Nul-tolerance overfor flere skandaler i metrobyggeriet. Sådan tolkede Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested efter onsdagens samråd transportministerens udsagn om yderligere kontrol med metrofirmaernes arbejdspladser.
Jeg forventer, at der kommer styr på sagerne. Nu er der ikke længere nogen undskyldning.
Magnus Heunicke, Transportminister
– Men der er stadig ingen klar tilkendegivelse af, om fagbevægelsen og arbejdsgiverne bliver inddraget i kontrollen, påpeger Henning Hyllested.
Han vil selv holde tæt kontakt til 3F, for at høre om forbundet har mulighed for at kontrollere forholdene.
Under selve samrådet understregede Henning Hyllested, at byggeprojektet har stået på i tre år, uden at forholdene er blevet bedre.
– Det er først nu, der er udsigt til, at fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne bliver inddraget i kontrollen på arbejdspladserne. Hvordan kan vi sikre, at kontrollen foregår ordentligt - og hvordan undgår vi, at de selv samme problemer opstår på fremtidige statslige anlægsprojekter som eksempelvis den kommende Femern-Bælt forbindelse, spurgte Enhedslistens transportordfører.
Han foreslog også, at der bliver oprettet et kontrolorgan, som konstant skal være på farten og tjekke byggepladserne.
Transportministeren erkender
Transportminister Magnus Heunicke (S) erkendte, at det er helt uacceptabelt, at der stadig efter tre år er vanskeligheder på metrobyggeriet, og at entreprenørerne ikke lever op til de forpligtelser, som de er bundet til via kontrakterne.
– Antallet af sygedage og arbejdsulykker skal bringes ned. Alle arbejdsmiljøregler skál overholdes, og Metroselskabet skal intensivere samarbejdet med Arbejdstilsynet. Derudover har Copenhagen Metro Team (CMT) mulighed for at afskedige underleverandører eller vikarbureauer, som ikke overholder arbejdsmiljøregler og danske overenskomster, sagde Magnus Heunicke.
Han oplyste, at der vil blive sat en ekstraordinær undersøgelse i gang, som vil omfatte ti af CMT's underleverandører.
– Jeg forventer, at der kommer styr på sagerne. Nu er der ikke længere nogen undskyldning, fastslog transportministeren.
Arbejdere black-listes
Henning Hyllested nævnte, at metrobyggeriet har dobbelt så mange sager om løndumping, som normalt i byggebranchen. Han nævnte også et firma, som blev smidt ud af byggeriet og efterlod en regning på 11 millioner kroner i lønsnyd:
– Jeg undrer mig over, at man som medejer af selskabet og som minister kan have tillid til, at de mennesker, som har siddet og misrøgtet det i tre år, kan fortsætte. Statsrevisorerne skriver, at Metroselskabets og ejernes hidtidige styring af byggeriet ikke har været tilfredsstillende. Det er en så krads kritik, at man er nødt til at skride ind over for den måde, byggeriet bliver ledet på, sagde Hyllested.
Han har kendskab til, at arbejdere bliver blacklistet, hvis de organiserer sig fagligt. Konsekvensen er, at under ti procent af arbejderne er organiseret.
– Hvornår brister transportministerens tålmodighed, spurgte Henning Hyllested.
Transportministeren svarede, at han ikke agter at drage nogen konsekvenser af statsrevisorernes kritik af Metroselskabet.
– Det er ene og alene Metroselskabets bestyrelse, som ansætter direktionen. Men jeg lægger vægt på, at Folketinget bliver orienteret fyldestgørende om alle relevante forhold, understregede den socialdemokratiske minister.
Endnu en skandale
Aftenenen før onsdagens samråd blev der afsløret endnu en skandale i forbindelse med metrobyggeriet i København. Denne gang drejede det sig om ulovlig indkvartering af 200 portugisiske arbejdere i en forladt kontorbygning på en giftgrund i Rødovre.
Angiveligt er det en af Metroselskabets underleverandør, det irske firma ICDS, som har placeret sine ansatte i de små kontorer i bygningen.
– Det er set før. Tidligere var det en sag ned polakker, som var indkvarteret i en gammel stald med plast for vinduerne, og der vil helt sikkert komme flere sager, forventer Henning Hyllested.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278