1880'erne og 90'erne er den egentlige gennembrudsperiode for den danske fagbevægelse. Her grundlægges den struktur for fagforeninger, forbund og arbejdsmarked, som vi i store træk kender endnu i dag. Det skete ved et utroligt sejt arbejde fra arbejderne selv, gennem et utal af konflikter, forhandlinger og indre stridigheder. 

I årene fra 1885 til 1899 oprettedes ca. 50 landsdækkende fagforbund, der især i København og de større købstæder organiserede størstedelen af fagenes arbejdere. Omkring år 1900 var i hvert fald 50 procent af de faglærte organiserede, hvilket sandsynligvis var den højeste organisationsgrad i verden.

I samme periode sluttede fagforeningerne i de enkelte byer sig sammen i Fællesorganisationer til varetagelse af lokale faglige interesser på tværs af fagene. Den største af disse var De samvirkende Fagforeninger i København, stiftet i 1886. Den varetog i de følgende 10 år sammen med den socialdemokratiske partiledelse samordningen af hele arbejderbevægelsens politiske og faglige aktivitet.

Kollektive overenskomster

Det første mål for fagbevægelsen var tilkæmpelsen af en forhandlingsret med arbejdsgiverne for alle arbejdere og som en følge heraf indgåelse af kollektive overenskomster i stedet for individuelle aftaler om løn og arbejdsvilkår. 

I løbet af 1890'erne blev der i flere og flere fag indgået kollektive overenskomster, der dækkede et ret stort antal arbejdspladser og fagforeninger. Men om en fuldstændig dækning med overenskomster var der langt fra tale. De indholdsmæssige krav var forbedringer af lønsatserne, og her blev der opnået betydelige fremgange i dette tiår. Det andet hovedkrav var nedsættelse af arbejdstiden.

I det hele taget var 1890'erne var et årti med et meget højt konfliktniveau. Der var så godt som intet fag, der ikke gik i strejke for at udnytte de gunstige økonomiske konjunkturer og den forstærkede industrialisering, der nu også for alvor slog igennem i provinsen.

Landsorganisation

Udviklingen af en fælles, bindende strejkestøtte, de mange store arbejdskonflikter og samlingen af arbejdsgiverne i en centraliseret landsorganisation pegede i anden halvdel af 1890'erne på behovet for at skabe en overbygning på de mange landsdækkende fagforbund. 

I januar 1898 samledes godt 400 delegerede, der repræsenterede cirka 70.000 arbejdere, til møde i København for at stifte De samvirkende Fagforbund (DsF). 

Efter indgående diskussioner vedtoges et sæt love, der fastlagde kompetenceforholdene mellem de enkelte forbund og DsF, navnlig på strejkeområdet, hvor både finansiering og beslutningsproces var vigtige sager at få afklaret. 

Godt et år efter grundlæggelsen havde 38 forbund med 870 afdelinger og godt 59.000 medlemmer samt 25 enkelte fagforeninger, der ikke stod i et forbund, indmeldt sig. I alt omfattede DsF i foråret 1899 godt 61.000 medlemmer.
 

Storlockout

I foråret 1899 kom det til en afgørende styrkeprøve mellem arbejdsgiverne i DA og DsF. Anledningen var en række mindre snedkerstrejker i nogle jyske byer, hvor arbejderne forkastede et overenskomstforslag, mens mestrene vedtog det. 

DA gjorde nu DsF ansvarlig for en vedtagelse og stillede ultimatum om, at DsF skulle sikre, at snedkerne gik i arbejde - en myndighed som DsF ikke havde. 

DA lockoutede herefter alle snedkere i hele landet, og da DsF ikke kunne acceptere DA's krav om hovedorganisationernes ansvar for underorganisationernes indgåede overenskomster, lockoutede DA også arbejderne i et meget stort antal andre fag.
Det blev starten på en konflikt, der varede fra midten af maj til begyndelsen af september, hvor begge parter mobiliserede støtte hos klassefæller i ind- og udland. 

