Lyden af guitarens plingen og den sagte sang breder sig i de snørklede gange hos organisationen Mellemfolkeligt Sammenvirke på Nørrebro i København.
Stemmen bag sangen tilhører en storsmilende David Barissa fra Kenya, der tager sig en kort pause fra de sidste ugers utallige møder med journalister, parlamentarikere og ngo'er.
32-årige David Barissa ser træt ud. Frankrig, Storbritannien og Holland sidder stadig i hans krop, men en kop varm te og et par hurtige spørgsmål ind til den uretfærdighed, han oplever dagligt, får ham op i højt gear.
- Hver aften går 870 millioner mennesker i verden sultne i seng. De har ingenting at spise. De her tal, fødevareusikkerheden og sulten, burde bekymre os. Vi burde håndtere sultkrisen, som vi håndterer andre kriser, siger David Barissa med reference til, hvor meget energi, der bliver lagt i at overkomme finanskrisen.
Arbejderen møder den kenyanske aktivist på FN's World Food Day. Og mad, eller snarere manglen på samme, er netop grunden til, at David Barissa er kommet til Europa. Problemets kerne skal findes i det faktum, at verdens befolkningstal stiger i en grad, så man ikke kan mætte alle munde.
- Så det er klart, at vi skal gøre vores ypperste for at producere nok mad. Men hvad gør vi i stedet? Vi bruger nu en voksende andel af de få fødevarer, der trods alt er, til at producere biobrændsel til biler - i stedet for at give maden til mennesker, der har brug for det, forklarer David Barissa fra organisationen Action Aid Kenya.
Jordtyveri på dagsordenen
I flere afrikanske lande kæmper lokalbefolkningerne med et fænomen, som ngo'er beskriver som simpelt tyveri. For ikke nok med at sulten er en daglig fjende. Mange afrikanske regeringer og lokale myndigheder beskytter ikke sine befolkninger og deres rettigheder og giver med rund hånd kontrakter til multinationale firmaer, der tvinger de lokale væk fra den jord, de bor og dyrker afgrøder på.
I Afrika overtager sådanne multinationale firmaer hvert år landområder, der svarer til tre gange Danmarks størrelse.
Når man har rigeligt at spise i hverdagen, så er det nemt at glemme, at der er en masse mennesker derude, der ikke får nok at spise
David Barissa, Action Aid Kenya
Historien om David Barissa og hans kollegaer og medaktivister i Kenya ligner på mange måder historien om David og Goliath. Som bekendt vandt den lille over den store. I området Dakatcha i det sydøstlige Kenya udspillede sig for nyligt en kamp mellem et stort italiensk firma, som havde fået en kontrakt "foræret" af de lokale myndigheder, og lokalbefolkningen - støttet af Action Aid.
Kontrakten gav det italienske firma råderetten over 50.000 hektar, hvilket svarer til 70.000 fodboldbaner, til en pris, der svarer til 15 kroner per hektar. Kontrakten gjaldt i 33 år. Lokalbefolkningen var ikke taget med på råd og stod til at skulle forlade deres jord og marker med alvorlige konsekvenser til følge.
- Hvis du fjerner lokalbefolkningen fra deres jord, så betyder det også, at du afbryder fødevareforsyningen i hele lokalsamfundet. Og jordtyveri som dette skaber desuden en økologisk katastrofe, forklarer David Barissa.
Action Aid besluttede at gå ind og støtte lokalbefolkningen i Dakatcha, blandt andet ved at oplyse dem om deres rettigheder. Samtidig fik aktivisterne bragt sagen op i medierne, og snart voksede presset på det italienske firma og de lokale myndigheder.
Modstand betaler sig
Presset blev så stort, at den italienske direktør endda prøvede at bestikke David Barissa med penge for at få ham til at opgive kampen. Anstrengelserne kulminerede, da man iværksatte en e-mail og postkortkampagne, som i sidste ende betød, at miljøministerens kontor blev begravet i protestbreve fra hele verden.
- Til sidst måtte ministeren komme til området i en helikopter. Det var første gang, at han overhovedet havde været der. Før det anede han ikke, at der var noget der hed Dakatcha, siger David Barissa med et stort grin.
- Vejen frem er at skabe juridiske rammer, så vi kan holde regeringerne og de lokale myndigheder ansvarlige for deres handlinger, og i vores tilfælde er det lykkedes - efter hårdt arbejde, siger aktivisten og minder om, at der er mange lande i Afrika, der ikke er nået så langt.
Ifølge David Barissa har vi alle, kenyanere som danskere, et ansvar for, at brud på menneskerettighederne i form af jordtyveri, bliver bremset. David Barissas talestrøm stopper for en stund, og han kigger eftertænksomt ud af vinduet.
- Et af problemerne er også, at folk i denne del af verden (Europa, red.) lever i en form for tilstand af benægtelse, fordi når man har rigeligt at spise i hverdagen, så er det desværre nemt at glemme, at der er en masse mennesker derude, der ikke får nok at spise, siger en alvorlig David Barissa.
Ud af Kenyas befolkning på 40 millioner sulter omkring tretten millioner.
- Hvis vi bruger den samme energi, entutiasme og ressourcer på at bekæmpe sult globalt, som vi bruger på biobrændsel-industrien, så vil vi skabe resultater.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278