Et svensk forskningsprojekt, hvor chaufførernes mobiltelefoner har været det vigtigste redskab, har kortlagt mønstrene i omgåelsen af den såkaldte cabotagekørsel.
Det er logistikforsker Henrik Sternberg fra Lunds Tekniske universitet, som stod bag projektet, der med hjælp fra tusindvis af chauffører har afdækket en del af den transport, som især østeuropæiske lastbiler står for i Sverige.
Ulovlige transporter og misbrug af reglerne koster chauffører job i tusindtal. Et af vores mål er, at vi skaffer dokumentation.
Jan Villadsen, formand for 3F’s Transportgruppe
I løbet af efteråret skal både Danmark, Norge og Sverige være genstand for nye registreringer, der skal afdække brugen af cabotagekørsel i de tre lande.
Registreringerne foregår via en app til mobilen, hvor chauffører kan indrapportere udenlandske lastbiler. Det gør det muligt at opspore og følge lastbiler, som er i landet i længere tid. Og det er netop humlen ved cabotagekørsel.
EU’s regler tillader at udenlandske lastvogne kan køre op til tre ture på en uge, hvis de er kommet til landet med fragt udefra. Men som den svenske undersøgelse viste, så er der mange udenlandske lastvogne, som er i landet udelukkende for at køre "indenrigs".
Og det er ulovligt eller illegalt, som rapporten konstaterer om de godt 2200 lastbiler, som var i landet i den halvanden måned, registreringen foregik. Observationerne afdækkede også, at de illegale vogne har faste baser, som de vender tilbage til, når ugens kørsler er gennemført.
To ud af tre er udlændinge
Forskellige usikkerhedsfaktorer gør, at antallet af cabotagetransporter kan være lavere eller betydeligt højere.
- Men uanset hvilken tolkning eller hvilke antagelser man gør, så er vognenes bevægelsesmønster en pålidelig repræsentation af virkeligheden – disse lastbiler har Sverige som sit permanente virksomhedsområde, skriver Henrik Sternberg.
Usikkerheden opstår blandt andet fordi nogle udenlandske vognmænd ganske enkelt skifter nummerplader for at sløre identiteten. To-tre uger inde i dataindsamlingen begyndte de udenlandske chauffører at ændre holdepladser. Og de sidste to weekender meldte mange rapportører, at det blevet svært at finde de udenlandske biler.
De 2200 udenlandske vogne skal ses i forhold til de 8.000 svenske lastvogne, som kører indenrigsfragt i Sverige. Hertil kommer alle de udenlandske vogne, som spiller efter reglerne og køre cabotagekørsel, når de har leveret fragt i Sverige.
Den svenske rapport har også undersøgt trafikken på en af den store svenske godshavn i Gøteborg.
De konstaterer, at en tredjedel af chaufførerne var svenske i svenske biler, en anden tredjedel var udenlandske biler med udenlandske chauffører.
Den sidste tredjedel var svenske biler med udenlandske chauffører. I de to uger observationen foregik konstaterede rapportørerne at, "de samme udenlandske vogne hele tiden vendte tilbage for at hente nye trailere".
Vil samle argumenter
3F Transportgruppe har sammen med vognmændene i DTL tidligere påvist, hvordan ulovlig cabotagekørsel truer danske arbejdspladser. Og tidligere transportminister Henrik Dam Kristensen nåede at vise sympati for en forstærket kamp mod dumping på landevejene inden han blev udskiftet.
Det nye projekt skal være i luften fra oktober, hvor danske chauffører kan bidrage til registreringen via mobilen. 3F’s Transportgruppe og vognmændene i DTL bidrager til at finansiere projektet, sammen med fagforeninger og vognmænd i Sverige og Norge.
- Jeg vil opfordre så mange som muligt til at deltage. Ulovlige transporter og misbrug af reglerne koster chauffører job i tusindtal. Et af vores mål er, at vi skaffer dokumentation, der kan påvirke embedsmænd og politikere i EU, siger Jan Villadsen, formand for 3F’s Transportgruppe til 3F’s Nyhedsbrev.
Også hos DTL er der store forventninger:
- Dataindsamlingen og bearbejdelsen af data har allerede vist sit værd. At over 2.000 vogntog kan mistænkes for at have udført ulovlig cabotagekørsel siger lidt om omfanget, når man tænker på, at registreringerne kun foregik over halvanden måned, siger han.
- Når der foreligger valide resultater, vil vi i NLA-regi (Nordic Logistics Association red.) naturligvis bruge dem til at komme i nærmere dialog med EU. Nationalt vil vi tage dialogen med transportministeren, som jo allerede har lagt en klar linje i bekæmpelsen af social dumping, siger Erik Østergaard, direktør for DTL.
Facebook bliver samlingspunktet for cabotagestudiet. Interesserede vil kunne slå op på en særlig dansk side og følge projektet samt debattere. Facebook siden vil gå online inden for kort tid. Tilsvarende sider vil blive oprettet i Sverige og Norge på Facebook. Både app’s og facebooksiderne vil være klar om kort tid, oplyser DTL.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278