Mandag morgen blokerede omkring 200 stilladsarbejdere fra det meste af landet Skærbækværket ved Fredericia. Arbejderne er utilfredse over, hvad de kalder "DONG's tilsidesættelse af sikkerheden" på de stilladser, som bliver opstillet på værket i forbindelse med en større ombyging.
DONG forsikrer konstant, at alle regler følges. Det gør de måske i deres regneark, men i virkeligheden sættes liv på spil.
Henrik Ommen, Sydøstjyllands stilladsklub
– Vores udenlandske kollegaer bliver sat til at montere stilladser, hvor blandt andet rækværker mangler, og grejet sættes sammen i fantasifulde, men uforsvarlige og meget tvivlsomme konstruktioner, fortæller Henrik Ommen, formand for Sydøstjyllands stilladsklub som står bag blokaden.
Arbejdet på Skærbækværket har stået på i over et år, og ifølge Henrik Ommen er kun 21 af de omkring 80 stilladsarbejdere på projektet godkendt af Arbejdstilsynet til at montere simple stilladskonstruktioner. Resten er ifølge Ommen slet ikke godkendt til at arbejde med stilladser.
– Alligevel, bliver kollegaerne sat til at montere stilladser langt over det niveau - til stor fare for dem selv og brugerne af stilladserne.
Lige krav for alle
Efter mange års faglige kampe er det i dag et krav, at alle, inden de giver sig i kast med at opstille et stillads, skal have gennemgået et tre ugers stilladskursus. Efter de tre uger må kursisten bygge stilladser "efter leverandørens brugsanvisning".
For stilladser, der ikke sættes op ud fra en brugsanvisning, kræves der af danske stilladsarbejdere, at de har en to-årig stilladsuddannelse. Og det er altså denne to-årige uddannelse, som ingen af de udenlandske stilladsarbejdere på Skærbækværket ifølge Henrik Ommen har gennemført, mens kun 21 har gennemført kurset på tre uger.
– For at bygge de her ofte komplicerede konstruktioner skal montøren være kvalificeret til at kunne forstå og kontrollere specifikationerne for stilladsopstillingen og til at lave beregninger af styrke og stabilitet. Stilladsopstilleren skal være trænet i brug af personlige værnemidler og relevante foranstaltninger til sikring mod nedstyrtning under arbejdet med at bygge stilladser i højden, forklarer Henrik Ommen og fortsætter:
– Vi er trætte af, at vores branche skævvrides i en så ekstrem grad. Samtidig er vi voldsomt bekymrede, både over DONG’s åbentlyse ligegyldighed over for vores udenlandske kollegaers sikkerhed, og ikke mindst sikkerheden for brugerne af stilladserne. Vi har gentagne gange informeret DONG om vores bekymringer, og DONG forsikrer konstant, at alle regler følges. Det gør de måske i deres regneark, men i virkeligheden sættes der liv på spil.
Reglerne bliver overholdt
Den beskrivelse af forholdende kan Ole Thomsen, som er produktionsdirektør i DONG Energys kraftværksdivision, slet ikke genkende.
– Vi tager bekymringerne meget alvorligt, da vi har stor fokus på sikkerhed på byggepladsen. Vi følger alle regler og lovgivning på området, og skelner i den forbindelse selvfølgelig ikke mellem danske og udenlandske medarbejdere, siger Ole Thomsen og fortsætter:
– Vi har gennem hele projektforløbet haft et godt samarbejde med faglige organisationer i form af jævnlige møder, og vi opfordrer alle medarbejdere til at fortælle os, hvis de ser brud på sikkerheden på byggepladsen. Efter en tidligere dialog med 3F og Stilladsklubben har vi lavet en ekstra kontrol af stilladsarbejdernes uddannelsescertifikater, og fandt ingen mangler på dette. Arbejdstilsynet har heller ikke påtalt noget ved deres rutinemæssige besøg.
Blokaden blev ophævet over middag, efter at DONG havde lovet stilladsarbejderne, at sikkerheden ville blive tjekket igen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278