Endnu engang er Nobelprisen i økonomi tildelt to offentligt ukendte professorer, Alvin Roth og Lloyd Shapley, for deres bidrag til teorien om stabile allokationer og markedsdesign.

Sveriges Riksbank indstiftede prisen i 1968 til minde om Alfred Nobel og hans generelle formål om at belønne "den største nytte for menneskeden".

Modtagerne kan groft opdeles i mikroøkonomer, der beviser absurde påstande ved hjælp  af megen matematik, makroøkonomer, der fortrinsvis har udviklet statistiske metoder til at behandle data i gængse makromodeller (økonometri), og finansteoretikere, der viser, hvordan man kan modellere – og tjene på - risiko.

Fælles er, at markedet ses som et sæt agenter, hvis individuelle og fortrinsvis uafhængige handlinger udgør helheden. Statens rolle er at tjene markedet og reparere ’markedsfejl’, og vinderne vil jævnthen gerne udvikle instrumenter til politikformulering. 

Kokosnøddemodel

Nogle eksempler. Thomas Sargent og Christopher Sims fik  prisen i 2011. Sargent har i sit arbejde pisket den døde hest, der hedder ’rationelle forventninger’, der strengt taget intet har med forventninger at gøre, men i stedet er en selvbekræftelse på, at standardmodellerne afspejler økonomiens måde at fungere på. Ellers bliver resultatet absurd, mener den skole økonomer, der derefter putter data i deres modeller og fremskriver dem åndløst. Sargent og Sims blev fremhævet for deres studier af  årsag og virkning ved ændringer af nationalbankrenter og regeringens gæld. Her følger de forældet makroøkonomisk teori om pengepolitik og inflationsniveau, der har meget lidt med realistisk pengeteori at gøre.

Peter Diamond  (2010-vinder) har kreeret en ’kokosnøddemodel’ for friktionsarbejdsløshed. På en isoleret ø produceres der kun kokosnødder, men agenterne må ikke konsumere deres egne nødder. Det bliver brugt til at vise, at ikke alle kokosnødder vil finde en køber - og ligeledes ikke alle arbejdssøgende et job. Da nøddeplukkerne synes at være selvstændige, halter analogien til arbejdsmarkedet i udgangspunktet.

Daniel Kahneman  og Vernon Smith (2002-vindere) er adfærds- og eksperimenterende økonomer. Begge kigger homo oeconomicus (det økonomiske menneske, reds.) efter i sømmene. En finder, at folk agerer på baggrund af begrænset information uden at udregne fremtidige sandsynligheder. Den anden demonstrerer, at hvis valgmulighederne er overskuelige, handler folk ’rationelt’, især hvis de får et incitament i form af penge. The Economist’s kommentar er kostelig, "Hvis alt dette synes selvindlysende, viser det blot, at du ikke er uddannet som økonom." (”All too human”, 12. okt. 2002).

Det uperfekte marked

 I 1997 delte Myron Scholes og Robert Merton prisen for deres bidrag til optionsprismodellen (en option = retten til at købe/sælge et aktiv i fremtiden til en bestemt pris). Selvom deres investeringsfond gik rabundus et år senere, nyder deres prismodel høj prestige, men hvis man bruger den for bogstaveligt, selvforstærkes markedets tendenser. Derudover er der vel ikke noget særlig humanistisk over en prisformel for et finansinstrument. 

Økonomi er skolastikkens sidste bastion, det vil sige man antager, at en idealforestilling er reel, såsom ’fuld information’, og så beviser man, enten at det er tilfældet, eller også løfter man en tilfældig flig af sløret for virkeligheden og konstaterer med undren, at der for eksempel er asymmetrisk information (2001-vinderne).

At markedet er uperfekt, er det eneste, der giver grund til at ’gribe ind’, forstås, men det perfekte marked er jo ikke andet end fiktive egenskaber, som giver frit valg med hensyn til det uperfekte, man vil reparere på eller ej.