16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Protesbølge mod torturdrab i israelsk fængsel

Kritik af sikkerhedsfirmaet G4S

Protesbølge mod torturdrab i israelsk fængsel

Protestbølge på Vestbredden: 30-årige Jaradat Arafat blev tortureret ihjel i israelsk fængsel tyder obduktion på. Israel påstår, at han døde af hjerteslag. Voldsom kritik af det dansk-britiske vagtfirma G4S, der leverer udstyr til fængslet.

Den 30-årige Jaradat Arafat blev tortureret til døde i israelsk fængsel, siger palæstinensisk minister. Her bærer et familiemedlem den afdødes portræt ved begravelsen mandag i byen Sair nær Hebron.
FOTO: June Hutchinson
1 af 1

Der har siden søndag været voldsomme demonstrationer på den israelsk besatte Vestbred efter at den 30-årige far til to, Jaradat Arafat, lørdag døde i det israelske fængsel Megiddo. Han blev tortureret til døde, mener en palæstinensisk minister, og 4800 palæstinensiske fanger i israelske fængsler, der søndag indledte en tre dages sultestrejke.

En obduktion afslørede seks brækkede ben i nakke, rygrad, arme og ben.

Jaradat Arafat efterlader sig kone og to børn på tre og seks år, mens han aldrig kommer til at se den søn, som hustuen venter til juni.

Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas kræver en uafhængig undersøgelse af dødsfaldet.

50.000 deltog i begravelsen af Jaradat Arafat tidligere på ugen.

Der har siden søndag været demonstrationer over hele Vestbredden, især i byerne Hebron, Nablus, Tulkarem og i Østjerusalem. 

- Atmosfæren er som før den første Intifada (opstand, red.) Den er folkelig, ikkevoldelig og massiv, og vil sprede sig til alle de palæstinensiske områder, siger den palæstinensiske politiker Mustafa Barghouti til Maan News.

G4S

Sagen har internationale konsekvenser. Fængslet Megiddo har kontrakt med det dansk-britiske vagt- og sikkerhedsselskab G4S.

G4S har installeret højteknologiske kontrol- og overvågningssystemer, indgangs- og visitationssystemer, kontrolrum, aflytnings- og optageudstyr, fiberoptiske kommunikationssystemer og meget andet i fængslet.

Herhjemme lyder der skarp kritik af G4S fra den danske gruppe Boykot G4S, som kræver, at firmaet stilles til ansvar for sit engagement i Israels ulovlige tilbageholdelse af palæstinensere og tortur af fanger.

-  Når G4S leverer udstyr til israelske fængsler, tjener virksomheden på adskillige brud på internationale konventioner, siger talsperson Ida Hansen.

Rafeef Ziadah fra den britiske menneskerettighedsgruppe War on Want siger til tv-stationen Sky News i forbindelse med en demonstration foran G4S's hovedkvarter i London:

- G4S profiterer på krænkelser af menneskerettighederne begået mod det palæstinensiske folk. Jaradat Arafats forfærdelige død fremhæver det presserende behov for, at G4S gør en ende på sin medskyld.

Hjerteanfald?

En obduktion af den afdøde - foretaget på Israels Nationale Retmedicinske Institut nær Tel Aviv med en palæstinensisk læge til stede – afslørede seks brækkede ben i nakke, rygrad, arme og ben.

Det israelske sikkerhedspoliti Shin Bet og de israelske fængselsmyndigheder fastholder, at Jaradat Arafat døde af hjerteproblemer.

- Det var sandsynligvis et hjertestop. Jeg har ikke yderligere detaljer på nuværende tidspunkt, siger talskvinde for fængselsmyndighederne, Sivan Weizman ifølge nyhedsbureauet AFP.

Jaradat Arafat blev arresteret af israelske soldater den 18. februar i byen Sa'ir på Vestbredden nær Hebron for mistanke om stenkast tilbage i november, som skulle have såret en israelsk bosætter.

- En obduktion har afsløret, at Jaradat Arafat døde af ekstrem tortur i israelsk varetægt, og at han ikke fik hjertestop, siger den palæstinensiske minister for fangeanliggender, Issa Qaraqe, ifølge nyhedsbureauet Maan.

G4S profiterer på krænkelser af menneskerettighederne.

Ministeren oplyser, at obduktionen tydeligt viser, at ofrets hjerte var sundt, og ministeren opfordrede på vegne af præsident Mahmoud Abbas til "en international undersøgelse af han død".

Jaradats advokat Kamel Sabbagh sagde, at hans klient blev tortureret af israelske forhørsledere.

- Da jeg om torsdagen kom ind i retssalen, så jeg Jaradat sidde på en træstol foran dommeren. Hans ryg var bøjet, og han så syg og skrøbelig ud. Da jeg sad ved siden af ​​ham, fortalte han mig, at han havde alvorlige smerter i ryggen og andre dele af kroppen, fordi han blev slået og hængt i armene i mange timer, siger advokaten ifølge Maan News.

4800 fanger

Jaradat er angiveligt den anden palæstinenser, der i år er død som følge af mishandling i israelsk varetægt. Den første var Ashraf Abu Dra, der blev nægtet lægehjælp og døde den 21. januar kort tid efter sin løsladelse.

En statistik offentliggjort af den israelske menneskeretsgruppe B'Tselem viser, at der i dag er 4800 palæstinensere i israelske fængsler.

Værste selskab

Internationalt er G4S i øvrigt netop blevet nomineret til The Public Eye Awards, der hvert år kårer verdens værste og mest uansvarlige virksomhed. Prisen uddeles af Greenpeace og the Berne Declaration samtidig med afholdelsen af World Economic Forum.

Prismodtageren afgøres ved afstemning på nettet, og du kan stemme: http://www.publiceye.ch/en/vote/g4s/

G4S' pressetjeneste i London udtaler, at firmaet ikke specifikt udtaler sig om sagen, men henviser til G4S' officielle holdning om, at man intet ulovligt gør ved at være til stede i Israel, så længe FN eller andre ikke har iværksat sanktioner mod Israel.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. feb. 2013 - 10:51   01. mar. 2013 - 15:06

Palæstina

Anders Fenger
Skribent
Fanger
  • 203 palæstinensere er døde i israelske fængsler, 71 af dem efter tortur.
  • Der er idag 4800 palæstinensiske fanger i israelske fængsler.
  • Antallet af børnefanger er 219. Heraf er de 31 yngre end 16 år.
  • Antallet af kvindelige indsatte er 12.
  • Antallet af parlamentsmedlemmer fra Palæstina er 15.
  • 178 palæstinensere er administrativ tilbageholdt uden retssag og dom.
  • Antallet af palæstinensiske livstidsfanger er 531.

         Kilde: Addameer