23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

TV2 hetzer de arbejdsløse

A-kasseleder:

TV2 hetzer de arbejdsløse

Stadig flere medier synger med på arbejdsgivernes klagesang om, at de ikke kan få besat ledige stillinger. A-kasseleder raser over TV2 nyheder i sidste uge, der tegner et ensidigt billede af de arbejdsløse som dovne.

Hvis ikke TV2 selv har sat gang i det her, så virker det som en veltilrettelagt kampagne fra arbejdsgiverside, mener Anne Gregersen.
FOTO: PN
1 af 1

Samtidig med at tusinder af arbejdsløse mister deres dagpengeret skærpes retorikken vendt mod de arbejdsløse.

Det mener Anne Gregersen, leder af a-kassen i 3F Roskildeegnen.

Som eksempel nævner hun TV2’s nyhedsdækning i sidste uge, hvor der flere dage i træk blev pustet til fordommene om, at de arbejdsløse ikke gider søge arbejde, fordi dagpengesatsen er for høj.

Beviset for, at der findes masser af ubesatte job, som de arbejdsløse ikke gider tage, blev fremført af tre tilsyneladende tilfælde arbejdsgivere - en savværksejer, ejeren af en systue og en elinstallatør. Senere er det kommet frem, at de alle tre er særdeles aktive medlemmer af Venstre, Liberal Alliance og Konservative. En information, som TV2 ikke fandt vigtig nok at give videre til seerne.

Anne Gregersen blev direkte involveret i sagen om Hvalsø Savværk.

Ejeren Martin Nyrop Larsen fortalte den ene dag om, hvor svært det var at få besat to ledige stillinger på trods af, at mere end 160.000 går arbejdsløse. Den næste dag hed det i TV2 nyhederne, at savværket havde fået 120 ansøgere, men at 30 af dem havde sagt nej til jobbet, angiveligt med den begrundelse, at timelønnen på 110 kroner var for lav.

TV2's valg

I stedet for at fokusere på, at arbejdsgiveren havde fået 90 ansøgninger at vælge imellem til et arbejde til 110 kroner i timen, kastede TV2 sig over de 30, der valgte jobbet fra.

- Hvis ikke, det er TV2, der sætter det her i gang, så virker det som en meget veltilrettelagt kampagne, siger Anne Gregersen til Arbejderen.

Via kommunikationsafdelingen i forbundet 3F kontakter TV2 Anne Gregersen for at høre, om hun vil svare på, om det er i orden, at arbejdsløse siger nej til et ledigt job. Og a-kasselederen ville gerne bidrage til at give et mere nuanceret billede af de arbejdsløse, end det TV2 indtil da havde givet seerne.

- Jeg syntes der var brug for at fortælle om de regler, som regulerer arbejdsmarkedet, og at der er forskel på om den ledige selv har taget intitiv til at søge et job eller er blevet henvist af sin a-kasse eller jobcentret, fortæller Anne Gregersen.

Har den arbejdsløse selv taget initiativ til at søge et job træder “reglerne” om udbud og efterspørgsel i kraft. Kan den arbejdsløse finde et job til en bedre løn, er det efter Anne Gregersens mening helt i orden og forståeligt, hvis valget falder på det bedst lønnede.

Regler straffer de arbejdsløse

Det har nemlig store økonomiske konsekvenser for dagpengenes størrelse, hvis eller når man igen står uden job, fordi dagpengesatsen beregnes på baggrund af den løn, man havde, inden man blev fyret, forklarer Anne Gregersen. 

- Det forholder sig helt anderledes, når jobcenter eller a-kasse er inde over. Så træder meget klare regler i kraft, og det giver en sanktion til den ledige at takke nej til ordinært, overenskomstmæssigt lønnet arbejde.

Endelig, bemærker Anne Gregersen, er det også nødvendigt at vurdere, hvilken situation den enkelte arbejdsløse står i.

- Er den ledige tæt på at miste dagpengeretten, er det nok tudetosset at takke nej til ordinært arbejde, men er man lige blevet ledig og har måske andre job på hånden, synes jeg det i orden at takke nej til en lille løn. Det er en individuel vurdering, mener Anne Gregersen.

