13 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Iran har ingen af verdens 17.000 atomvåben

Iran har ingen af verdens 17.000 atomvåben

Et opgør med præstestyret i Teheran fremmer man ikke ved at omringe landet militært, true det med krig og udsulte dets befolkning med sanktioner.

Anklagerne om, at Iran måske er i færd med at skaffe sig atomvåben, fylder meget i vestlige medier. Det er en dagsorden, som primært går ud på at dæmonisere Iran.

Verdens atommagter har tilsammen omkring 17.000 atomvåben. Ingen af de regeringer, der taler for, at Iran med alle midler skal forhindres i at skaffe sig atomvåben, har gjort noget reelt for at opfylde Ikke-Sprednings-Aftalens målsætning om at afskaffe alle atomvåben.

Mange eksperter og atomvåbenmodstandere peger på, at det vil være umuligt at undgå spredning af atomvåben, hvis ikke atommagterne seriøst indleder atomnedrustning.

Kritikken af truslen fra Iran er helt ude af proportioner. Irans militære udgifter er på cirka syv milliarder dollars om året. Det svarer ifølge fredsforskningsinstituttet TFF i Lund til Norges militære udgifter, det svarer til én procent af USA's militære udgifter og det svarer til halvdelen af Israels militære udgifter, mens Irans befolkning et 10 gange Israels.

Endelig er det værd at huske, at Iran ikke har invaderet noget andet land de seneste 200 år.

Der er ingen beviser for at Iran lyver, når de siger, at deres atomprogram er til fredelige formål. Men naturligvis kan Iran beslutte sig for at gå efter at skaffe sig atomvåben. Det er uden tvivl faren for et angreb på Iran, der kunne få Teheran til at tage et sådant skridt. Men det vil tage mange år, og der er meget lang vej før de kommer i nærheden af balance med Mellemøstens eneste atommagt, Israel. 

Er der så ingen grund til at kritisere styret i Teheran. Jo, naturligvis. Det er et brutalt styre, der overtræder menneskerettighederne, undertrykker kvinder, forfølger faglig aktivister og forbyder kommunister. Men det fremmer man ikke et opgør med ved at omringe landet militært, true det med krig og udsulte dets befolkning med sanktioner.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. mar. 2013 - 12:51   06. mar. 2013 - 13:15

Iran

Anders Fenger, skribent