»De offentlige rum er de primære steder for offentlige kultur; de er vinduer til byens sjæl.«

Sociolog Sharon Zukin (1)

Athen bliver beskrevet som demokratiets fødested og den vestlige civilisations vugge. EU har tilmed taget det gamle Athen til sig og givet den en symbolsk status som EU's stamtræ, uanset at det selv samme EU – økonomisk og demokratisk – er i gang med at smadre det nye Athen. I dette svælg mellem en god begyndelse og tragedien er der opstået mange tanker og former for demokrati.

Demokrati er ikke et en gang etableret og lukket system, som det liberalistiske demokrati er, men en tilstand der hele tiden udvikler sig og flytter horisonten for vores forestillinger om samfund.

Som begreb er "demokrati" måske for begrænsende i forhold til et andet samfund. Jeg bruger det dog her fordi "demokrati" som begreb rækker et langt stykke ad vejen.

Det er almindelig anerkendt, at demokratiet er i krise og at der er "et demokratisk underskud". Det handler både om lave stemmeprocenter, færre medlemmer i partier og engagement. Der er også et fravær af væsentlige politiske og ideologiske debatter.

Vi er hæmmet af det borgerlige demokrati, vi er vokset op i. 

Men det stikker også dybere. (Se artiklen: Demokratikrise.) Det demokratiske rum bliver mindre på grund af den private økonomis absolutte og relative vækst og afgrænses til den offentlige sektor. Magten deles op og det svækker beslutninger på et helhedsgrundlag. Den voksende viden om økosystemer og samfund tilsidesættes. Borgerne reduceres til vælgere.

Det sker på et tidspunkt, hvor samfundene aldrig har haft bedre vilkår og større potentialer til at udvikle den demokratiske dimension. Borgerne har i dag en masse kompetencer. Vi er et solidt materielt fundament. Produktivkræfter, forskning, uddannelse og innovation kan – med samfundet for øje – kobles med byen, nye sociale behov, sundhed og så videre.

Selvom der er historiske erfaringer og aktuelle eksempler på praktisering af demokratiske tiltag, er det alligevel en stor udfordring at forestille sig et reelt og udfoldet anderledes demokratisk samfund.

Vi er hæmmet af det borgerlige demokrati, vi er vokset op i. Vi må bryde op og begynde en søgen efter de fælles løsninger, organiseringer og perspektiver En af de største styrker og opgaver, vi har, er derfor at få øje på og finde former til at organisere det enorme ubrugte menneskelige overskud og få dem frisat til udfoldelse.

Et mere intelligent, mobiliserende og organiserende samfund er nødvendigt for at kunne manøvrere en transformation af samfundet igennem krisefarvandet og ind i et andet samfund, hvor demokrati er en absolut kvalitet.

Forudsætningerne for menneskers interaktion i samfund og økosystemer er flere store friheder, helheder og processer.

Friheder til demokrati

Frihed fra ejendom. En af de store begrænsere af demokrati er den private ejendomsret, der er grundstenen i det liberale samfund.

Den demokratiform, vi har i dag, blev til som ideer i de liberalistiske strømninger i 1600-1700 tallet. De var for eksempel inspiration til Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder fra 1789, der blev vedtaget under den franske revolution. Den var baseret på individuelle menneskerettigheder som frihed og ejendomsret.

Marx kritiserede dens borgerlige rettigheder, fordi de som naturlige rettigheder er knyttet til "mennesket", og ikke til mennesket som samfundsvæsen. »... friheden som menneskeret bygger ikke på menneskets forbindelse med medmennesket, men på dets afsondring fra det.« Det borgerlige samfund »... lader ethvert menneske opleve medmennesket som en hindring for, ikke som en virkeliggørelse af sin frihed.« Den private ejendomsret er retten til »efter behag, uden forpligtelse over for andre mennesker og uafhængigt af samfundet at nyde og disponere over sin formue, den er retten til egennytte.« (2)

I dag er den private ejendomsret en blokerende anakronisme.

I dag er den private ejendomsret en blokerende anakronisme – en magt der i stigende grad dominerer statens beslutningssystemer og logikker. Den tid, hvor det borgerlige samfund var præget af historiske kompromisser – med jordejere eller arbejderbevægelsen i forhold til velfærd, – er ovre.

Demokratiet bliver tyndere og tyndere i takt med, at den private økonomis magt over samfundene vokser og samler sig i en distanceret og diffus beslutningsstruktur, der fortoner sig i kommandocentre spredt over kloden. (Se artiklen Afværgesamfunden og Demokratikrise) Det såkaldte "nære samfund" har aldrig været længere væk.

