Stilladsarbejdere går samlet. 

Københavneren Palle, der selv tilhører ovennævnte gruppe, er ikke i tvivl. 

"Når politiet dukker op ved en faglig aktion, går vi stille og roligt vores vej i samlet flok. Vi flygter ikke som kriminelle." 

Lyden af jern mod jern spolerer lørdagsfreden efter­trykkeligt i den lille gade. Et stillads gemmer på et anseeligt støjpotentiale, og ligegyldigt hvor diskret, man prøver at være, larmer en nedpilning i det tempo en hel del. 

Palle sidder på førersædet i den lille Mazda 626, der sammen med fem andre vogne er på vej hen over Sjælland i morgenskumringen. I bilerne sidder en flok søvndrukne og velvoksne stilladsarbejdere, der offi­cielt skal på kursus i Aarhus.

I virkeligheden hedder dagens eneste fag arbejdskamp. Målet er Per Bergs omdiskuterede stilladser. Det er midt i den aarhusian­ske stilladskrig, efteråret 2001.

Udover Palle består bilens besætning af klepperten Henrik og den mere beskedent byggede Niels.

Prøv en stilladsarbejder – han kommer højere op, står der bag på Henriks trøje, ledsaget af en sigende illustration. 

Ubetinget en litterær klassiker i branchen, som de alle har været en del af i mindst 16 år. 

De omkring 550 stilladsarbejdere i København har en årelang tradition for at pille stilladser ned under arbejdskampe, nogle gange med 100 mand ad gangen og følgelig med ordensmagten som relativt passiv tilskuer. 

Talen falder på det seneste besøg i Jylland. 

"Jeg kan nu ikke lide den måde det foregik på i Hammel, hvor grejet bare blev kastet ned. Det skal jo 

ikke gå i stykker," mumler Niels. 

"Nej … men hvis det nu er sådan det foregår derovre." 

"Det er det jo ikke." 

"Næ."

Undervejs samler de to vestsjællandske kolleger op på en kold tankstation midt i ingenting.

"I kan sidde i bilen med Mini," råber Palle, idet han sparker Mazda’en ud på landevejen. 

Lydigt maser de sig ind i bilen, sammen med fire an­dre passagerer, hvoraf Mini viser sig at være to meter høj, bred som en stilladsramme og med et stort smil midt i sit runde ansigt. 

Da bilerne en halv times tid senere ruller ind på fær­gen, kan Mini og hans hårdt prøvede medpassager kun med besvær krølle sig ud af den lille bil, til almin­delig morskab for resten af flokken. 

Tid til forandring

På havnen i Aarhus står lokale stilladsarbejdere klar til at tage imod københavnerne. Solide næver trykker de nyankomne velkommen, og øjnene stråler.

Der er også ankommet kolleger fra Aalborg og Esbjerg.

Vestjyderne har været til julefrokost aftenen før og har antaget en ubehagelig kridhvid ansigtskulør. Mens velkomstkomitéen hilser færdig, tager Mini sig en hurtig tisser op af Pakhus 53. 

Efter en kort instruktion, kører bilerne fra havnen med kurs mod et af Per Bergs stilladser, i Regenburgsgade.

Tid til forandring, proklamerer Anders Fogh Rasmussen fra en husmur, der bliver passeret på vej mod aktionen. Det er næppe den slags forandring, statsministeren har i tankerne …

Få øjeblikke senere er 15 af de 35 mandfolk, iført skovmandsskjorter og hvide handsker, målrettet på vej op i stilladset med stilladsnøgler stikkende op fra arbejdsbukserne. Nu skal der bestilles noget.

Første mand tager turen helt op, og i løbet af få se­kunder er der folk på alle fem etager. Stilladset bliver levende: Dæk bliver hevet af, rækværk skruet løs, og jernstænger stikkes nedad fra mand til mand, indtil de bliver smidt på fortovet foran stilladset. 

Lyden af jern mod jern spolerer lørdagsfreden efter­trykkeligt i den lille gade. Et stillads gemmer på et anseeligt støjpotentiale, og ligegyldigt hvor diskret, man prøver at være, larmer en nedpilning i det tempo en hel del.  "Pas på!" "La’ vær og kast. Stik det ned!" lyder det.

Alligevel ryger et lille stykke rækværk ud på midten af vejen, hvor Niels sindigt samler delene sammen for at stable dem på fortovet. To af esbjergenserne har taget hul på et par dåseøl nede på vejen og er så småt ved at få deres naturlige, lyserøde kulør tilbage.

En mand fra opgangen fjerner skyndsomt sin parke­rede bil fra åstedet. Ovre på den anden side af Vestre Ringgade sidder Per Berg i sin bil og tager uskarpe billeder af aktionen. 

Træk stavene! 

Med ét er politiet der. En patruljebil kører ind fra østsi­den, og to betjente stormer ud og tager, tilsyneladen­de tilfældigt, fat i en ung stilladsarbejder fra Esbjerg.

Folkene på stilladset er allerede på vej ned.

"Hold nu op med det der," lyder det fra københavnerne. 

"Slip ham nu. Vi ér på vej væk." 

Arbejderne stimler sammen om de to betjente, som alligevel formår at proppe den anholdte ind i bilen, der i samme nu får følgeskab af endnu to vogne med blå blink. 

Nogle få stilladsarbejdere er stukket af, men de fleste står stadig ved stilladset. Der er seks betjente nu. De anholder endnu en stiladsarbejder, der ryger i armlås på asfalten. 

"Træk stavene," beordrer en betjent. 

"Stop nu, vi gider ikke det pis!" 

Rådvildheden breder sig blandt stilladsarbejderne: Hvad nu? En gruppe københavnere mosler rundt med betjentene midt på gaden, andre kigger på fra forto­vet, halvt på vej væk.

En betjent rammer en fyr med staven, og en anden beder om øjeblikkelig forstærkning over radioen. To af hans kolleger har knappet op for pistolhylstrene, usikre på, hvem der bestemmer over gaden.

Det er en helt almindelig lørdag formiddag i Aarhus. 

"Hallo! Skal vi have dem med eller hvad?" råber en stil­ladsarbejder. Tiden står stille i endnu et halvt øjebliks tvivl.

"Kom! Så tager vi dem!" En arm vinker folk derhen. 

I ét nu er hele flokken på vej hen for at rive deres to kammerater fri. 

"Slip ham!" 

"Det er befrielse af en anholdt. Det er ulovligt ifølge straffeloven," råber en af betjentene med klar røst, uden at oplysningen gør det store indtryk på de angribende. 

I løbet af få sekunder er de to anholdte ude af kløerne på betjentene, hvoraf én senere viser sig at have brækket en finger.

Folk smålunter tilbage mod deres biler og forsvinder ind mod byen. Alle er med nu. 

Stilladsarbejdere går samlet.