Da Johan Hviid Andersen var en ung medicinstuderende i begyndelsen af halvfjerdserne, skete der rigtig meget i Århus.

I kølvandet på ungdomsoprøret var der på universiteterne gang i kampen mod professorvældet. Den aktive studenterbevægelse, Studenterfronten, blev i 1973 til Fagkritisk Front, og der blev dannet “fronter” på mange fag. Johan Hviid Andersen var med i Medicinerfronten.

- I 1975-76 var der 200 aktive i Medicinerfronten, fortæller Johan Hviid Andersen ved 40 års jubilæet for "Samarbejdet mellem Arbejdere og Akademikere".

Johan Hviid Andersen er i dag professor i arbejdsmedicin og leder af Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning. Hans interesse for arbejdsmiljø udspringer af den aktivisme, han deltog i på Århus Universitet i begyndelsen af 1970’erne og senere i Samarbejdet mellem Arbejdere og Akademikere.

- Der var i 60’erne og 70’erne mange arbejdskampe på de danske arbejdspladser, Uniprint, Nilfisk med flere. Der var protester mod tempoopskruning, og mange af konflikterne handlede om arbejdsmiljø. I nogle fag, de såkaldte “bløde” industrifag som syersker og slagteriarbejdere, steg produktiviteten også næsten med fire gange fra 1975-1990, så det er ikke så mærkeligt, siger Johan Hviid Andersen.

Aktive studenter og kritiske fagforeninger

Den dengang unge kemiker, Anders Bjerre Mikkelsen, var en af dem, der var med til at stifte "Samarbejdet mellem Arbejdere og Akademikere" i Århus.

Stemningen dengang var på mange områder helt anderledes end nu, fortæller han til Arbejderen.

- Der var en progressiv rektor på Århus Universitet og der blev holdt store diskussionsmøder. Institutter blev besat af de studerende. Især på de humanistiskee studier og Psykologisk Institut var der oprørske studerende. På det naturvidenskabelige område gik det lidt mere fredeligt til, der var kun rygter om besættelse af kemisk institut, husker Anders Bjerre Mikkelsen, som i dag er gået på pension.

- Baggrunden for at "Samarbejdet" kunne opstå, var en aktiv studenterbevægelse, der kritiserede det kapitalistiske samfund, og en kritisk fagbevægelse, der ønskede forskning for folket, mener han.

I august  1972  indkaldte en række aktive fagforeningsfolk til et stormøde, der skulle lægge rammerne for et konkret samarbejde. Fagforeningsformanden Ove Peitersen fra Murernes Fagforening holdt en tale, som blev startskuddet til Samarbejdet mellem Arbejdere og Akademikere.

- Der blev nedsat nogle grupper om mange forskellige emner, og der blev lavet et kontaktudvalg, som skulle være det koordinerende led mellem grupperne, og som skulle bestå af et lige antal arbejdere og akademikere. I tidens ånd var det en meget flad struktur uden formand og uden vedtægter. Interesserede kunne tilslutte sig en gruppe og arbejde med et bestemt emne.

Et samarbejde mellem arbejdere og akademikere var noget helt nyt. I 1930’erne var der nogle læger, der havde beskæftiget sig med sociale forhold, men ellers var der ikke mange akademikere, der beskæftigede sig med almindelige arbejdende menneskers problemer.

For det nystiftede "Samarbejde" var arbejdsmiljøet et oplagt område at tage fat på, og mange meldte sig til at deltage i Sikkerhedsgruppen, fortæller Anders Bjerre Mikkelsen, som fik sin iddåb i arbejdsmiljøarbejdet med den såkaldte Skæreolierapport, som fik stor opmærksomhed.

Dengang var han forskningsmedarbejder på universitetet, men i 1989 forlod han det til fordel for en stilling som toksikolog på Arbejdsmedicinsk Klinik i Skive, hvor han arbejdede frem til 2002.

Ny teknologi

Den tidligere metalarbejder Finn Kristensen var blandt nogle af de første aktive i Samarbejdet mellem Arbejdere og Akademikere.