Vores grundvilkår bliver døgnet rundt handlet som abstrakte værdier på børser i New York, London, Hongkong og Tokyo. Finansialiseringen af økonomien svulmer på bekostning af produktionen og har etableret sig som en abstrakt magt over for både arbejderen og samfundet.

Når det danske erhvervslivs investeringer på hjemmebanen er faldet siden 2007, mens de direkte investeringer i udlandet i samme periode er steget med 500 milliarder kroner til 1300 milliarder, er det udtryk for kapitalens mobilitet og botanisering for at udnytte de ulige vilkår globalt.

Neoliberalismen dominerer. Efter i sin første periode primært at have haft deregulering på dagsordenen, tog der fat på de voksende selvskabte problemer, og tilføjede en markedsvenlig regulering, som også omfatter de såkaldte "rammevilkår" som skat, afgifter, løn og handelsaftaler. Det er hele denne pakke af vækstplaner, konkurrenceudsættelse, privatisering og produktivitetsreform, hvor konkurrencestaten mobiliserer samfundet bag kapitalens behov.

Særinteressen styrkes og fællesinteressen svækkes godt hjulpet af en gældsat stat med en stram budgetstyring og regelsæt og en afhumanisering af arbejdet med mindre plads til egne beslutninger og udfoldelse af etik.

Ud fra samme logik etableres en falsk deling mellem det aktive og produktive private erhvervsliv og det offentlige, der angiveligt er passive og forbrugende. Men stat og kommuner bidrager jo ved at uddanne arbejdskraft, der indgår i værdiskabelsen! 

Samfundseje vil give muligheder for helt nye former for helhedsbaserede tiltag.

Med de rigtige folk i ledelsesstrukturen kan staten godt drive jernbaner. Det samme med sygehuse, som både er de største og måske mest komplekse virksomheder, vi har. I sammenligning kan det ikke være svært at brygge øl eller lave cykler.

Et aktieselskab som for eksempel Danish Crown er styret efter bundlinjen. Det har konsekvenser, idet det er en medbestemmende faktor for udviklingen af landbruget, belastningen af økosystemer, dyrevelfærd og vores mad. Ved at være en del af et demokratiske beslutningsrum kunne slagterier indgå på en helt anden type landbrug, som udviklede landet som frodige biotoper frem for monokultur.

Den magt, der er i de privat ejede værdier, der strukturerer samfundet, må være omfattet af den demokratiske proces. Samfundseje vil også give muligheder for helt nye former for helhedsbaserede tiltag, prioriteringer og samspil med "den offentlige sektor".

Frihed i ét demokratisk rum. Beslutninger bliver – som et system af russiske dukker – klippet op på flere niveauer og lagt i overstatslige organisationer. Ofte som en sløret magt, der er filtret sammen i en global magtstruktur, der fikseres i nationalstaten og via overstatslige samarbejder som EU, WTO, IMF og NATO.

I forhold til Grækenland og Spanien har EU, sammen med IMF og Centralbanken, ikke blot frataget regeringerne muligheden for at lade deres valuta flyde, men også pålagt dem økonomiske rammer og påbud. Også Danmark er ramt af EU's budgetregler.

Kampen mod EU er både et socialt, et internationalistisk og et demokratisk spørgsmål.

Det nationale beslutningsrum tømmes for indhold. Vi ser, hvordan Folketinget er kørt over af EU's beslutninger om børnepenge, dagpenge, arbejdsmarkedet, regler for kørsel med fragt og så videre.

Selvom multinationale aftaler på enkelte felter er nødvendige, er kampen mod EU både et socialt, et internationalistisk og et demokratisk spørgsmål. Nationalstaten må – så langt øjet rækker – være det samlende demokratiske rum, hvor der suverænt kan besluttes om alt, der handler om samfundets udvikling. Det samme gælder byer og kommuner.

Helheder i demokrati

Det frie hele arbejdende menneske. En af de store arbejdsdelinger er mellem hånden og åndens arbejde, der også udtrykker sig geografisk. Det er for eksempel god latin, at vi skal leve af viden og innovation, mens produktionen foregår i andre lande.

Det handler om hvilket samfund, vi vil have. Både ud fra et menneskeligt og et økologisk synspunkt er det en kvalitet, at der er et direkte samspil mellem viden og materiel produktion. På den anden side er det ikke et principielt mål, at vi skal have al produktion. Robotfabrikker producerer i større mængder end vores behov.

I forhold til uddannelse har vi diskussionen om fagskoler versus gymnasier. Længe har vi hørt om et ideal om et "vidensamfund" uden materiel produktion. Endnu længere har uddannelsen af håndens arbejdere haltet bagefter læringsmiljøer, praktikmuligheder og status.

