19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Unge 3F'ere vil arbejde mindre

Kæmper for fritid

Unge 3F'ere vil arbejde mindre

De unge medlemmer i landets største fagforbund 3F vil have den ugentlige arbejdstid sat ned til 30 timer. Det må være prisen for den højere pensionsalder, lyder det fra de unge, som starter en kampagne til maj.

Hvert fjerde medlem af 3F er nedslidt eller død, inden de fylder 60 år. Det vil 3F Ungdom lave om på ved at skære syv timer af arbejdsugen.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Med en højere pensionsalder er det både menneskeligt, socialt- og økonomisk fornuftigt at sætte den ugentlige arbejdstid ned.

Rigtig mange 3F'ere kan simpelthen ikke holde til at være på arbejds-markedet i en alder af 68-72 år.
Emil Olsen, 3F Ungdom

Sådan lyder budskabet fra 3F Ungdom, der med cirka 50.000 medlemmer under 31 år er Danmarks største faglige ungdomsorganisation.

De unge arbejdere lancerer derfor en kampagne for at få indført 30 timers arbejdsuge - uden tab af løn. Kampagnen skal efter planen skydes i gang 1. maj i år.

– Hvis vi skal vente med at gå på pension, så må man regulere arbejdstiden, så vi arbejder lidt mindre om ugen, siger formand for 3F Ungdom og murersvend Emil Olsen til Arbejderen.

På tide med positiv forandring

3F Ungdom lægger vægt på, at der igennem alt for lang tid er blevet gennemført alt for mange reformer med negative konsekvenser for almindelige arbejdende mennesker.

– Vi mener derfor, det er på tide at skabe en positiv forandring for det hårdt arbejdende danske folk, forklarer Emil Olsen, som især er bekymret for 3F'ernes alderdom.

Det politiske flertal har i flere år været enige om, at danskerne skal blive længere på arbejdsmarkedet, hvis der skal være råd til velfærd. Det har senest betydet, at pensionsalderen fra og med 2020 bliver gradvist sat op, så den i 2023 bliver forhøjet til 67 år og i 2046 når 72 år.

– Folketinget har vedtaget en højere pensionsalder. Det giver os store problemer, fordi vi starter tidligt i uddannelse, og bagefter sidder vi ikke ligefrem stille på vores arbejde. Rigtig mange 3F´ere kan simpelthen ikke holde til at være på arbejdsmarkedet til en alder af 68-72 år, siger Emil Olsen.

Hans påstand bakkes op af data fra forbundets medlemsstatistik. Her kan man læse, at hver fjerde 3F'er er væk fra arbejdsmarkedet, inden de fylder 60 år - enten fordi de er slidt ned, eller fordi de er døde.

Vil skabe politisk alliance

For at give kampagnen så stor slagkraft som muligt har 3F Ungdom valgt at indbyde partierne i rød blok, samt de kommunistiske partier til at indgå i en alliance om kravet om nedsat arbejdstid.

Indtil videre har den faglige ungdomsorganisation modtaget positive tilbagemeldinger fra Alternativet, Enhedslisten og Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD).

De unge 3F'ere skal i løbet af april måned mødes med de politiske partier for at aftale, hvordan samarbejdet skal foregå.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. apr. 2016 - 05:46   08. apr. 2016 - 05:50

Arbejdstid

as@arbejderen.dk
3F Ungdoms syv argumenter for 30 timers arbejdsuge
  • En hævet pensionsalder gør at arbejdstiden for hele arbejderens liv er hævet væsentligt.
  • Mindre nedslidningen, betyder færre offentlige udgifter til de syge.
  • Afkortningen af arbejdsdagen vil give bedre og mere regelmæssig produktion.
  • De største fremskridt i forhold til bedre arbejdsmiljø er sket ved nedsættelse af arbejdstiden.
  • Et arbejdsmarked der rummer flere, det vil sige færre på passiv forsørgelse.
  • Udvidelse af demokratriet, mere tid til familie, fritid og samfund.
  • Styrkelse af landområderne, i det at folk nemmere kan få hverdagen til at hænge sammen med transport til og fra arbejde.