Frankrigs Kommunistiske Parti (PCF) afsluttede sin 36 kongres i søndag den 10. februar. På kongressen besluttede man at opgive hammer og segl-symbolet.

"PCF's opgivelse af hammer og segl sker ikke på noget tilfældigt tidspunkt, men netop i en tid, hvor myndighederne i mange EU-lande forbyder kommunistiske symboler samtidigt med, at EU forsøger at sætte lighedstegn mellem kommunisme og fascisme på en anti-historisk måde. Og på dette tidspunkt vælger det parti, som har formandsskabet for Det Europæiske Venstreparti frivilligt at opgive hammer og segl."

Sådan skriver Grækenlands Kommunistiske Parti, der i sit dagblad Rizospastis har bragt denne kommentar i sidste uge:

"Frankrigs Kommunistiske Parti (PCF) har for længe siden opgivet Marxismen-Leninismen og det kommunistiske partis revolutionære principper. Fra sin position som leder af Det Europæiske Venstreparti fremmer det en opportunisme, der har til hensigt at forandre Europas kommunistiske partier.

PCF's generalsekretær P. Laurent, der også er formand for Det Europæiske Venstreparti, redegjorde klart for kongressens hensigt, da han af tv blev spurgt om partiets nye medlemsbøger, hvor hammer og segl nu er erstattet af Det Europæiske Venstrepartis stjerne: "Det [hammer og segl] er et fastslået og ærværdigt  symbol, som fortsat vil blive brugt ved alle vores demonstrationer, men det illustrerer ikke hvem vi er i dag. Det er ikke så relevant for nye generationer af kommunister..."

Da en kreds af delegerede protesterede mod denne udtalelse og mod fjernelsen af hammer og segl, fremviste Laurent ganske betegnende partiets medlemskort, som det så ud i 1944, da PCF var illegalt - idet han ironisk nok gjorde opmærksom på, at medlemsbogen heller ikke havde hammer og segl på dengang.

Bortset fra ledelsens degeneration i det opportunistiske PCF, som er en provokation mod revolutionære kommunister i hele verden, så er det franske partis opgivelse af de kommunistiske partiers historiske hammer og segl-symbol resultatet af en bevægelse, som partiet har fulgt i flere årtier.

Frankrigs Kommunistiske Parti har regeret sammen med socialdemokrater i to omgange, og dermed bidraget til angrebene på den franske befolkning. Det har opfordret arbejdere til at støtte de kræfter, som graver den grav, som arbejderne selv bliver kastet i.

Metodisk og uforanderligt har det lagt afstand til Marxismen-Leninismens teori, principperne for det revolutionære kommunistiske partis virke, og vigtigst: Det har gjort administrationen af kapitalismen til sin strategi med principløse politiske alliancer og deltagelse i borgerlige regeringer. Dermed forråder man målet om at omstyrte det kapitalistiske barbari og nedgør kampen for socialisme. Man bør notere sig, at i mange år har forskellige platforme og tendenser opereret inden for PCF under dække af pluralisme og demokrati... det er ikke et kommunistisk parti, men fortsætter den euro-kommunistiske tradition.

PCF har endegyldigt forrådt arbejderklassen og den brede befolkning i Frankrig. Det har regeret sammen med socialdemokrater i to omgange, og dermed bidraget til angrebene på den franske befolkning. Det har siden sin regeringsdeltagelse systematisk understøttet en socialdemokratisk politik, opfordret arbejdere til at støtte de kræfter, som graver den grav, som arbejderne selv bliver kastet i.

Under krisen går PCF efter "udvikling", og skjuler, at det skal ske under vilkår, hvor arbejderrettighederne i bogstavelig forstand vil blive tromlet ned og et sandt helvede blive skabt for arbejderklassen.

Men arbejderklassen i hvert enkelt land kan tage fremtiden i egne hænder og nyde frugterne af den rigdom den producerer i stedet for at leve under vilkår, der hører fortiden til. Men det kommunistiske parti må som arbejderklassens fortrop have en strategi for omstyrtelse af kapitalismen og skabelsen af socialisme. Selv i dag må det have en plan for at samle og skole en styrke med dette mål. Det hører med, at partiet må indgyde arbejderklassen og dens allierede vilje til at realisere dette mål. Og det har ikke noget at gøre med PCF's opportunistiske snak om "den nye generation af kommunisme", der angiveligt er "demokratisk". For det er en "socialisme", der benægter socialismens videnskabelige love og er fortaler for den umulige forestilling om en menneskelig kapitalisme.

Kommunister i hele Europa må uddrage læren af denne udvikling i PCF, som stiller sig i spidsen for europæisk opportunisme. Kommunisterne må kæmpe imod opportunismen både politisk, ideologisk og organisatiorisk i hver deres land."