Det dufter af gullasch i elektrikernes fagforening i København. På tre kantineborde står, udover den store dampende krom-gryde med det lysebrune indhold, hvide IKEA-skåle med kartoffelmos, garneret med forårsløg og stegt bacon.

“Zrzeszenie zawodow budowlanych” står der skrevet på den hvide bagvæg, som gør det ud for lærred i den store mødesal. Det er polsk og betyder “Byggefagenes Samvirke”.

Zrzeszenie zawodow budowlanych står der på lærredet. Det er polsk og betyder Byggefagenes Samvirke.

Det er anden gang, at sammenslutningen af byggefagforeninger i hovedstaden slår dørene op for et kursus for udenlandske arbejdere i Danmark. Overskriften for kurset, som også står på den hvide bagvæg, er “Kend dit arbejdsliv, kollega”.

Til det første møde af slagsen i starten af september måned var 75 polske og portugisiske bygningsarbejdere dukket op for at blive klogere på, hvordan det danske arbejdsmarked egentlig er skruet sammen.

Denne eftermiddag sidder grupperne af lavmælt snakkende arbejdere noget mere spredt i det store lokale. 26 polske arbejdere er mødt frem.

I er velkomne

Da de sidste portioner gullasch er blevet fortæret, samles tallerknerne sammen og stilles over på en kantinevogn. 

Carsten Bansholm Hansen, formand for byggefagenes Organiseringsudvalg stiller sig op bag talerstolen og tager ordet.

– Kære kollegaer. Det er vigtigt for os i Byggefagenes Samvirke, at vi får sagt til jer - vores udenlandske kollegaer - at I er velkomne her. Vi ønsker, at I skal være en del af vores sammenhold. En del af vores overenskomster. Derfor er det vigtigt for os, at I føler jer velkomne på arbejdspladserne og ude på byggepladserne.

Imens ordene bliver oversat af tolken, skifter Carsten Bansholm Hansen slide, og projektoren blæser et 100 år gammelt billede af et sjak danske bygningsarbejdere op på den hvide væg. Han sikrer sig, at oversættelsen er færdig og fortsætter:

– Vi bygningsarbejdere, ja faktisk mange arbejdere generelt, har altid rejst efter arbejde. Det vil vi formentlig altid gøre. Arbejderne krydser grænserne på kryds og tværs og skal hele tiden vænne sig til de forskellige regler, der er de forskellige steder, man kommer hen. Vænne sig til de forskellige kulturer og til de forskellige måder, man gør tingene på.

Carsten Bansholm Hansen tager en slurk vand og venter igen på oversættelsen.

– I er her i Danmark i øjeblikket. Nogle af jer rejser videre, andre beslutter at bosætte jer i Danmark. Fælles for jer alle er, at I skal modtage vores ønske om, at I får en god tid, mens I er her, og at I oplever at blive accepteret af jeres danske kollegaer.

Sammen er vi stærke

Byggefagenes Samvirke har i alt planlagt 11 møder som dette. Målgruppen er bygge- og anlægsarbejdere fra det gigantiske metrobyggeri i København.

Denne eftermiddag i september er der imidlertid dukket flere kvindelige arbejdere fra rengørings-, hotel- og restaurationsbranchen op.

Men selvom oplæg og jargon er henvendt til bygningsarbejdere med en hverdag på en stor københavnsk byggeplads, lytter kvinderne interesseret efter, nikker, noterer og hvisker med sidemanden.

– Den danske model bygger grundlæggende på tre elementer, fortsætter fagforeningsmanden oppe bag ved talerstolen.

Med den danske model står vi ikke mand mod mand med arbejdsgiverne, men vi står som to grupper overfor hinanden, siger fagforeningsformanden.

– Forhandlinger mellem regering, arbejdsgivere og fagforeninger om lovgivning på områder som uddannelse og arbejdsmiljø. Kollektive overenskomster som regulerer og dækker hele arbejdsmarkedet, aftalt imellem arbejdsgivere og fagforeninger.

