19 Apr 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdsgivere: Alment boligbyggeri kan skabe 1500 praktikpladser

Lad Landsbyggefonden bygge

Arbejdsgivere: Alment boligbyggeri kan skabe 1500 praktikpladser

Mange lærlinge er hårdt ramt af coronakrisen og risikerer at miste deres praktikplads. Men lejerne i de almene boliger har sparet milliarder sammen, som de venter på grønt lys fra regeringen for at få lov til at bruge. Byggeriets arbejdsgivere opfordrer til handling.

Renovering af almene boliger kan sikre 1500 praktikpladser til de unge håndværkerlærlinge.
FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

Der kan skabes 1500 nye job til de danske håndværkerlærlinge, der er hårdt ramt af coronakrisen.

Det viser en beregning fra arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri.

Hvis ikke vi finder en løsning, risikerer vi, at hele bunden går ud af praktikpladsmarkedet.
Louise Pihl, Dansk Byggeri

Hvis regeringen giver Landsbyggefonden lov til at bruge de 18,4 milliarder kroner, som fonden har sat af til renoveringer af de almene boliger, vil det betyde kontrakter til mindst 1500 lærlinge. Og netop lærlingene er hårdt ramt af coronakrisen, og mange står til at miste deres praktikplads.

– Godt 2000 lærlinge i bygge- og anlægsbranchen på korte aftaler og i prøveperiode går en usikker fremtid i møde. Hertil kommer, at flere tusinde elever til sommer er færdige med deres grundforløb. De skal også ud at finde en praktikplads. Hvis ikke vi finder en løsning, risikerer vi, at hele bunden går ud af praktikpladsmarkedet, siger underdirektør i Dansk Byggeri Louise Pihl.

15.000 jobs

Ud over flere lærlingepladser kan renoveringerne af de almene boliger skabe 15.000 håndværkerjob og 4800 job i andre brancher – samt mere klimavenlige almene boliger.

Hvis krisen bliver langvarig, risikerer antallet af uddannelsesaftaler at falde med op mod 7700, vurderer Dansk Byggeri.

De almene boligers brancheorganisation Danmarks Almene Boliger håber også, at regeringen giver Landsbyggefonden lov til at sætte gang i renoveringerne og er med til at sikre, at flere erhvervsskoleelever afslutter deres uddannelse.

– Faldet i praktikaftaler er bekymrende og endnu et godt argument for, hvor vigtigt og helt oplagt det er at få sat gang i de mange tusinde almene renoveringer, som lige nu venter på støtte. Giver regeringen tilladelse til at afvikle renoveringskøen på 18,4 milliarder, vil det sikre arbejdspladser og lærlingepladser i langt de fleste kommuner i Danmark, siger funktionschef i Danmarks Almene Boliger Rikke Lønne.

De mange nye praktik- og arbejdspladser kommer ikke til at koste statskassen en krone, da Landsbyggefondens penge kommer fra lejerne i de almene boliger, der hver måned selv sparer op til at renovere de almene boliger.

Ifølge Danmarks Almene Boliger var der forrige år mere end 13 procent lærlinge på de almene boligorganisationers byggepladser.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. apr. 2020 - 13:07   21. apr. 2020 - 13:35

Praktikpladser

ml@arbejderen.dk