Jeg har læst Arbejderens artikel med overskriften Voldsom uenighed i Enhedslisten om soldater til Mali.

Artiklen handler om hovedbestyrelsens stillingtagen til et dansk bidrag til FN-missionen i Mali i form af et transportfly, personale og en mindre gruppe efterretningsfolk, som der er flertal for. Desuden om et bidrag til de franske Barkhane-styrker, som hovedbestyrelsen ikke støtter.

Man kan efter min bedste overbevisning ikke som socialist eller fredsaktiv sætte spørgsmålstegn ved, om vi skal støtte FN.

Det er sådan, at vi som det eneste parti i Folketinget rådfører os med vores bagland, før vi stemmer om at sende danske soldater i krig.

Vi har som et af de eneste partier et meget klart grundlag for den slags aktiviteter. Det vedtog vi i 2012 og er særdeles læseværdigt, før man begynder at tolke på vores politik.

Jeg forstår alligevel godt, at enkelte HB-medlemmer er i tvivl om, hvordan de skal stille sig, men artiklen i Arbejderen er ikke dækkende for situationen i Enhedslisten. 

Debatten om dansk militær deltagelse i konflikten i Mali er vigtig, og jeg bidrager gerne.

Enhedslisten har tidligere afvist at stemme for et dansk bidrag til Mali i form af jægersoldater.

Desuden har vi tidligere godkendt et bidrag i form af et transportfly med personale til FN's MINUSMA-indsats.

Franskmændenes Barkhane-indsats skal vi ikke støtte, fordi der er tale om et forsøg på at fastholde de franske interesser i landet. 

EU-indsatsen skal vi efter min mening heller ikke støtte. Men det er heller ikke til debat på grund af vores forsvarsforbehold.

Malis regerings egen militære indsats er på væsentlige områder svær at vurdere, men de arbejder meget tæt sammen med Barkhane.

Tilbage er FN's fredsbevarende styrke. 

Det er den eneste styrke, der handler på et FN-mandat, og som har til formål at realisere den meget skrøbelige fredsaftale, der er indgået mellem de stridende parter – og dermed det eneste (lille) lys i mørket. Det er også de eneste, der arbejder indenfor FN's grundlag i forhold til menneskerettigheder, til krigens love og som har klare rammer for troppernes aktiviteter.

Nogle mener ifølge Arbejderen, at vi ikke skal støtte FN's MINUSMA-indsats.

Man kan sagtens sætte spørgsmål ved, om MINUSMA gør det godt nok.

Man kan også sætte spørgsmål ved, om den civile opbygningsindsats i form af styrkelse af civilsamfund, nødhjælp, demokratiopbygning med mere er stærk nok i Mali.

Man kan også sætte spørgsmålstegn ved, om FN som sådan stærk nok.

Men de er nu engang den bedst mulige form for fælles indsats, vi indtil nu har opbygget på global plan – med de svagheder som blandt andet de gamle stormagters vetoret i Sikkerhedsrådet giver os. 

Man kan efter min bedste overbevisning ikke som socialist eller fredsaktiv sætte spørgsmålstegn ved, om vi skal støtte FN.

Hvis MINUSMA blev trukket tilbage fra Mali, ville der alene være kræfter med imperialistiske interesser tilbage og stort set ingen, som ville eller kunne forsvare den skrøbelige fredsaftale, som alle forhåbentlig er enige i er det mindst ringe, vi lige nu har.

Hvordan det vil kunne gavne situationen for menneskene i Mali, mangler jeg svar på.

Som jeg ser det, er der kun én mulighed i Mali. Det er at styrke FN's fredsbevarende og civile indsats – og gøre, hvad vi kan for at få Barkhane og EU ud af landet.

Samtidig skal vi presse på for en langt stærkere fredsaftale uden imperialistiske sideinteresser og med FN som den part, der overvåger realisering.