Carsten Bansholm Hansen tager en tredje finger i vejret, og kigger ud på forsamlingen.

– Det tredje element i den danske model er organiseringsgraden. Det fungerer ved, at arbejderne er organiseret i den fagforening, som forhandler på den ene side, og arbejdsgiverne er samlet i deres organisationer, som forhandler på den anden side. Andelen af organiserede arbejdere sikrer vores fælles styrke i forhandlingerne. Det svarer til, at jeg skulle lægge arm med en arbejdsgiver. Hvis han er stærk, er der en risiko for, at jeg taber. Men med den danske model har jeg bedre odds. For med den model ville jeg have...

Fagforeningsmanden tæller arbejderne i lokalet.

– 1, 2, 3…. 26 arbejdere, som hjælper min arm med at vinde. På den anden side har arbejdsgiveren også på sin banehalvdel arbejdsgivere fra andre virksomheder, som skubber i hans retning. Derfor er det vigtigt for begge parter at organisere sig så stærkt som muligt i forhold til den anden. Med den danske model står vi ikke mand mod mand med arbejdsgiverne, men vi står som to grupper overfor hinanden.

Organisering

Ifølge tal fra november 2014 arbejder over 130.000 udenlandske statsborgere i Danmark. Antallet af udenlandske arbejdere har været støt stigende igennem en årrække.

Langt de fleste udenlandske arbejdere kommer fra Polen. Næstflest kommer fra Tyskland og Sverige, selvom der i løbet af de seneste år er blevet færre svenskere og tyskere, mens antallet af arbejdere fra Bulgarien, Rumænien, Italien, Spanien og Portugal er steget.

Der bliver mumlet anerkendende, da Carsten Bansholm Hansen spørger ud i salen, om nogen af de fremødte er medlem af en fagforening. Seks arbejdere rækker hånden i vejret.

Det har længe været svært for fagforeningerne i Danmark at få de tilrejsende kollegaer til at gå med i det faglige fællesskab, men den seneste tid er flere brancher begyndt at knække koden.

Et markant eksempel er Bygge- Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København, som over de seneste år er gået fra 40 udenlandske medlemmer til over 500.

Da Carsten Bansholm Hansen spørger ud i salen om nogen af de fremødte er medlem af en fagforening, bliver der da også mumlet positivt tilkendegivende og seks arbejdere rækker hånden i vejret.

I stedet for et revolutionært opgør

– I Danmark har vi en relativ høj organiseringsprocent, både blandt arbejdere og arbejdsgivere. Over 50 procent på hver side. Især byggebranchen har traditionelt set haft en høj organiseringsgrad.

– Hele denne her måde at arbejde på, hvor hver side kæmper med hinanden ved at forhandle, er etableret for cirka 115 år siden, efter en voldsom konflikt mellem arbejdsgivere og arbejdere. Men i stedet for at ende ud i et endeligt revolutionært opgør, så afsluttedes konflikten med en aftale om, hvad man kan kalde en arbejdsmarkedets grundlov.

– Det betyder også, at vi ikke så tit går i strejke. Faktisk så går vi kun i strejke, hvis vi under forhandlingerne om overenskomsten ikke kan blive enige.

Der bliver nikket, mumlet, smilet og sukket rundt om bordene. Fagbevægelsens erfaringer viser da også, at det langt fra er alle udenlandske arbejdere, der oplever at befinde sig i en forhandlingsposition på det danske arbejdsmarked. Mere almindeligt er det, at kollegaer langvejs fra tvinges til at acceptere elendige vilkår.

Inden de røde og hvide thermokander er tømt for kaffe og the og mødet rundes af med uddeling af diplomer, bliver deltagerne introduceret for regler for arbejdsmiljøet og mulighederne for at videreuddanne sig i Danmark.

Næste gang, Byggefagenes Samvirke slår dørene op for et eftermiddagskursus, bliver mandag den 5. november. Her vil kurset være målrettet italienske arbejdere fra metrobyggeriet.