Kun 9139 medlemmer havde Blik- og Rørarbejderforbundet i uge et i 2014. Alligevel var der ikke skygge af tvivl hos de 150 delegerede, som sluttede deres kongres i weekenden: Blik- og rørarbejderne skal fortsætte som et selvstændigt forbund.
Gang på gang satte de delegerede, hvoraf over 80 procent kom ude fra arbejdspladserne, fokus på stoltheden over at være et fag med et eget forbund.
Det er vores faglige identitet som bærer forbundet. Vi har noget arvegods, nogle sejre vi har vundet.
Johnny D. Andersen
- Det er vores faglige identitet som bærer forbundet. Vi har noget arvegods, nogle sejre vi har vundet. Se på jeres overenskomster og prislister, sagde Johnny D. Andersen mens Bjørn Due kaldte beslutningen om fortsat at være et selvstændigt forbund for "den eneste rigtige beslutning vi har truffet".
Dermed går blik- og rørarbejderne imod den generelle tendens, hvor adskillige mindre forbund de seneste år er fusioneret til få store. Blik og Rørarbejderforbundet har da også overvejet muligheden. I 2011 var der intense forhandlinger med Dansk Metal og Dansk El-Forbund. Men i 2012 trak blik og rørarbejderne i håndbremsen, da der ikke var enighed om betingelserne for et nyt fælles forbund.
I stedet satser forbundet nu på at tilpasse forbundet til nutidens faldende medlemstal samt fokus på organisering for at fastholde og få nye medlemmer. Dertil kommer samarbejde med andre forbund. I forvejen har Blik- og Rør en fælles a-kasse med Malerforbundet, og i løbet af foråret 2015 flytter de to forbund sammen med Dansk El-Forbund i kontorfællesskab i Nyrupsgade.
De tre forbund vil være fælles om en lang række praktiske funktioner. Men de vil stadig være tre selvstændige forbund.
Og sådan vil det sikkert være i mange år fremover, medmindre der kommer noget lovgivning, som gør det umuligt at fortsætte som et lille forbund, vurderer Søren Schytte, faglig sekretær i Blik- og Rørarbejderforbundet.
- Det handler simpelthen om faglig identitet, siger han. Men derudover synes han også, at sporene fra andre forbunds fusioner skræmmer.
- Vi kan koncentrere os om vores egen overenskomst og vores egen uddannelse. Det er mere enkelt, siger Søren Schytte.
Blik- og Rørarbejderforbundet afsluttede sin tre dage lange kongres i Aarhus med at genvælge Max Meyer som forbundsformand for fire år mere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278