub

Nu ligger bogen klar.  

Ønsket er, at den kan være med til at vise også andre fag, hvordan man organiserer en arbejdsplads fra bunden.

- Vi har altid gjort det. Nu har vi så sat ord på.

Landsklubformanden peger på, at stilladsarbejdere ligner alle andre faggrupper ved at have masser af historier fra hverdagen, både personlige og sjove historier. Men stilladsarbejderne har også masser af historier at fortælle om små og store kampe, der har været med til at gøre branchen til det, den er i dag - en branche med næsten 100 procent organisering og indflydelse på uddannelse og sikkerhedsregler.

Aktivitet

- Historierne bliver mest fortalt i en lukket kreds, og jeg ved ikke, hvor bevidste vi selv har været om betydningen, men det er vi blevet i processen med bogen. Det er de mange kampe, der binder os sammen og gør os stærke, mener Jacob Jespersen.

Næstformand i landsklubben og formand for Stilladsklubben af 1920 i København, John Ekebjærg-Jakobsen, glæder sig over bogprojektet. Han er overbevist om, at andre end stilladsarbejderne selv kan have glæde af bogen, der vidner om, at resultaterne er opnået gennem sammenhold og faglig aktivitet.

John Ekebjærg-Jakobsen har snart 28 års erfaring i branchen og blev personligt tiltrukket af den aktivistiske stil i branchen.

- Jeg var pædagogmedhjælper og medlem af bestyrelsen i fagforeningen i Aarhus. Under påskestrejkerne i 1985 var jeg til møder i København og så stilladsarbejderne bakke op om blokader og i det hele taget forholde sig meget aktivt til konflikten, fortæller John Ekebjærg-Jakobsen.

Han indrømmer, at han dengang ikke havde så meget begreb om, hvad selve arbejdet gik ud på. Men tre ugers kursus og et stort kørekort, så var han klar og i snart en generation har han kæmpet for uddannelse og bedre arbejdsmiljø, så folk kan holde til mere end gennemsnitligt de syv år i faget, som en stilladsarbejder holder i dag.

Projekt organisering

Tredje mand, der har været tæt på processen med at udbrede erfaringerne fra stilladsbranchen, er Thorkil Jansen.

Han har skiftet jobbet som stilladsarbejder ud og er ansat af 3F til at undervise tillidsrepræsentanter i organisering.

Affødt af faldende medlemstal og problemerne med at engagere medlemmerne på deres arbejdspladser, besluttede kongressen i september måned at sætte fokus på organisering de næste tre år.

Det projekt bliver for alvor skudt i gang på mandag, hvor forbundet samler 1000 tillidsvalgte til stormøde om netop organisering.

Timingen for udgivelse af bogen “Stillads” kan derfor ikke være bedre, mener Thorkil Jansen.

- Det, vi viser i bogen, er egentlig ikke svært. Men der ligger et kæmpe arbejde i at få folk til at indse og forstå, at det ikke handler om store paroler, men om at samle folk om forholdene i sit eget fag, på sin egen arbejdsplads. Er akkorderne gode nok, er sikkerheden i orden og hvad med løn og tillæg, siger Thorkil Jansen, der selv startede i stilladsbranchen i 1996, som 26 årig.

Han mener, stilladsbranchens historie viser, at når der er opstået problemer med sikkerhed, løn eller noget helt tredje, så har stilladsarbejderne været klar til at tage sagen i egen hånd.

Tag kampen op - sammen

- Det kan andre brancher også lære af. Det holder ikke i længden bare at tage telefonen og ringe i sin fagforening for at få dem til at redde kastanjerne ud af ilden. Det er ved at stå sammen, når man oplever at være del af et fællesskab, som handler sammen, at man også bliver i stand til at opnå resultater, forklarer Thorkil Jansen.

