03 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bankers gæld ruinerer irske familier

Irere på gaden

Bankers gæld ruinerer irske familier

Regeringen foregiver, at den kæmper en kamp med långiverne i EU og IMF. Men det er spil for galleriet, mens man skærer til benet inden for sundhed, uddannelse og social service, kritiserer kommunisterne.

Den irske folkebevægelse mod at betale bankernes gæld betragter alle Irlands tre store partier som "marionetter for EU og IMF", som der står på skiltet. De konservative, de liberale og socialdemokraterne er klar til at betale gælden - de ber' bare EU om lidt mere tid.
FOTO: Indymedia Irland
1 af 1

Lørdag var der kæmpe demonstrationer i Dublin og fem andre byer. Irlands LO, Irlands kommunister og Irlands folkebevægelse mod betaling af gælden mobiliserer til et højlydt nej til at betale kriseregningen.

Regningen lyder på 64 milliarder euro.

Så mange penge - op mod 500 milliarder danske kroner - har irske banker sat til ved spekulation, dårlige investeringer og risikable udlån. Og nu ligger regningen hos regeringen, der vil kræve pengene op hos befolkningen.

Men: "Det er ikke vores gæld", lyder det fra Irlands LO, som har beregnet, at gælden svarer til 9000 euro for hver indbygger i landet. 36.000 euro eller 270.000 kroner for en familie på fire.

"Bankgælden er umulig at betale og uretfærdig. Den vil forkrøble os i flere generationer", lyder det fra irsk LO (ICTU).

Mandag i denne uge havde ICTU møde med repræsentanter for EU, IMF og Den Europæiske Centralbank (ECB). Denne trojka står bag såkaldte nødlån til den irske regering, og trojkaen kræver sine penge igen med renter.

LO siger kun et halvt nej

Irsk LO sagde på mødet, at Irland bliver helt urimeligt belastet. Hvis gælden efter bankkrisen i hele EU blev fordelt lige, ville det koste hver indbygger 191 euro, har irsk LO beregnet. Den regning, som nu ligger i de irske hjem er næsten 50 gange så høj.

Det er urimeligt, når redningsaktionen i Irland 2008 i realiteten reddede euroen og den europæiske banksektor, argumenterer ICTU. Derfor mener den socialdemokratisk ledede fagbevægelse, at regningen skal deles på en anden måde.

Irlands borgerlige-socialdemokratiske regering har påtaget sig gælden, men forsøger at overbevise EU, IMF og ECB om, at Irland skal have længere tid til at betale.

Bankgælden svarer til 9000 euro for hver indbygger i Irland.

Men 'Folkebevægelsen mod gælden' og de irske kommunister mener, at gælden slet ikke skal betales af skatteyderne. Den hænger på de private banker og spekulanterne som skabte gælden:

- Det kommunistiske parti var i starten ene om helt at afvise denne skandaløse, og ubetalelige gæld. Sidste år sluttede to fagforeninger op om kravet, som ICTU nu indkalder til national protest imod den 9. februar, fortæller Eoghan O'Neill til Arbejderen.

Men i sidste uge advarede kommunisterne befolkningen mod at blive fanget i en ny fælde, som regeringen er ved at lægge.

Journalisterne er med

- Man giver indtryk af, at man kæmper en kamp på vegne af befolkningen. Men det er spil for galleriet, mens man skærer til benet inden for sundhed, uddannelse og social service. Man udsulter den offentlige service for at betale en gæld, der ikke er befolkningens. Regeringen ansøger blot om at få længere tid til at betale gælden. De står ikke fast på at afvise gælden, siger kommunisternes formand Eugene McCartan.

Blandt de mange fagforeninger, der mobiliserer til på lørdag er det irske journalistforbund:

- Den store private bankgæld blev transformeret til en national gæld. Nu betaler alle i Irland af på den store regning, som blev lavet at private investorer og spekulanter, siger journalisternes formand Barry McCall.

-  Det er helt uhørt, at vi bliver straffet, fordi Den Europæiske Centralbank ville forhindre, at de finansielle bagmænd brændte fingrene, tilføjer han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. feb. 2013 - 11:30   12. feb. 2013 - 11:08

Irland

se@arbejderen.dk
Folkebevægelse mod gæld
  • Den irske befolkning står med regningen efter bankers og spekulanters handlinger frem til krisens udbrud i 2008. Regningen lyder på 64 milliarder euro.
  • Modstandere af at betale gælden har dannet en 'Folkebevægelse mod betaling af gælden'.
  • På bevægelsens hjemmeside www.nodebt.ie. er der en oversigt over Irlands samlede gæld, som er tre gange større end bankgælden fra 2008. Oversigten tæller hele tiden, så man kan se, hvor hurtigt gælden vokser.
  • Tirsdag den 5. februar kl. 13.00 var gælden på 180.534.349.723 euro.
  • Det svarer til 44.329 euro per person. (330.695 danske kroner).