Sydpolarlandet eller Antarktis - altså det store landområde omkring Sydpolen - er mål for videnskabens intensive interesse. Gennem de seneste årtier er forekomster af værdifulde mineraler i betydelige mængder fundet hele kontinentet rundt.

Frem til 2041 er brydning af mineraler forbudt i henhold til en international traktat. Men 2041 er kun 28 år ude i fremtiden, og den skærpede politiske konflikt omkring øgruppen Las Malvinas/Falklandsøerne antyder, at kampen om værdierne i Antarktis er igang.

Denne konflikt involverer primært Argentina og Storbritannien, som er uenige om, hvem der har suveræniteten over øerne i Sydatlanten. Med suverænitet over disse øgrupper står en stat stærkt i kampen om retten til en stor del af Antarktis og vil råde over enorme havområder.

Når Storbritannien den 10. marts organiserer en folkeafstemning på Malvinas/Falklandsøerne om øernes fremtidige tilhørsforhold, kan det ikke ses løsrevet fra de geopolitiske konflikter om adgang til værdier og militær kontrol med regionen.

4000 mennesker

Antarktis er det eneste kontinent på jorden, der ikke har en oprindelig befolkning. 

I dag lever og arbejder videnskabsfolk fra 30 lande på baser på Antarktis.

Om sommeren er der omkring 4000 videnskabsfolk spredt på 70 forskningsbaser. Om vinteren er der kun cirka 1000, som holder 40 af baserne bemandet.

Syv lande havde oprindeligt rejst territoriale krav på dele af Antarktis.

Det er Argentina, Australien, Chile, Frankrig, New Zealand, Norge og Storbritannien.

 I takt med at prisen på energi og råvarer stiger, bliver det rentabelt at starte råstofudvinding på Antarktis.

I 1959 underskrev disse syv lande og mange andre lande i FN-regi 'Traktaten om Antarktis'. Traktaten gør Antarktis til et område, som ikke tilhører nogen stat og traktaten pålægger alle at samarbejde med henblik på at værne om det sårbare miljø.

Traktaten banede vej for at mere videnskabelig forskning i meteorologi, klima, natur, havets ressourcer og undergrundens mineraler tog fart. Ofte i et samarbejde mellem stater.

De syv nævnte lande suspenderede i forbindelse med traktatens underskrivelse deres territoriale krav på Antarktis, men forbeholdt de sig ret til at genrejse deres krav. I samme forbindelse meddelte fire nye lande, at de forbeholdt sig ret til på et senere tidspunkt at rejse territoriale krav. De fire lande var Peru, Rusland, USA og Sydafrika.

Og endelige var der en lang række lande, som meddelte, at de - når eller hvis der åbnes for udvinding af rådtoffer på Antarktis - kræver adgang til at deltage i denne udvinding uden at landene som sådan gør territoriale krav gældende. Blandt disse lande er Kina, Indien, Japan, Pakistan og Brasilien.

Råstoffer og vand

Denne oprindelige aftale om Antarktis beskæftiger sig ikke med udvinding af råstoffer. Man undlod angiveligt at forholde sig til spørgsmålet af frygt for, at det ville spænde ben for vedtagelse af traktaten, hvis mål var beskytte den miljømæssigt sårbare verdensdel.

Men den videnskabelige forskning afslørede år for år, at der er mange mineraler under isen, og i 1980'erne startede nye forhandlinger om miljøbeskyttelsen på Antarktis. Det ledte frem til underskrivelse af den såkaldte Madrid Protokol i 1991. 

Heri skriver alle landene under på, at udvinding af råstoffer er forbudt i mindst 50 år. Traktaten skal genforhandles i 2041.

Dengang man underskrev Madrid Protokollen var der eksperter, som vurderede, at udvinding af olie og andre mineraler på Antarktis ville være alt for dyr. Men det var på et tidspunkt, hvor prisen på olie var under en tredjedel af prisen i dag. I takt med at prisen på energi og råvarer stiger bliver det mere rentabelt at starte råstofudvinding på Antarktis.

Desuden er der nu også øget fokus på de enorme mængder af ferskvand, som potentielt kan hentes fra Sydpolarlandets ismasser. Mange forskere advarer om, at kampen om kontrol med ferskvandet snart vil blive lige så intensiv som kampen om kontrol med olien er i dag.

Kilder: Wikipedia og hjemmesiden Coolantarctica