18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Skraldestrejke er gået i hårdknude

Konflikt på femte døgn

Skraldestrejke er gået i hårdknude

De 350 skraldemænd vil have sikkerhed for, at ingen bliver fyret som konsekvens af virksomhedsoverdragelse. Udlicitering er kernen i konflikten, mener fagforeningen.

Skraldemændene i København strejker for at få City Renovation til at garantere, at ingen bliver fyret som følge af en udliciteringsrunde. Modelfoto.
FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

Konflikten mellem de københavnske skraldemænd og firmaet City Renovation A/S er gået i hårdknude.

Når prisen vægter 70 procent ved en udlicitering, siger det sig selv, at det ender med at blive et ræs mod bunden.
John Ø. Pedersen, 3F

Skraldemændene mødtes her til morgen klokken 5:30 og besluttede at fortsætte den strejke, de indledte tirsdag i sidste uge. Strejken omfatter 350 skraldemænd og altså også ansatte ved andre renovationsfirmaer, der står for at indsamle affald hos 280.000 husstande i København.

Årsagen til strejken er, at City Renovation kun vil sætte 52 personer til at tømme affaldscontainere på Østerbro og Nørrebro, når firmaet den 1. maj overtager opgaven. I dag er der 56 personer om arbejdet.

De fire "tiloversblevne" skraldemænd bliver flyttet til andre opgaver, der 1. september overtages af et andet privat firma. Dermed er det usikkert, om de fire fortsat vil have arbejde, og det er i strid med udbudsmaterialet, mener de strejkende.

 – Lige nu står parterne meget stejlt overfor hinanden. Vores medlemmer henviser til kommunens udbudsmateriale, hvor der står, at licitationen gælder for 56 ansatte. Vognmandsfirmaet påstår på sin side, at udbudsmaterialet giver mulighed for at ansætte færre, forklarer John Ø. Pedersen, faglig sekretær i skraldemændenes fagforening 3F Kastrup, til Arbejderen.

Han har indtil nu ikke kunnet overtale medlemmerne til at genoptage arbejdet, hvilket de ellers blev pålagt af Arbejdsretten i fredags.

Modsætningerne skærpet

En pressemeddelse, som City Renovations direktion i dag har lagt på sin hjemmeside, har ikke ligefrem mindsket modsætningerne, mener den faglige sekretær.

Firmaet skriver, at Københavns Kommune i sit udbudsmateriale blandt andet har lagt til grund, at "Tilbudsgiverne skal ikke give tilbud på grundlag af den nuværende organisering og løsning af opgaven, men ud fra, hvordan man realistisk set selv mener at kunne organisere og løse opgaven."

Morten Kabell fra Enhedslisten er borgmester for Teknik og Miljøforvaltningen i Københavns kommune. Han siger til Modkraft, at han er helt enig med skraldemændene, og at alle krav og kriterier i udbudsmaterailet skal overholdes.

– Det gælder både antallet af personer, der er ansat til opgaven, og med hensyn til løn-, arbejds- og miljøvilkår. De betingelser skal City Renovation overholde - og her er både jeg og direktionen benhånd: Licitationen gælder for 56 personer. Det er ikke til diskussion. Derfor er det grundlæggende en sag mellem ledelsen af City Renovation og skraldemændene, udtaler Morten Kabell.

John Ø. Pedersen mener, at den aktuelle sag tydeligt viser, hvad der sker, når politikerne vælger at udlicitere kommunale opgaver i den tro, at det kan spare penge.

– Vi ser hver gang, at det handler om at få arbejdet udført så billigt som muligt. Og når prisen vægter 70 procent i et tilbud, som i det her tilfælde, så siger det sig selv, at det ender med at blive et ræs mod bunden. Hver gang er det medarbejderne, som også er skatteborgere, der betaler prisen, siger John Ø. Pedersen.

Svært at stille garantier

Teknik og Miljøborgmester Morten Kabell er enig i, at det grundlæggende problem er udlicitering. Københavns Kommune valgte for fem år siden, at private firmaer skulle tjene penge på skraldehåndteringen.

–  Selv om vi opstiller nok så skrappe vilkår for en licitation, kan vi ikke garantere, at de gælder til evig tid. Vi kan kun opstille betingelser til en virksomhedsoverdragelse, ikke hvordan en privat virksomhed senere vil håndtere opgaven med at lede og fordele arbejdet, siger Morten Kabell til Modkraft.

Der findes imidlertid eksempler på kommuner, der fortryder, at de har ladet private firmaer overtage ældrepleje, rengøring eller renovation. 

– Apropos renovation, så valgte Frederiksberg Kommune for fire år siden at indlicitere igen, og nu har de et renovationsselskab i kommunalt regi. Jeg mener, at de kører med et årligt overskud på 40 millioner kroner, lyder det fra John Ø. Pedersen.

Københavns Kommune har indkaldt samtlige renovatører til møde i dag for at diskutere konflikten. 

De strejkende mødes igen i morgen tidlig klokken 5:30 for at tage stiling til, hvad de gør.  

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. apr. 2015 - 16:00   28. apr. 2015 - 11:24

Strejke

noc@arbejderen.dk