I Burkina Faso udføres vesterlændinges betalte husarbejde oftest af mænd. Lidt af et mysterium, gav jeg engang udtryk for over for en let kynisk kollega udi ’bistandsarbejdet’.

- Det er fordi, der er penge og prestige i det, sagde han sådan cirka. Nogle steder på kloden er husarbejde lukrativt!

Bemærkningen har med mellemrum hjemsøgt mig siden. Det er velkendt, at erhverv domineret af kvinder er dårligere betalt end arbejde, hvor mænd i overvejende grad henter hyren hjem. Men det modsatte gælder altså også: er der ikke mange jobs, vil de relativt bedst betalte gå til mænd.

Fortsætter vi den nuværende nedadgående økonomiske spiral, kan husarbejde hos de rige vel også i vores del af verden gå hen og blive tiltrækkende. I England findes der allerede ’mannies’ og ikke kun ’nannies’.

Frem i magt?

Lad os for sjovs skyld føre tankegangen videre her på kvindernes internationale kampdag. Kvinder går tilsyneladende frem i magt. Og der er da også mange solide kvinder, der ikke er bange for at føre sig frem.

Modsat er der mange bløde eller let skvattede mænd. Vi lever jo nu engang i et samfund, hvor det er hårdt at komme til fadet, og på samfundets absolutte bund er der fyldt op med marginaliserede mænd, som i tilgift til alt andet er blevet sparket ud af deres partner eller har svært ved at finde sig én.

Mange selvstændige kvinder bliver derimod stadig helt svage i koderne over for magtens mænd, der vælter sig i uformelt flerkoneri. Tag lige den, skatte- og sociale myndigheder, når nu samboende skal ligestilles med ægtepar. 

Er kvinders fremgang i politik måske blot endnu et tegn på, at politikken har ændret væsen, at den ikke betyder så meget mere?

Hidtil har det med hensyn til kontanthjælp været en fordel for samboende ikke at være gift. Man kunne jo mene, det var mere humant at opgradere ægtepar til samlevendes hidtidige status, men når det drejer sig om familier på overførselsindkomster, bruges 'ligestilling' til at retfærdiggøre anvendelsen af den laveste fællesnævner. Så har man også gjort rent bord mht at forfølge dem, der foregiver at være enlige, men ikke er det 'reelt'.

Når regeringens ’magtfulde’ kvindetriumvirat, Thorning, Vestager og Vilhelmsen, troner frem, melder en lille tvivl sig hos undertegnede. Er kvinders fremgang i politik måske blot endnu et tegn på, at politikken har ændret væsen, at den ikke betyder så meget mere?

Spindoktorer for erhvervslivet

I det magtfulde erhvervslivs top sidder de grå jakkesæt uden stiletter og sørger for, at politikerne makker ret. Passende er der så villige - ofte kvindelige - politikere, der kan båndsløjfe med udtalelser om, hvad der går ”rigtig, rigtig godt”. Politikerne er blevet spindoktorer for erhvervslivet og finansministeriets ’regnedrenge’.

De danske topvirksomhedsledere (mænd) og mandsdominerede bestyrelser har ikke brug for at sidde og galpe op på tv i tide og utide. Men uha, at pålægge dem at tage flere kvinder ind i deres bestyrelser ville stride mod enhver faglighed og kvalifikation, siger de forarget. Vi andre ved, at i magtens centre drejer det sig mere om personlige kontakter og indforståetheder end om kvalifikationer.

I det lys kan man forstå, hvorfor regeringen sprang ud i så blå en farve, og hvorfor Margrethe Vestager fremstår, som om hun er trioens mest magtfulde. For hun forstår erhvervslivets tankegang til fulde og kan fremlægge den veltalende og med overbevisning.

Man kan sagtens forestille sig, at kvinder bliver mere fremtrædende i erhvervslivet. Men så vil kapitalismens yderste dag være en hel del nærmere.