Som konkret eksempel fra den branche, han for en tid har lagt på hylden, nævner han kampen mod falske selvstændige. Udtrykket bliver brugt om arbejdere, der bliver udstyret med et momsnummer og på papiret har eget firma. Reelt arbejder de stadig for en arbejdsgiver, men skal nu selv afholde udgifterne til sygdom, forsikringer, vejrlig, feriepenge m.m., ligesom de mangler de rettigheder, de før havde som ansatte.

- Vi har selv taget fat i problemerne med falske selvstændige. Vi har sagt fra start, at det vil vi ikke finde os i. Det har ført til aktioner, hvor stilladser er blevet pillet ned. Nogle kalder det hærværk og vi bliver beskyldt for at være terrorister. Fakta er, at stilladsarbejderne aktivt og sammen forsvarer de løn og arbejdsvilkår, branchen har tilkæmpet sig, siger Thorkil Jansen.

Stilladsbranchen er en forholdsvis lille branche. Den er kendt ikke blot for sin kontante stil, men også for at have en høj organisationsprocent. I de store byer er den 100 procent eller meget tæt på, mens den med enkelte undtagelser ligger på 90-95 procent i de mindre byer.

Kend overenskomsten

- Men vi tvinger ikke folk til at blive medlem af 3F eller klubben, som nogen påstår. Organisering handler om sammenhold og resultater. Vi mener, det er meget mere effektivt, at folk lærer deres egen overenskomst og lokalaftale at kende.

- I branchen bliver man nærmest flasket op med, at man griber hurtigt ind, hvis man opdager, at der er noget galt. Man kan regne med kollegernes opbakning. Hvis mester ikke vil udtale de tillæg, man har krav på, og man selv har forsøgt, så skal det bare nævnes én gang i frokoststuen, forklarer Jacob Jespersen.

Han hører tit fra andre håndværkere, at “det er sådan noget, I kan”.

Landsklubformanden afviser imidlertid, at den aktivistiske linje er noget, stilladsarbejderne er født med. Derimod mener han, at det skyldes en tradition i en lille branche, der, hvis den ikke havde taget kampen op mod underbetaling og uuddannet arbejdskraft, for længst ville være bukket under.

- Det handler igen om at være enige om, hvad der er problemet, stå sammen og så tro på at man kan vinde, siger Thorkil Jansen.

Som et relativt nyt eksempel nævner han blokaden i 2011 mod landets største raffinaderi Statoil i Kalundborg.

Sikkerhedsforholdene var horrible, og folk skulle først møde ind i skurvognen, stemple ind og klæde om og vandre tyve minutter, før betalingen begyndte at falde. De kunne dårligt nå at spise deres madpakke, fordi pausen begyndte, så snart de forlod stilladset. Og beskeden var klar, brokkede man sig, fik man en fyreseddel.

Opbakning fra alle

Bestyrelsen i den regionale stilladsklub besluttede at kalde sammen til en aktion. Der blev ringet rundt til alle, men alligevel nagede tvivlen - hvor mange ville komme.

Næsten morgen klokken 6 blev alle bekymringer gjort til skamme. Samtlige stilladsarbejdere på Vestsjælland dukkede op. I løbet af kort tid var sikkerhed og arbejdstid bragt i orden, og ham, der var blevet  fyret for at råbe op om de elendige forhold, blev genansat.

- Den aktion var med til at løfte klubarbejdet. Hvor der inden var problemer med at overbevise folk om, at de skulle være medlem af fagforeningen, så er stort set alle mand i dag organiseret, fortæller Thorkil Jansen.

Nu er han sammen med Jacob Jespersen og John Ekebjærg-Jakobsen i fuld gang med at sprede kendskabet til bogen, fordi “vi har noget at fortælle”.

I fredags blev den nye bog præsenteret sammen med en remasteret udgave af filmen om stilladskonflikten 78 ved et arrangement i biografen Vester Vov Vov i København.

Alle 3F afdelinger har fået brev med tilbud om bogen, ligesom folkene bag bogen gerne stiller op til arrangementer i fagforeningerne. Men de tre kolleger vil arbejde for og håber, at også andre forbund vil tage bogen til sig.