Nytåret er overstået, tømmermændene har lagt sig og hverdagen truer. Det er, med andre ord, som det plejer at være i begyndelsen af januar.

Alligevel er der noget ved det nye år, som er radikalt anderledes: I går vågnede flere hundrede mennesker op til mere end almindelige tømmermænd. De vågnede op til en helt ny virkelighed, uden dagpenge, mange helt uden indtægt og uden de store udsigter til at få et job.

Endnu flere mennesker vågnede efter nytårsfesten op til et ubønhørligt tikkende ur, hvor hver dag bringer dem tættere på dagpengenes udløbsdato. 49.500 arbejdsløse befinder sig i farezonen for at miste dagpengeretten.

Én af dem er John Dybdahl. Han er 50 år gammel, ufaglært, arbejdsløs og finder han ikke arbejde, mister han dagpengene til februar.

John Dybdahl har ingen uddannelse, men har i mange år arbejdet som ejendomsfunktionær. Han har også arbejdet i Rema 1000, som gadefejer i Københavns Kommune og hos Coca Cola. Men de sidste to år har han altså gået arbejdsløs.

Sidst Arbejderen mødte John Dybdahl var i oktober. Her fortalte han, at han selv, konen og deres to drenge ikke får råd til at blive boende i rækkehuset i Hvidovre, hvis John ikke når at finde et job, inden dagpengene udløber.

Hans kone, der arbejder som social- og sundhedshjælper, tjener nemlig tusind kroner "for meget" om måneden til, at John kan modtage kontanthjælp. Det betyder, at den lille familie skal leve alene af konens SOSU-løn.

Bilen og svigerfamilien

Det er nu tre måneder siden, at John, ligesom 45.000 andre arbejdsløse danskere, fik det nedslående brev fra sin a-kasse om, at han var i farezonen for at miste sit livsgrundlag. Hvis ikke John når at finde et job inden februar, er nødløsningen, at John må sove i bilen, imens resten af familien klemmer sig ind hos svigerforældrende.

- Jeg har ikke fundet et job endnu, så der er stadig ikke nogen afklaring på, om vi kan blive boende. Det ligger jo lidt tungt lige nu. Der bliver ikke mange penge, fortæller John Dybdahl til Arbejderen.

Han er dog, på trods af de truende udsigter til et liv med fødderne ud af sideruden, indstillet på at kæmpe videre.

- Jeg har ikke tænkt mig at give op. Der er et par uger endnu at løbe på, og jeg satser stadig på, at jeg får et job inden da. Der må sgu da snart dukke noget op, siger John Dybdahl.

Men selvom drømmen stadig er at få et job, er John naturligt nok begyndt at overveje alternativerne.

- Jeg har været oppe på kommunen for at snakke om akutjob og om mulighederne for at tage en uddannelse. Men vi er jo mange, som står i samme situation, så nu må vi se, hvad der kan lade sig gøre, siger John Dybdahl.

En hjælpende hånd

John Dybdahl har tidligere leget med idéen om at uddanne sig til portør. Og nu hvor finansloven åbner op for muligheden for at tage uddannelsen, uden at skulle klare sig for en SU, er det en del af hans overvejelser.

For selvom der ikke var nogen tilbagerulning af dagpengeforringelserne i finansloven for 2013, fik Enhedslisten, hjulpet godt på vej af faglige protester og en udbredt utilfredshed i Socialdemokraternes og SF's bagland, trods alt sikret en midlertidigt hjælpende hånd for de udfaldstruede, som ikke er berettiget til kontanthjælp.

Aftalen betyder, at hvis man siger ja til at starte på en uddannelse, så kan man få en kontanhjælpslignende ydelse i op til 26 uger, efter man mister retten til dagpengene.

Den særlige ydelse kan kun tildeles folk, som mister dagpengene imellem 30. december 2012 og 30. juni 2013, og den ligger på 80 procent af dagpengesatsen. Til forskel fra dagpengene skelner ydelsen dog imellem forsørgere og ikke-forsørgere.

En arbejdsløs med børn bliver berettiget til 13.884 kroner om måneden før skat under de 26 ugers uddannelse, mens en arbejdsløs uden børn kan få 10.413 kroner om måneden før skat. Efter de 26 uger smækker kassen i, og de arbejdsløse skal blive “selvforsørgende”. Ikke nødvendigvis fordi de får et job, men fordi de så skal leve af deres ægtefælles løn eller opsparing.

Uddannelse

Det kan dog blive svært, mener John, at finde en uddannelse der kun tager 26 uger.

- Det kunne være sjovt at få portøruddannelsen. Problemet er, at den tager et år, og jeg kan kun få penge i op til 26 uger. Nu overvejer jeg at starte, og så må jeg jo søge job imens, fortæller John Dybdahl.

Han ærgrer sig dog over udsigten til måske kun at tage en halv uddannelse. Især fordi det i så fald ville blive anden gang, han misser chancen.

- Jeg fik engang tilbudet om et job på et hospital, hvis bare jeg tog en uddannelse som portør. Men jeg syntes ikke, at jeg havde råd til at gå på SU i et år. Hvis bare jeg havde gjort det allerede dengang. Det ærgrer jeg mig sgu tit over.