Cirka 18 procent.

Så stor er den gennemsnitlige forskel mellem lønnen til kvinder og mænd i Danmark. Forskellen har stort set ikke ændret sig de sidste ti år.

Omsat til praksis svarer det til, at kvinderne arbejder gratis to måneder om året. Eller, som initiativet Kvindernes Sidste Arbejdsdag har valgt at gøre, "holder fri" to måneder om året.

Bevæbnet med liggestole og strandparasoller har kvinder landet rundt gjort det til en tilbagevendende begivenhed at illustrere den urimelige skævhed i løn på det danske arbejdsmarked, når de på symbolsk vis erklærer den 1. november for kvindernes sidste arbejdsdag.

Krisen, faren for at blive fyret og dårligere dagpengeregler gør vores medlemmer nervøse og tilbageholdende med at bringe spørgsmålet om ligeløn på banen.

Nanna Højlund, forbundssekretær i FOA

3F er sammen med FOA, HK, Socialpædagogernes Landsforbund og det nationale ligelønsnetværk med i initiativet, fortæller Annelise Rasmussen, der har ligestilling og mangfoldighed som arbejdsområder i 3F.

- Vi er da nogen, der stadig forsøger at sætte ligelønsspørgsmålet på den politiske dagsorden. Gennem aktioner som den sidste arbejdsdag, ved at skrive kronikker og læserbreve og ved at holde politikerne i ørerne, fortæller Annelise Rasmussen til Arbejderen.

Kvindefag - mandefag

Mere end 28 procent ud af cirka 325.000 3F-medlemmer er kvinder. Og selvom lønforskellene mellem de kvindelige og mandlige medlemmer på 10-12 procent ligger lavere end landsgennemsnittet, så er der nok at tage fat på, lyder det fra ligestillingskonsulenten.

- I 3F er lønforskellene udtryk for, at kvinder og mænd arbejder i forskellige brancher. Der er typisk flere kvinder end mænd i rengøringsbrancen, mens det er omvendt i byggebranchen.

- Endelig spiller uddannelse også ind på lønnens størrelse. Det giver som regel ekstra i løn, at man som murer eller tømrer har lagt uddannelse på sit fag, lyder det fra 3F's ligestillingskonsulent.

Helt grundlæggende mener Annelise Rasmussen, at problemet er, at kvinders arbejde generelt ikke opfattes lige så værdifuldt som mænds.

Nanna Højlund, forbundssekretær i FOA er helt enig i, at en stor del af problemstilingen vedrørende ligeløn ligger i at værdisætte det arbejde, kvinder henholdsvis mænd udfører. Her spiller forskellen mellem det private og offentlige arbejdsmarked tydeligt ind, mener hun.

Faglært - ufaglært

- Tag bare forskellen på lønnen til en mekaniker og en sosu-assistent. Uddannelser er lige lange, men en mekaniker tjener væsentligt mere end en sosu'er, lyder det fra Nana Højlund.

Hun mener, at ligelønsdebatten er blevet en hel del vanskeligere under krisen.

- Bare det at holde fast i sit arbejde i den offentlige sektor er en kamp i sig selv. Krisen og faren for at blive fyret kombineret med temmelig forringede dagpengeregler gør vores medlemmer nervøse. De bliver tilbageholdende med at bringe spørgsmålet om ligeløn på banen, og de er også usikre på, hvordan de skal gøre det, mener Nanna Højlund.

Det forholdt sig helt anderledes i 2007/2008, hvor det lykkedes, især for FOA, at sætte ligeløn på den politiske dagsorden.

Forbundet havde "mandeløn til kvindefag" som overordnet tema for overenskomstforhandlingerne, og det blev understøttet af et hav af aktiviteter.

- Det føles jo som om, der er gået næsten 100 år siden 2008, erkender Nanna Højlund.

Offentlig - privat

Hun oplever, at medlemerne er presset også af den politiske dagsorden, der nærmest får offentligt ansatte til at fremstå som "parasitter".

- Vi får konstant at vide, at den private sektor er den eneste, der skaber værdi i samfundet. Man er holdt op med at tale om den offentlige sektor som en afgørende forudsætning for det velfærdssamfund vi har, og som bliver højt besunget rundt om i verden. Det er, som om man har glemt, at et riigt samfund ikke behøver udvikle sig på bekostning af forringelser af den offentlige sektor, kommer det skarpt fra FOA's kvindelige forbundssekretær.

Både Nanna Højlund og Annelise Rasmussen forstår godt, at medlemmerne har svært ved at kræve højere løn, når de hele tiden blibver mindet om, at der er krise. Men de mener, at 8. marts er en oplagt anledning til at råbe højt om problemet med den manglende ligeløn. 

- Det er uanstændigt og uacceptabelt, at det stadig findes. Derfor skal vi blive ved med at råbe op og pege på, hvor der skal ske forandringer. Ellers kommer tingene let til at skride, og skævhederne bliver endnu større, mener Annelise Rasmussen.

Ligeløn - forhåbentlig i min tid

For at forklare, hvor let tingene skrider, nævner hun et eksempet fra en institution, hvor forskellen på den måde, man måler værdien af kvinder og mænds arbejde slog igennem, da der skulle fordeles lokale lønkroner.

- De kvinder, der bagte en kage eller skrev barnets bog, blev ikke honoreret med tilæg. Til genæld udløste det tillæg ved jobfunktioner, som mænd typisk varetager, nemlig at spille guitar eller fodbold.

På spørgsmålet om hvornår der bliver ligeløn, svarer Annelise Rasmussen:

- Ja jeg håber da, det bliver i min tid. Men det kræver, at der bliver arbejdet med det både politisk og fagligt, slutter Annelise Rasmsussen, der nærmer sig de 63 år.