I samfund, hvor individet indgår i en arbejdsdeling med en »bestemt afgrænset virkekreds, som bliver påtvunget ham«, som Marx skriver, er mennesket ikke frit. »Først i fællesskabet får individet de midler i hænde, som gør det muligt for det at uddanne sine anlæg i alle retninger; først i fællesskabet bliver den personlige frihed altså mulig«. (3) 

Det store spring opstår, når arbejdets opsplittede, men alligevel kollektive karakter, bliver ophævet ikke blot i virksomheden, men af byen (samfundsmæssigt) via en demokratisering af både produktivkræfter og produktionsforhold.

For det kollektive individ er det en frihed. Som Marx skriver: »I det kommunistiske samfund derimod, hvor hver enkelt ikke udelukkende har en virkekreds, men kan uddanne sig i en hvilken som helst gren, som han måtte ønske sig, regulerer samfundet den almindelige produktion og gør det netop derved muligt for mig at gøre dette i dag, noget andet i morgen, at gå på jagt om morgenen, fiske om eftermiddagen, beskæftige mig med kvægavl om aftenen, kritisere oven på middagen, netop hvad jeg har lyst til, uden nogen sinde at blive jæger, fisker, hyrde eller kritiker.«

Det er måske ikke praktisk og hensigtsmæssigt, men udvikling og udfoldelse af alle individets evner er en frugtbar basal holdning, der bør forfølges.

Ingen forsknings-programmer har fået millionstøtte til at afsøge nye samfund, der ikke er baseret på marked, vækst samfund og privat ejendomsret.

Læring og forfølgelse af ens nysgerrighed bør være en integreret del af alles virke i samfundet igennem hele livet – fra barn til olding. Det vil både udløse en stor ressource for samfundet og vores livsglæde, fordi vi bruger og udvikler os med et andet formål.

I hver gade er der en større evne til innovation, end i den enkelte virksomhed. Summen af kompetencer er enorm. En er tømrer, en anden andre ingeniør, designer, lagerarbejder, chauffør, lærer, forsker i sociologiske processer og så videre. Disse kompetencer kan slippes løs i byen.

Ved at blive til i produktive og sociale væv med stor diversitet, der skaber en permanent eksperimentel søgende tilstand med teori og afprøvninger i samspil med udvikling af nye behov, får viden og videnskab en anden karakter

Udvikling af samfund burde være et højt prioriteret forskningsfelt. Men ingen forskningsprogrammer har fået millionstøtte til at afsøge nye samfund, der ikke er baseret på marked, vækst samfund og privat ejendomsret.

Borgernes viden og data. Samtidig med at velfærdsstaten er på skrump, er kommunerne i stigende grad blevet serviceforvaltere udstyret med pligter fra staten og med servicebutikker, hvor forbrugerne er udstyret med afmålte rettigheder (hvis de ellers har gjort deres pligt). Borgerne som politiske individer bliver afkoblet i forhold til den demokratiske proces og er reduceret til "vælgere".

Presset fra bevægelserne i 1960-70'ere førte til en demokratisering af en række offentlige institutioner. Det gjaldt også reformerne af planloven, der i højere grad gjorde kommunerne til "herre i eget hus" via decentralisering og demokratisering. Reelt blev det passiv "borgerinddragelse" i stedet for aktiv borgerdeltagelse.

Selvom der i de seneste år er eksperimenteret med "borgerinddragelse" er kommunernes styring domineret af en teknokratisk praksis og New Public Mangement, der er en markedsgørelse af kommunerne, der spejler multinationale koncerner.

Borgerne bliver afkoblet i forhold til den demokratiske proces og er reduceret til "vælgere".

Det sidste nye er begreber som "smart cities", "resilient cities" og "intelligent cities". Ideen er at samtænke på tværs af flere ellers adskilte sektorer og benytter crowdsourcing, apps, sensorer og big data-analyser for at kunne lave en tæt overvågning af processer i byen.

Forventningen er, at byerne vil blive mindre bureaukratiske og åbent vil dele data, som gør alle borgere til en del af beslutningsprocessen. Det kan ske som en her og nu online reaktion på sky-baserede analyser af trafikstrømme, døgnrytmer, sociale forhold, miljødata til at forstå borgernes behov og reagere på dem.

Forsker Sergio Borger fra IBM, der satser på smart cities, siger i en annonce, at: »Om fem år vil byerne være smartere, idet maskiner hjælper dem med at forstå, hvad folks behov er, hvad de kan lide, hvad de gør og hvordan de bevæger sig fra sted til sted.«

"Smart City" udtrykker på den ene side en erkendelse af, at byerne som sådan kan spille en aktiv rolle, men det kan på den anden side også ligne en ny form for individualisering.

