I morgen er der valg i eurozonens tredjestørste økonomi, Italien. Og både EU-bureaukrater, internationale bankfolk og italienske erhversdrivende holder vejret.

”Valget kan gå hen og blive en slags folkeafstemning om nedskæringer”, lyder det bekymret fra det erhversvenlige mediesyndikat Bloomberg i en kommentar.

I sidste ende må arbejdere i Italien indse, at de tidligere så høje løninger er uholdbare og må falde.
Mickey Levy, cheføkonom.

Valgkampen er allerede domineret af diskussionen om, hvorvidt Italien skal fortsætte med at skære så dybt. Nedskæringerne er i høj grad dikteret af EU, den internationale valutafond IMF og den europæiske centralbank, hvilket ikke gør EU mere populær i folkeøjne.

De gennemsnitlige leveomkostninger for familier er allerede steget med næsten 2500 euro om året viser regeringens egne statistikker. Det er 18.600 kroner.

Nedskæringerne er efterhånden så voldsomme, at det ene skræmmende tal efter det andet finder vej til avisspalterne.

Ifølge den velgørende organisation L'Albero della Vita er der i dag 653.000 italienske børn, som lever i en tilstand af absolut fattigdom – især i syd.

En EU-rapport om arbejdsløshed og social udvikling bemærkede i slutningen af sidste år, at der er "forhøjet risiko" for at mange italienere kan falde ind i en "enorm fattigdomsfælde", hvis den økonomiske krise forværres.

Skolemassakre

Der er allerede skåret store lunser af tilskuddene til for eksempel skoler, gymnasier og universiteter.

- Hver tredje lærer på min søns skole er sparet væk. Og de har ikke engang toiletpapir, så forældrene er nødt til at give børnene det med. Der er ingen sæbe, ingen materialer til kunst-timerne, siger moderen Daniela Marzulli fra Rom til dagbladet Guardian & Mail.

Lige nu er der planer om at skære yderligere 182 millioner på uddannelserne. I forvejen giver Italiens fjerdemindst til uddannelse ud af 31 lande i OECD, der er organisationen af industrialiserede lande.

Mindre end 50 meter fra Daniela Marzulli står grønthandleren Bruno Parisella på Piazza San Cosimato.

- Før ville mine kunder købe tre kilo clementiner, nu er det kun ét, siger han, og tilføjer, at hans salg er gået en tredjedel ned.

Skærer dybt

Årsagen til den liberale italienske premierminister Mario Montis upopularitet de sidste to år er klar. Få uger efter at han var blevet udnævnt af parlamentet i 2011, fremlagde den ikke-folkevalgte, tidligere internationale rådgiver for den globale bank Goldman Sachs, en brutal sparepakke på 30 milliarder euro.

Den skar i velfærden og hævede pensionsalderen fra 58 til 66 år inden 2018.

Desuden bestemte han, at ansatte skal indbetale penge til deres pension i 42 år mod nu 35 år for at få fuld folkepension, når de bliver gamle.

En merværdiafgift, der rammer de lavtlønnede hårdest, blev hævet med to procent, og skattestigninger førte til en kraftig stigning i prisen på brændstof.

Året efter indførte Monti en boligafgift, hvilket har betydet, at almindelige familers udgifter til en bolig er steget til at udgøre mere end 30 procent af deres samlede udgifter.

Og så skrottede han al opregulering for inflationen af de fleste pensioner.

- I Italien bærer pensionisterne hovedbyrden for krisen En pensionist med en udbetaling hver måned på 1200 euro efter skat, har mistet 28 euro hver måned i hele 2012 og i 2013 vil han eller hun miste 60 euro hver måned, siger lederen af det største italienske LO's pensionistorganisation, Carla Cantone, til Arbejderen.

Arbejdsløshed

Ikke nok med de nævnte nedskæringer og indgreb.

Monti besluttede at fjerne Artikel 18 i loven om arbejdsmarkedet. Den var ellers indført efter heftige arbejdskampe i 1960'erne og beskyttede til en vis grad ansatte mod at blive fyret. Nu er det blevet nemmere at fyre arbejdere.

Monti indførte yderligere en sparepakke sidste sommer, der skar 4,5 milliarder af statsbudgettet inden udgangen af året og 21,5 milliarder over de næste to år. Monti har sænket indkomstskatten, som skal betales af arbejdsgivere og skåret i budgettet for sundhedspleje og uddannelse.

Resultaterne af Montis massakre på velfærden er til at mærke. Store gruppers købekraft dykker. Industriproduktionen er i dag omkring 25 procent lavere end for fem år siden.

Arbejdsløsheden ligger på 11,1 procent. 37,1 procent af de 15-24-årige er uden arbejde. I det sydlige Italien havde kun 44 procent af befolkningen mellem 15-64 år et job. På Sicilien er halvdelen af alle unge uden arbejde.

Sidste sommer blev det rapporteret, at 10 byer og hele Sicilien var gået konkurs.

For arbejdere og andre ansatte er lønnen faldet drastisk.

Tal fra EU's statistiske kontor viste for et år siden, at gennemsnitslønnen i Italien allerede var blandt de laveste i EU – selv lavere end i Grækenland. Rapporten viste, at en gennemsnitlig årsløn i Italien er på 23.406 euro, cirka halvdelen af tallet for Luxembourg (48.914) og Holland (44.412 euro).

Alligevel advarede Bank of Americas cheføkonom Mickey Levy.

- I sidste ende må arbejdere i Italien indse, at de tidligere så høje lønninger er uholdbare og må falde.