Alt det kommer ikke frem i TV2’s nyhedsudsendelse. Interviewet med Anne Gregersen bliver båndet, men da hun ser sig selv på TV, bliver hun målløs. Hendes svar er klippet, så kun ganske lidt kommer med og så svarene  får en helt anden betydning, end de var tænkt.

Stram redigering af Anne - plads til Mette

Først forklarer TV-journalisten, at man som arbejdsløs får blot 600 kroner mere ud af at arbejde på savværket end på dagpenge. Underforstået, at dagpengenes størrelse er forklaringen på de ubesatte stillinger. Og så er det ellers Anne Gregersens tur til at svare på, om det er i orden, at arbejdsløse takker nej til et job, angiveligt fordi lønnen er for lille.

Stramt klippet lyder svaret fra Anne Gregersen: Ja, hvis det er sådan, at der ikke er mere at hente.

I samme nyhedsindslag fra fredag i sidste uge medvirker også beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S). Hun bliver konfronteret med, hvordan det kan lade sig gøre, at folk går rundt på dagpenge, som ikke vil arbejde for 110 kroner i timen.

- Det ved jeg simpelthen ikke, og jeg bliver nødt til at sige, at jeg forstår det ikke. Jeg er uenig i det. Vi kan ikke få et samfund til at fungere, hvis mennesker ikke vil tage det arbejde, der er, og hvis ikke man står til rådighed for arbejdsmarkedet, svarer ministeren.

Mette Frederiksen understreger, at hun ingen forståelse har for de arbejdsløse, der hellere vil være på dagpenge end tage det arbejde, der er.

- Prøv og hør her. Nu har vi brugt, jeg ved ikke hvor lang tid, de seneste par måneder på at diskutere det problematiske i, at der er langtidsledige, der står overfor at deres dagpenge ophører, og nu får vi så eksempler på helt udmærkede arbejdspladser, som tilsyneladende ikke kan få ansøgere. Det hænger ikke sammen, siger Mette Frederiksen med opfordring til a-kasserne om at hive de arbejdsløse til rådighedssamtale.

Havde han bare brugt jobnet.dk

- TV2 valgte at vinkle på de “dovne” arbejdsløse, og ministeren hoppede desværre i med begge ben. Det er skammeligt, mener Anne Gregersen.

Det hører med til historien, at 3F Roskildeegnen har over 400 arbejdsløse medlemmer. Nogle af dem med erfaringer fra branchen. Derfor kontaktede a-kassen Hvalsø Savværk om morgenen dagen efter, at arbejdsgiveren havde klaget sin nød.

- Jeg er sikker på, at flere af de ledige medlemmer, gerne vil arbejde på savvæket. Derfor tilbød jeg hjælp til at få besat stillingerne, men jeg har endnu til gode at høre fra savværket, bemærker Anne Gregersen.

Havde arbejdsgiveren slået de ledige stillinger op på jobnet.dk, er hun overbevist om, at han fået et tilsvarende antal ansøgninger.

- Og det havde været unødvendigt at henvende sig til TV og hænge de arbejdsløse ud som dovne. Det ved jeg er løgn, slutter den sjællandske a-kasseleder.

Anne Gregersen har sendt et brev til TV2, hvori hun klager over den skarpe redigering af hendes svar.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. jan. 2013 - 09:15   11. jan. 2013 - 09:30

arbejdsløshed

noc@arbejderen.dk
dagpengesats

For at få ret til dagpenge, skal to betingelser være opfyldt:

1. Man skal have været medlem af en a-kasse i mindst et år.

2. Man skal kunne dokumentere arbejde i tilstrækkeligt mange timer. Fuldtidsforsikrede skal have arbejdet mindst 1.924 timer og deltidsforsikrede mindst 1.258 timer indenfor de seneste tre år.

Timerne tæller kun, hvis man samtidig har været medlem af en a-kasse.

Dagpengene beregnes på baggrund af den løn, man havde, inden man blev arbejdsløs.

Som udgangspunkt udgør dagpengene 90 procent af den løn, man havde, mens man var i arbejde. Dagpengene kan dog aldrig blive højere end den maksimale dagpengesats.

En dagpengesats beregnet ud fra timelønnen på Hvalsø Savværk giver 674 kroner brutto i fem dage om ugen.

Det er 127 kroner mindre om dagen end den aktuelle maks-sats på 801 kroner før skat.

Kilde: AK-Samvirke