De databaserede valg svækker den direkte dialog mellem borgerne og de besluttende systemer til fordel for en systematisering af individuelle valg, der summet op ikke giver gode løsninger for fællesskabet. Det kan blive et nyt teknokratisk lag, der skyder sig ind mellem borgerne og systemerne og lægger sig ved siden af NSA og private virksomheder, der også suger informationer ud af os og vores færden begrundet i sikkerhed og med kommercielle gevinster som formål.

Det kan også betyde, at de sociale og politiske modsætninger erstattes af en "enhed" eller kunstig konsensus, fordi "smart cities" bliver brugt til at mobilisere hele bysamfundet til at styrke byen til konkurrence med andre byer eller ligefrem bliver brikker i konkurrencestaten.

Bysamfund kan ikke styres top down eller via store mængder data. Kun ved at sikre demokratiske processer, der foregår på grundlag af viden og som et samspil mellem borgerne og byen, kan et bysamfund og dets demokratiske processer være facetterede og følsomme nok.

Denne form for data om økosystemer, trafikstrømme og produktionsmængder kan i et reelt demokratisk samfund være et redskab og en indsigt til styring af et bysamfund i en proces med løbende forhandlinger.

Vi har som borgere forskellig viden om vores kvarter og by. Om stemninger, normer, forandringer og sociale forhold. Tag blot en gade. Den er fælles, men er alligevel sammensat af mange verdener. For ingen er gaden den samme som for andre. Ingeniøren ser vejstriber, kloakdæksler, udluftninger og lys,. Avisbuddet ser postkasser og brevsprækker. P-vagten ser p-skiver og renovationsfolk skraldespande. 

Dette virvar af informationer om samfund og økosystemer er vigtige bidrag til open source netværk i en by, der aldrig er fast og færdig. Byer er ufærdige og levende i en tilstand af konstant evolution.

I forhold til byen gælder det om at skabe en situation, »hvor enhver, der ønsker at forbedre de menneskelige vilkår er en "byplanlægger"«, som den amerikanske professor og byplanlægger Tom Angotti skriver. (4)

Demokrati som proces

Det akkumulerende demokrati. De græske filosoffer, blandt dem Platon og Aristotels, skrev om byer og om deres styrelse ud fra forskellige idealer. For Aristoteles var bystaten, organiseret som fællesskaber, der »… er opstået med et eller andet godt formål for øje«. Bystaten var en slags formidler af det gode og det ideale, der var iboende i naturen og søgte sin form.

Aristoteles koblede bysamfund og etik. Kernen var det gode liv i en tilstand af lykke der nås gennem en indsigtsfuld interaktion i verden. Det er en tilstand, hvor mennesket er lykkeligt både praktisk og etisk samt i en forpligtelse over for andre mennesker og samfundet. Hele tiden i udvikling ved at udfolde sine evner til det yderste og realiserer momentet. For Aristoteles var etik, politik og frihed uadskillelig fra samspillet med byen (samfundet) og naturen. Det gode liv var forbundet med den gode by. Den individuelle frihed i sig selv gav derfor ingen mening for ham.

Det athenske demokrati fungerede cirka 507 til 322 før år nul. Athen havde en befolkning på 200.000 til 300.000 og var en af de bystater, der havde demokrati som styreform. Ytringsmuligheden var vigtig, alle havde ret til at deltage i styringen af staten, og borgerne havde idealt set ret til at leve uden statens indblanding.

Cirka 20.000 var fuldgyldige borgere det vil sige mænd over 30 år. Folkeforsamlingen mødtes cirka 40 gange om året med omkring 6000 deltagere, som var nødvendigt for at kunne træffe en gældende beslutning. Potentielt kunne mange flere være med, hvis de var borgere, frie mænd altså ikke slaver. Beslutninger blev truffet ved håndsoprækning. Det var et temmelig direkte "face to face" samfund.

Magten over samfundet lå i hænderne på dem, der var med i det, på grundlag af status og ejendomsret. Kvinder, slaver og fremmede var udelukket.

Selvom det liberale demokrati taler om lige ret for alle, blev den almindelige valgret ikke realiseret af de liberalistiske bevægelser, men især via arbejderbevægelsen, som måtte kæmpe hårdt for valgret til alle, uanset om de havde ejendom eller ej, samt ret til organisering.

I en periode blev kampen for almindelig stemmeret koblet med et perspektiv om samfundets overtagelse af produktionsmidlerne.

