26 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Udsigt til flere frivillige børnepassere

Frie hænder til fem Venstre-kommuner

Udsigt til flere frivillige børnepassere

Tilladelsen til fem kommuner om at de kan sætte dagpengemodtagere og efterlønsmodtagere til at passe børn og ældre, får panderynkerne frem hos FOA og forældreorganisationen FOLA.

FOA frygter, at kommunerne lader frivillige overtage opgaver, som fagligt og ordinært personale burde står for.
FOTO: Mette Kramer Kristensen
1 af 1

Kommunerne Nordfyn, Holbæk, Assens, Ringkøbing-Skjern og Slagelse har for nylig fået status som frikommuner.

De her kommuner får jo lov til at bruge offentlige ydelser som et direkte supplement til lønbudgetterne. Dennis Kristensen, FOA

Dermed kan de fem Venstre-kommuner udnytte arbejdsløse dagpengemodtagere og efterlønnere som frivillige i børnehaver, vuggestuer og på ældreområdet. Eller som Nordfyns borgmester Morten Andersen (V) tidligere har formuleret det "vække alle de frivillige kræfter, der er i kommunerne".

Muligheden opstår, fordi regeringen åbner op for, at dagpengemodtagere i de udvalgte kommuner kan arbejde frivilligt i kommunale institutioner - uden at de bliver trukket i ydelse.

Kommunernes økonomi

Tanken huer ikke fagforbundet FOA, der har mange medlemmer ansat netop til at varetage forskellige velfærdsopgaver.

– Kommunerne begynder at lege med ilden, når de åbner op for at bruge offentlige ydelser til at finansiere frivilligt arbejde i det offentlige. De her kommuner får jo lov til at bruge offentlige ydelser som et direkte supplement til lønbudgetterne, siger formand Dennis Kristensen til Avisen.dk.

Hans bekymring går på, at kommunerne lader frivillige overtage opgaver, som fagligt og ordinært ansat personale burde stå for, når kommunerne slipper for en lønudgift, og at kommunerne vil benytte de frivilliges indsats til at retfærdiggøre nedskæringer i den offentlige sektor.

Børneområdet er blandt de velfærdsområder, der har mærket kommunale nedskæringer. De seneste tal fra pædagogernes fagforbund BUPL viser, at der på landsplan er forsvundet 4.000 pædagogstillinger, hvis man ser på normeringerne fra 2009 til 2015.

Dorthe Boe Danbjørg, formand for FOLA – Forældrenes Landsforening, ser da også frikommunernes ønske om flere frivillige som udtryk for, at der mangler personale i de pædagogiske dagtilbud. Trods det er heller ikke FOLA-formanden begejstret for udsigten til stigningen i brugen af frivillige.

Langt mellem voksne

– Det kan da være fristende at supplere med ekstra mandskab i institutionerne, hvor der er langt mellem de voksne. Men det er vigtigt, at vi holder fast i, at vores dagtilbud er mere end blot pasning, udtaler Dorthe Boe Danbjørg i en pressemeddelelse og tilføjer:

– Det faste velkendte personale skal ikke erstattes af skiftende frivillige. Det er hverken børn, forældre eller samfund tjent med. I stedet må politikerne prioritere vores dagtilbud og sikre et minimum af veluddannet pædagogisk personale i vores dagtilbud. Frivillige skal ikke overtage det pædagogiske arbejde i dagtilbuddene.

Lars Skov Henriksen, professor på Aalborg Universitet har forsket i frivilligt arbejde og socialpolitik. Han læste de fem kommuners ansøgning til Social- og Indenrigsministeriet, og sagde ved den lejlighed til Ugebrevet A4, at det virkede somom kommunerne "vil have lov til at bruge de frivillige i kommunerne som ekstra arbejdskraft".

Det afviste borgmestrene, men Lars Skov Henriksen konstaterede alligevel:

– Det virker lidt som en gratis omgang at sige, at man ikke har intentioner om at erstatte lønnede ansatte med frivillige. Det er det økonomiske pres, der kommer til at bestemme, hvis der ikke er nogen regulering.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. okt. 2016 - 18:41   13. okt. 2016 - 18:50

Arbejdsmarked

noc@arbejderen.dk