De lockoutede arbejdere fik betydelig økonomisk hjælp fra arbejderne i de øvrige nordiske lande, fra Tyskland og England, og endnu var bønderne klart indstillede på at betragte arbejdernes kamp som et sidestykke til den politiske kamp og yde materiel støtte til de lockoutede. Fødevarer strømmede til byerne, og tusindvis af arbejderbørn fra byerne fik ferieophold på landet. Til gengæld opnåede DA tilsagn fra arbejdsgiverne i nabolandene om ikke at beskæftige danske arbejdere, så længe konflikten varede.

Internationalt blev konflikten den hidtil mest omfattende i arbejderbevægelsens historie, landets størrelse taget i betragtning, og den var genstand for stor opmærksomhed og solidaritet. Samtidig ydede de arbejdere, der ikke var i konflikt, store ofre for at hjælpe deres kammerater, og de enkelte forbund gjorde en stor indsats for at fastholde kampberedskabet og holde humøret oppe, efterhånden som konflikten trak ud. Således arrangerede DAF (Arbejdsmandsforbundet) en opsigtsvækkende udflugt for mange tusinde arbejdere til Dyrehaven nord for København.

Septemberforlig

Efter ugelange forhandlinger med mange afbrydelser, fordi parterne stod stejlt over for hinanden, lykkedes det endelig ved hjælp af mægling udefra at afslutte konflikten. 

5. september kunne ledelsen af DA og DsF underskrive septemberforliget, der ikke alene gjorde en ende på lockouten, men også for mange årtier fastlagde rammerne for arbejdsmarkedet. Grundlæggende i forliget var de to hovedorganisationers gensidige anerkendelse af hinanden som forhandlings- og konfliktberettigede parter. Det indebar således arbejdsgivernes endegyldige accept af arbejdernes ret til at organisere sig. 

Desuden fastlagdes regler for varsling og iværksættelse af strejker og lockouter og en pligt for organisationerne til ikke at godkende eller støtte konflikter, der var iværksat imod reglerne.

Arbejdsgiverne fik trods stor tøven fra DsF gennemtvunget hovedorganisationernes ansvar for overholdelsen af alle indgåede overenskomster. DA fik yderligere anerkendt arbejdsgivernes “ret til at lede og fordele arbejdet samt til at anvende den efter deres skøn til enhver tid passende arbejdskraft”. 

Uenigheder om tolkningen af indgåede lønaftaler skulle fremover afgøres ved faglig mægling, eventuelt voldgift. Der fastsattes en frist for opsigelse af overenskomster, og det blev bestemt, at arbejdsformænd ikke skulle være organiserede. 

Endelig indeholdt forliget en bestemmelse om, at spørgsmål, om brud på septemberforliget skulle afgøres ved en civil domstol. Det blev året efter ændret, idet disse spørgsmål, blev henvist til en nyoprettet “permanent voldgiftsret”. Dermed var grunden lagt til det senere stærkt udbyggede specielle retssystem for arbejdsmarkedet.

Sejr eller nederlag?

Forliget blev vedtaget af DsF's repræsentantskab, men med betydelig modstand. 128 stemte for og 98 imod, og det har siden været et af de mest omstridte dokumenter i arbejderbevægelsen. Var forliget en sejr eller et nederlag for arbejderne og fagbevægelsen? 

Det har været fremhævet, at det i det store og hele var DA's forhandlingsudspil, der blev grundlag for forliget, og at det med sin tendens til centralisering og fastlæggelse af organisationsansvaret, med de stramme regler for varsling af konflikter og den faktiske fredspligt i overenskomstperioderne lagde så snævre grænser for arbejdernes aktionsmuligheder, at de kun vanskeligt kunne varetage deres selvstændige interessekamp. 

Til de kritiserede punkter hørte også godkendelsen af arbejdsgivernes uindskrænkede ledelsesret på arbejdspladserne og de første skridt til et arbejdsretsligt system.

