22 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Syrien - den skrøbelige sandhed

Syrien og medierne

Syrien - den skrøbelige sandhed

Ændrede fotos, forkerte videoer, overdrivelser og direkte usandheder om konflikten i Syrien. Mellemøstekspert mener, at den vestlige mediedækning skal fremkalde en hjerteskærende følelsesmæssig reaktion til fordel for intervention og regimeskifte.

Mediemanipulation: Dette foto fra den syriske by Aleppo blev bragt den 28. juli med ny baggrund i form af en bomberamt bygning, skabt gennnem Photoshop af Østrigs største dagblad, Kronen Zeitung. Virkeligheden fra Syrien? Se det manipulerede billede her: http://rt.com/news/syria-ausrian-newspaper-photoshop-639/
FOTO: EP
Mediemanipulation: Dette foto fra den syriske by Aleppo blev bragt den 28. juli med ny baggrund i form af en bomberamt bygning, skabt gennnem Photoshop af Østrigs største dagblad, Kronen Zeitung. Virkeligheden fra Syrien? Se det manipulerede billede her: http://rt.com/news/syria-ausrian-newspaper-photoshop-639/

Når Alistair Crooke dagligt ser tv-stationerne Al Jazeera, BBC eller CNN's indslag fra Syrien på sit kontor i Libanons hovedstad Beirut, bliver han både trist, skuffet og vred.

- De toneangivende medier er ikke objektive, men ensidige og partiske, siger han til Arbejderen over telefonen.

Mellemøsteksperten fra tænketanken Conflict Forum arbejder i døgndrift for at "flytte den vestlige opinion i retning af en dybere, mindre stiv, lineær og opsplittet forståelse af Mellemøsten", som han siger det.

Alistair Crooke er ikke hvem som helst. Han er tidligere mellemøstrådgiver for EU's udenrigschef Javier Solana, Nu kæmper han for et "mere nuanceret syn på Mellemøsten". Han har tidligere boet i en årrække i Aleppo, Syrien.

Alistair Crooke mener, at hverken CNN, BBC, Al Jazeera, Channel 4 eller de fleste andre af verdens store dagblade med korrespondenter i Syrien fortæller hele sandheden.

- Vi har set en omfattende dæmonisering af Syriens præsident Bashar al-Assad, hans ægtefælle og familie, senest med præsidenten afbildet i den britiske presse, badende i blod. Men hvorfor læser vi ikke artikler og ser indslag, der også dæmoniserer Saudi-Arabiens eller Qatars regimer? Disse regimer siger, de kæmper for demokrati i Syrien, men er meget langt fra demokrati derhjemme, mens de pumper penge og våben i modstandsgrupperne i Syrien, siger Alistair Crooke

Medierne bliver skyldige og deltagere i en konflikt.

Alistair Crooke, Mellemøstekspert

Han mener, at mainstream-medierne bliver en del af en politisk dagsorden.

- Der er en konsensus i blandt de toneangivende medier om, hvordan man dækker nyhederne fra Syrien. Og den er helt i tråd med de fleste vestlige politikeres dagsorden. Medierne bliver skyldige og deltagere i en konflikt, siger han.

Han tilføjer, at man sjældent oplever pressen dække eksistensen af udenlandske jihadister - hellige krigere - der strømmer ind i Syrien for at kæmpe mod Assad.

Formanden for FN's Menneskerettighedsråd i Genève, Navi Pillay, anklagede ellers i sommer begge parter i konflikten for at begå krigsforbrydelser - også oprørerne.

Massakrer

Den britiske, prisbelønnede  og kritiske journalist Robert Fisk brød med vestlige mediers udlægning af, det der skete i Damaskus-forstaden Daraya i den sidste uge af august. 200 civile blev ifølge Reuters dræbt af regeringens soldater.

Robert Fisk besøgte Daraya og skrev den 29. august i det britiske dagblad The Independent:

"En kvinde beskrev, at dem der brød ind i hendes hjem, var bevæbnede oprørere snarere end syriske tropper. Hun fortalte, hvordan hun kyssede de maskerede mænd i et frygteligt forsøg på at forhindre dem i at skyde hendes egen familie".

Også massakren i landsbyen Houla den 25. maj i år var ifølge CNN, BBC og Al Jazeera begået af pro-Assad-styrker, som dræbte 108 civile, herunder 34 kvinder og 49 børn, mange hvis strube blev skåret over. Massakren udløste flere og gentagne vestlige appeller om intervention i konflikten i Syrien. Syriske diplomater blev udvist af flere lande.

TV-stationen ABC 's Christiane Amanpour udtalte for eksempel, at "disse massakrer bliver brugt af den syriske præsident til at afskrække folk, der er illoyale overfor ham, så han kan konsolidere sin kontrol".

Men det tyske dagblad Frankfurter Allgemeine Zeitung kunne den 9. juni - efter et besøg i Houla - rapportere, at ugerningen blev begået af sunnimuslimske oprørsstyrker. 

Selv siger en talskvinde for FN's kontrolmission, Sausan Ghosheh, til Reuters, at "omstændighederne omkring hændelsen ikke er klare."

Få dage efter massakren bragte BBC Online et foto af indhyllede lig i Houla - med et barn, der hopper over dem. Et utrolig stærkt billede. Problemet var blot, at fotoet stammede fra Irak.

- Det var en fejl, og det blev afhjulpet ved at fjerne fotoet, så snart det blev spottet, sagde BBC's chef for onlinemedier, Chris Hamilton, bagefter til BBC News.

"Gay girl in Damaskus"

Den 10. juni kunne det britiske dagblad The Guardian afsløre, at den meget citerede lesbiske og regeringskritiske blogger, "A Gay Girl in Damaskus", i virkeligheden var en 40-årig amerikansk mand fra Georgia, bosiddende i Skotland.

- Jeg tror ikke, at jeg har skadet nogen. Jeg føler, at jeg har skabt en vigtig stemme i debatten, sagde den falske "gaygirl", Tom MacMaster, bagefter til Washington Post.

Senest kom den østrigske tabloidavis Kronen Zeitungs fup med et foto fra den syriske by Aleppo for dagens lys. Et foto af et par med et barn i armene havde fået indsat en ny, dramatisk baggrund fra Homs - gennem biledbehandlingsprogrammet Photoshop.

- De stor vestlige medier ønsker at fremkalde en hjerteskærende følelsesmæssig reaktion hos deres publikum, der overtrumfer alle andre overvejelser og gør opfordringen til en vestlig intervention for at foretage et regimeskifte mere appetitlig, siger Alistair Crooke til Arbejderen.

BBC og CNN har ikke besvaret Arbejderens spørgsmål.

 

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. sep. 2012 - 11:47   19. sep. 2012 - 12:00

Medier

ah@arbejderen.dk