På grund af den privilegerede valgret i Danmark kunne blot 15 procent af befolkningen stemme før år 1915. Kun mænd over 30 med egen husstand havde stemmeret. Det var derfor naturligt, at arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet kæmpede for den almindelige valgret. Det blev først opnået med valgloven i 1915, hvor den privilegerede valgret blev opgivet. Også kvinder fik valgret. Det er bemærkelsesværdigt at disse regler gjaldt i kommunerne fra allerede 1908.

I en periode blev kampen for almindelig stemmeret koblet med et perspektiv om samfundets overtagelse af produktionsmidlerne. Det var en bred horisont, som udløste både politisk energi og forestillingerne om et andet samfund.

Trods en organisering af både fagforeninger, boligselskaber og oplysningsforbund – lagde Socialdemokraterne de fleste æg i den parlamentariske rede, hvor partiet har ruget siden. Forestillinger om et socialistisk samfund og overtagelsen af produktionsmidlerne visnede gradvist bort. Den parlamentariske fokusering betød, at mange andre demokrati-kvaliteter ikke blev udviklet.

Konsekvensen er, at arbejderbevægelsens position er svækket og ikke udtrykker sig på et klassegrundlag. Derfor er en afgørende udfordring også at genskabe platforme for den både ideologiske og arbejdsmæssigt fragmenterede arbejderklasse. (Se artiklerne: Byen og arbejderklassen, Byen som politisk platform og Byg basen i byen.)

En demokratisering må betyde, at beslutninger bliver truffet tæt på og med deltagelse af alle på virksomheden, i kvarteret og i byen, hvor behov, viden og udvikling går hånd i hånd. Og det er, som den amerikanske professor i geografi David Harvey peger på, nødvendigt med et samspil mellem det frie flow af processer, der er involveret i at forestille sig og bygge lokalsamfund og fællesskaber og så en mere fast institutionaliseret politisk tilstedeværelse.

Kernen i et akkumulerende deltagerdemokrati, der udvikler besluttende fællesskaber nede fra? Det må være en demokratisk kultur med en permanent tilstand af udvikling, der adskiller sig fundamentalt fra det borgerlige valg- og høringsdemokrati.

Vi kan også tale om bydannelse – i dette ords dobbelte betydning som både en byudvikling og en dannelse ved at sætte dialektikken mellem viden og demokrati i spil. En demokratiske tilstand forudsætter hos deltagerne en akkumulerende indsigt i, hvordan samfundet, os selv som mennesker og økosystemerne fungerer.

Demokratiske rammer skubber nye løsninger og afprøvninger af sted i den skala, som det nu er muligt og på grundlag af nogle andre, og nye værdier, som udvikler sig hen ad vejen. Det er vigtigt at opdage hinanden, opleve noget andet, og hvad der kan komme ud af det, nedbryde normer og vante forestillinger og have en social og radikal tilgang til systemiske ændringer.

Vi har utallige større eller mindre organisationer, bevægelser, foreninger og netværk, der arbejder på hver deres felt. Denne mangfoldighed er en styrke, fordi den dækker bredt, men en svaghed fordi den udfolder sig på isolerede felter uden det samlende perspektiv, der kan bringe os flot i farvandet mellem den upraktiske utopianisme og den kortsigtede pragmatisme.

Udgang

Nogle påstår, at vi har det for godt til, at vi vil lave det danske samfund om. Det kan godt være, der er en magelighed, men socialisme er ikke blot en reaktion på en elendighed. Det ville være et fattigt synspunkt, som både ser bort fra udbytningen, krisernes dybde og samspil og så det helt fundamentale udvikling af vores samfund.

Og netop fordi vi har enorme muligheder, må det være vores fremmeste opgave – ret og pligt – af både trang, nødvendighed og internationalisme – at gå i kødet på den politiske fordeling af magten i samfundet. Der er behov for kritiske analyser af samfundet, og af hvad der er i det, der kan bruges i et andet samfund. Der er også behov for at rydde op i vores egne opfattelser, normer, forvirring og irrationelle modsætninger.

Eftersom byerne er vores fælles produkt, vores biotoper, er urbaniseringen af den menneskelige bevidsthed afgørende. Det er et praktisk spørgsmål, fordi produktionen af bevidsthed er en uadskillelig del af produktionen af vores materielle vilkår.

Noter:

1. Sharon Zukin: The Cultures of Cities, Blackwell, 1995; s. 259.

2. Marx, Karl.1962. Økonomi og Filosofi – Ungdomsskrifter. Uglebøger. Side 44-45.

3. Marx, Karl. Side 106-107.

4. Angotti, Tom. 2013. The New Century of the Metropolis. Routledge. S.3.