30 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

- Vi mister 600.000 job

Sparekniv over Storbritannien:

- Vi mister 600.000 job

Den britiske regering har taget den store sparekniv i brug overfor den offentlige sektor. Kniven består af fastfrosne lønninger, forringede pensionsordninger - og massefyringer, fortalte Elena Crasta fra det britiske LO, TUC, på LO's, FTF's og AC's EU-konference i sidste uge.

Elena Crasta fra det britiske LO gav et rystende billede af nedskæringer i den offentlige sektor i Storbritannien på sidste uges EU-konference i LO-Huset i København.
FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

Elena Crasta fra det britiske LO TUCs Bruxelleskontor måtte på LO's FTF's og AC's EU-konference fortælle, at hun desværre ikke havde gode budskaber om vækst og jobskabelse med fra Storbritannien, hvor selv-påførte besparelse har resulteret i en minimal økonomisk vækst.

- Den nuværende regering har valgt at gennemføre kraftige nedskæringer i de offentlige udgifter ud fra den betragtning, at hvert nedlagt job i den offentlige sektor ville skabe job i den private sektor. Sådan er det ikke gået. TUC mener da også, at valget er ideologisk motiveret, sagde Elena Crasta.

Regeringen vil gennemføre offentlige nedskæringer for i alt 83 milliarder pund, 763 milliarder kroner, i perioden frem til 2015. Nogle offentlige sektorer bliver beskåret med over 25 procent, forklarede Elena Crasta. Nedskæringerne kommer især i form af fastfrysning af lønningerne og pensionsforringelser, men også fyringer, privatiseringer og udliciteringer bliver taget i brug indenfor alle offentlige sektorer, herunder sundheds- og uddannelsessektoren.

- Regeringen har planlagt at nedlægge 400.000 job indenfor den offentlige sektor. Men der er blevet nedlagt i langt hurtigere tempo end forventet, og vi regner med at have mistet over 600.000 job i 2015, forklarede Elena Crasta.

- Desuden planlægger regeringen at indføre regional aflønning, så den overenskomstfastsatte løn i fattige regioner skal være lavere. Det vil øge de geografiske uligheder, påpegede TUC's repræsentant på konferencen.

Storbritannien har valgt at stå udenfor EU's finanspagt og det dertil tilhørende diktat om at indføre en budgetlov, der centralt fra fastlægger, hvad kommuner og regioner må og ikke må rent økonomisk. Derfor har de regionale myndigheder i Wales, som har et vist selvstyre med eget parlament, kunnet indgå en aftale med TUC i Wales om at beskytte den offentlige service, fortalte Elena Crasta.

Det sker blandt andet gennem "Workforce Partnership Council" (WPC), et råd bestående af lige repræsentation af fagforeninger og arbejdsgivere i den offentlige sektor.

- De fleste lokale myndigheder i Wales retter sig efter de aftaler, der bliver indgået i WPC. Der er dog enkelte, som har forsøgt at modsætte sig en aftale om at undgå obligatoriske nedskæringer, men de er blevet bragt ind i folden, forklarede Elena Crasta.

Nogle rykker sig dog fortsat i tøjret.

- I Cardiff, hvor der er Labour-flertal, har de planer om udlicitering i stor stil, i stedet for som aftalt i partnerskabsmodellen at finde sammen med nabo-myndighederne om fælles udnyttelse af den ansatte arbejdskraft. Det vil i de kommende måneder blive en større test for WPC, partnerskabsmodellen og den walisiske regerings forpligtelser overfor TUC i Wales, påpegede Elena Crasta.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. dec. 2012 - 13:25   05. dec. 2012 - 13:30

Fagligt

he@arbejderen.dk