Modsat har tilhængerne understreget betydningen af anerkendelsen af organisationerne og retten til at indgå kollektive overenskomster og erklære konflikt, når enighed ikke kan opnås. Arbejdsgivernes ledelsesret var blot en konstatering af, at arbejderne skulle fungere i et kapitalistisk samfund, hvor kapitalejerne har magten, og netop indførelsen af et retssystem var en beskyttelse af arbejderne som den på dette tidspunkt svagere part på arbejdsmarkedet. 

Endelig var forligets indhold på mange punkter blot en bekræftelse af bestemmelser, der var indeholdt i tidligere indgåede overenskomster mellem de enkelte forbund og deres arbejdsgivere.

Uanset de modstridende vurderinger blev septemberforliget udgangspunktet både for udviklingen af forholdet mellem arbejdsgivere og fagbevægelse og baggrund for den fagopposition, der kort efter 1900 markerede sig i den danske arbejderklasse.

Bestemmelse om tillidsmænd

I de første år efter storkonflikten og septemberforliget sporedes en vis afmatning i fagbevægelsen, og forbundene under DsF oplevede en mindre medlemstilbagegang, mens forbund og fagforeninger udenfor havde fremgang. Fra ca. 1905 skete der dog igen en kraftig medlemstilvækst og en forøgelse af antallet af forbund inden for DsF.

I kølvandet på septemberforliget blev der afsluttet kollektive overenskomster på stort set alle fagområder, og det lykkedes efterhånden arbejderne at forhandle eller konflikte sig til væsentlige forbedringer af løn og arbejdstid. 

Jernindustrien blev med hensyn til den detaljerede udformning af overenskomster forbillede for andre brancher. I 1900 blev der her indgået en meget omfattende overenskomst, der ikke alene tog fat på løn og lønformer, men også fastlagde regler for arbejdsformænds forhold til de faglige organisationer, tog fat på lærlingespørgsmålet, problemet om anvendelse af faglært og ufaglært arbejdskraft, oprettelse af værkstedsklubber og valg af tillidsmænd.

Bestemmelserne om tillidsmænd blev et vigtigt gennembrud for fagbevægelsen. Arbejdsgiverne anerkendte arbejdernes ret til frit at vælge tillidsmænd, som skulle være talsmænd over for arbejdsgiverne og formændene. Den eneste begrænsning var, at de valgte skulle have arbejdet på samme arbejdsplads i to år. Hvis der blev oprettet en værkstedsklub, var tillidsmanden født formand. Disse bestemmelser overførtes gradvis til overenskomster i andre brancher, og tillidsmandsinstitutionen udviklede sig efterhånden til at blive rygraden i den faglige organisationsstruktur.

Arbejdsret

Hverken septemberforlig, overenskomster eller reformer kunne forhindre, at der i tiden indtil Første Verdenskrig fortsat var et højt konfliktniveau, og der var hele tiden borgerlige røster, der krævede stærkere indsats for at undgå omfattende strejker og lockouter. 

Efter et sviende nederlag i en konflikt i byggefagene gik DsF med til, at regeringen nedsatte det såkaldte “Augustudvalg” af arbejdere og arbejdsgivere, som skulle udarbejde forslag til at forebygge konflikter og forslag til regler for behandling af faglige stridigheder.

I 1910 afgav udvalget betænkning og fremsatte tre forslag: 1) Norm for regler for behandling af faglig strid, 2) lov om oprettelse af en stående voldgiftsret og 3) lov om udvælgelse af forligsmænd i arbejdsstridigheder.

Forslagene blev vedtaget. Med Normen, Den faste Voldgiftsret og oprettelsen af forligsmandsinstitutionen var rammerne for arbejdsmarkedet lagt fast helt frem til vore dage.
De fromme ønsker om at dæmpe konflikternes antal og omfang kom til gengæld ikke til at gå i opfyldelse i de første mange år.

Kilde: www.leksikon.org