KL's ultimative arbejdsgiverholdning, har sit afsæt i den tætte koordinering med regeringen, som vil financiere forslaget til en folkeskolereform ved at tvinge lærerne til at undervise mere.

Derfor er det kun lærernes sammenhold og støtten fra fagbevægelsen, forældre og elever, som kan forhindre, at de trynes gennem et regeringsindgreb. Derfor er det netop sammenholdet og solidariteten, som udsættes for et massivt bombardement i medierne.

 Det undrer ikke, at Dansk Folkeparti kræver et regeringsindgreb. Men at FTF-formand Bente Sorgenfrey også gør det er absurd.

Regeringens vedholdende indblanding i overenskomstforhandlingerne betyder, at den frie forhandlingsret undergraves.

Banen er allerede kridtet op til et opgør med andre offentlige gruppers arbejdstidsbestemmelser ved overenskomsten om to år. Derfor er der brug for at stå fast og et stort behov for, at resten af fagbevægelsen optrapper sin solidaritet og støtte med lærerne.

I de borgerlige medier har lederskribenter og kommentatorer fra første færd dømt lærerne som tabere. Eleverne beskrives som uskyldige ofre, for at skabe opbakning til et regeringsindgreb, der italesættes over en bred front.

Det undrer ingen at Dansk Folkeparti kræver regeringsindgreb. Men at Bente Sorgenfrey, som er formand for FTF, også kræver regeringsindgreb er absurd. Lige så dumt er det, at lærernes formand Anders Bondo Christensen udtaler, at han har opgivet en forhandlingsløsning med KL.

Stadigt flere stiller sig spørgsmålet, hvorfor der endnu ikke er varslet sympatikonflikter fra andre forbund. De vil gøre et regeringsindgreb sværere og øge presset på arbejdsgiverne. I KL selv breder der sig et oprør.

Stadigt flere byrådsmedflemmer har underskrevet et krav til KLs ledelsen om at fravige sin ultimative forhandlingslinie. Også forældrenes og elevernes frustration må i stigende omfang rettes mod KL.

Tiden er ikke til kapitulation, men til forstærket kamp.