Flyselskabet SAS slår en streg over suspenderingen af flertallet af de 27 kabineansatte, som flyselskabet fjernede fra deres job den 3. marts.
Der er tale om en proces fra arbejdsgiverside, der er helt slået fejl.
Jean Pierre Schomburg, CAU
"Vi har holdt møder i hele sidste uge og denne uge og på den baggrund trukket ca. 2/3 af suspenderingerne. Den videre proces har jeg ikke flere kommentarer til for nuværende", skriver Trine Kromann-Mikkelsen, der er pressechef i SAS, i en mail til Arbejderen.
De 27 blev suspenderet i kølvandet på kabinepersonalets strejke, der skete i protest mod tvangsoverflytningen af 147 kolleger til datterselskabet Cimber. SAS beskyldte de suspenderede for chikane og trusler af kolleger, der gik på arbejde under den faglige konflikt.
CAU, kabinepersonalets fagforening, er utilfreds med, at flyselskabet så længe har holdt medlemmerne i uvidenhed om deres fremtid, og mange af dem tilsyneladende helt ubegrundet.
– Det har været en meget lang og nervepirende ventetid for de suspenderede medlemmer. Der er tale om en proces fra arbejdsgiverside, der er helt slået fejl, siger Jean Pierre Schomburg, næstformand i kabinepersonalets fagforening, CAU. til Arbejderen.
Fagforeningen mener, SAS har misbrugt deres ledelsret, og har derfor bedt om et såkaldt fællesmøde i Dansk Arbejdsgiverforening om sagen. Hvis tvisten ikke bliver løst ved fællesmødet, så kan sagen ende i arbejdsretten.
– Jeg håber virkelig, SAS snart kommer til fornuft, og tilbagekalder alle suspenderingerne. For de suspenderedes skyld, som ikke har vidst om, de er købt eller solgt. Men også fordi, at så længe de opretholder suspenderingerne, så skaber det en meget trykket stemning blandt alle kabineansatte, siger Jean Pierre Schomburg.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278