- Dengang jeg var i lære på Århus Maskinfabrik i midten af halvtredserne, var der ingen, der talte om arbejdsmiljø. Vi havde intet høreværn for eksempel, selv om der var meget støj på fabrikken. Man begyndte først at tale om det i midten af tresserne, for på det tidspunkt var  der kommet meget ny teknologi og mange nye produkter, fortæller Finn Kristensen til Arbejderen.

Han var var kommet i forbindelse med Samarbejdet via sine politiske aktiviteter i Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, og var blandt andet med til at lave Skæreolierapporten.

- Min mission var at bringe arbejdsmiljøet på dagsordenen i fagbevægelsen - og det lykkedes også. I 1975 blev der dannet arbejdsmiljøudvalg i alle afdelinger i Dansk Metal, og jeg selv blev valgt til forbundets arbejdsmiljøudvalg. Samme år blev der også vedtaget en ny arbejdsmiljølov i Folketinget, som trådte i kraft i juli 1977.

I 1974 ansatte Arbejdstilsynet 30 bygningsarbejdere, som skulle føre tilsyn med byggepladserne. Det blev en stor succes og i 1979 blev der ansat yderligere 28 maskinkonsulenter.

Arbejdstilsynet annoncerede især efter folk med en faglig baggrund, og derfor blev Finn Kristensen ansat. Det arbejde passede ham langt bedre end en arbejdsdag på fabrikken hver dag fra 7 til 15.30, og han fik mulighed for at arbejde professionelt med arbejdsmiljø. Derefter var han tilsynsførende i Arbejdstilsynet i 30 år. Han gik først på pension som 70-årig.

Livet til søs

Sømanden Poul-Erik Christensen var også en del af aktivistmiljøet i Samarbejdet:

- Midt i halvfjerdserne kom jeg en del i Murernes Fagforening  i Århus. Jeg var medlem af DKP’s søafdeling, men der var ingen afdeling i Århus, derfor kom jeg hos murerne, og der fik jeg også kontakt med Samarbejdet mellem Arbejdere og Akademikere, fortæller han til Arbejderen.

Der var meget skepsis overfor akademikere, også i Sømandsforbundet.

-  Søofficerer er jo også en slags akademikere, og det var dem, der hundsede rundt med os på skibene, så dem brød vi os ikke om. Men jeg lærte nogle akademikere at kende, som jeg fik et fint forhold til. De havde en positiv holdning overfor arbejderklassen, siger Poul-Erik Christensen.

I Sømandsforbundet havde de samlet spørgeskemaer om arbejdsforholdene ombord på skibene og ud fra dem lavede Jørgen Møller Christensen og sømandsgruppen i Samarbejdet mellem Arbejdere og Akademikere to rapporter, en lille gul pjece, der hed “Livet til søs” og en lidt større rapport.

- Der var meget presseomtale af rapporterne, og der kom rigtig mange til pressemøderne, da de blev udgivet, men der var jo også en anden presse dengang, siger Poul Erik Christensen.

- Arbejdsforholdene til søs var helt anderledes end på det øvrige arbejdsmarked, fordi man jo var tvunget til at være sammen med dem, man arbejdede sammen med, også i fritiden. På en række områder var der andre regler. For eksempel havde man ikke ret til et bestemt antal fridage, og det kunne ske, at en sømand arbejdede 2 ½ år uden fridage, fortæller Poul-Erik Christensen og beklager, at der ikke længere er danske søfolk på de danske skibe.

Poul-Erik Christensen var aktiv i Samarbejdet mellem Arbejdere og Akademikere indtil han blev rejseseskretær i Sømandsforbundet i 1979.

- Jeg begyndte at rejse meget rundt, til alle småbyerne i Jylland og var også en periode i Antwerpen i Belgien. Jeg arbejdede hele tiden, jeg tog rundt på skibene fra morgen til aften syv dage om ugen. Samarbejdet mellem Arbejdere og Akademikere fungerede også godt i 1980’erne, men jeg var ikke længere med.