Coronakrisen har udviklet sig til en global pandemi. Sygdommens center er flyttet fra Kina til Europa, hvor antallet af smittede og døde vokser med eksplosiv hast.

EU's inkompetence skriger til himmelen. Den hidtil mest konkrete beslutning har været beslutningen om at lukke EU's ydre grænser, som allerede er hermetisk lukkede. I dag er Italien det hårdest ramte land. EU har ladet Italien sejle sin egen sø. Meget sigende er det Kina og Cuba, som har sendt læger og hospitalsudstyr.

I årtier har storkapitalen i hele den vestlige verden ført en omfattende ideologisk kamp for at lægge den offentlige sektor for had. EU har med finanspagten lagt meget stramme regler for de offentlige udgifter i medlemslandene. Der er skåret brutalt på sundhed, uddannelser, ældrepleje og meget mere.

Årtiers underfinansiering kan mærkes meget konkret på landets hospitaler i dag, hvor der knokles i døgndrift for at forberede, at epidemien slår igennem med fuld kraft.

Siden finanskrisen har EU og medlemslandene pumpet milliarder af euro ud i samfundet. Den vækst, der har været, er baseret på lånte penge. I dag er den globale gældsætning mere end tre gange større end det globale BNP. 

I USA er statens gæld vokset med 150 procent siden finanskrisen og er hastigt på vej mod 25.000 milliarder dollars. Det har i høj grad været muligt på grund af dollarens globale stilling, ikke mindst fordi betalingen af oliehandler hidtil er foregået i dollars.

I dag anvendes i stigende omfang andre valutaer. Samtidigt betyder en priskrig på olie mellem Rusland og Saudi-Arabien, at olieprisen på kort tid faldt med 30 procent, hvad der gør store dele af den amerikanske olieproduktion urentabel. Derfor var Trumps første skridt at give olieindustrien en storstilet hjælpepakke, ikke at sikre folkets sundhed. Man kan kun gisne om, hvad et sammenbrud for petrodollaren vil betyde for USA's økonomi.

Op til sundhedskrisens udbrud betød den omfattende spekulation, at aktiekurserne nåede nye højder. Kurserne afspejler ikke virksomhedernes reelle indtjeningsmuligheder. Nu er der igen dramatiske kursfald overalt.

Når den nye økonomiske krise for alvor slår igennem, vil regeringerne stå med langt færre muligheder end under finanskrisen. Regeringerne overtog bankernes og den finansielle sektors gæld og pumpede milliarder ud som sikkerhedsnet for at redde kapitalismen. Men grundlæggende set hjalp det ikke, men fik i stedet uligheden til at eksplodere.

Den ekstreme grådighed og spekulation fortsatte med uformindsket styrke. Nyliberalismen og det fri marked spillede fallit endnu en gang.

Rentesænkninger har hidtil været et vigtigt redskab for at sætte gang i hjulene. Men heller ikke her er der meget mere at hente. 30 procent af statsobligationer i verden i dag sælges med negativ rente. I Danmark har stadigt flere banker indført negativ rente for selv relativt små indskud.

Mulighederne for at afbøde en ny dyb krise i den kapitalistiske økonomi svinder ind, samtidigt med at en ny krise rykker nærmere. Nyliberalismen har spillet fallit. Det er fællesskabet og solidariteten, der kan redde Danmark og resten af verden.

Storkapitalen står nu igen og kræver hjælpepakker, samtidigt med at for eksempel Danske Bank har meddelt, at man vil udbetale milliarder til aktionærerne, kort tid efter man blev afsløret i storstilet hvidvaskning i milliardklassen. Igen er det fællesskabet, der skal betale til den mest asociale og mest velstillede del af samfundet.

Coronakrisen har gjort mange af kapitalismens svagheder og krisetegn mere synlige. Globalt er produktionen stagneret på grund af corona. En ny storkrise er rykket nærmere. Den er ikke skabt af coronakrisen. Sundhedskrisen har blot skubbet en ny økonomisk krise nærmere.