Så kom udspillet til en reform af kontanthjælpen. Og den har været længe ventet, for som en socialrådgiver sagde til mig: Der er meget, der kan blive bedre, end det er i dag.

På nuværende tidspunkt kender vi jo ikke det endelige lovforslag, men med udgangspunkt i udspillet vil jeg redegøre for skidt og kanel i reformen. Det, der bekymrer mest, er, at regeringen vil nedsætte ydelser for de unge under 30 år, særligt forsørgere og jobparate. Jeg mener ikke, at der er en fornuftigt socialfaglig begrundelse for at gennemføre den form for forringelser af ydelsen.

Argumentet for at nedsætte ydelsen for unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år, der er uddannelsesparate, er, at de så vil være mere motiveret for at starte uddannelse. Jeg tror ikke, at den nedsatte ydelse vil få den ønskede effekt.

Fattigydelse

Og hvis man forfølger argumentet om, at den nedsatte ydelse skal vedtages for at motivere den unge til at tage uddannelse, hvorfor skal den nedsatte ydelse så også gælde den jobparate unge under 30 år, der har taget en uddannelse og nu blot mangler et job? Den gruppe skal vel ikke motiveres til mere uddannelse?

Unge under 30 år skal ifølge reformudspillet fremover leve for en ydelse på 5753 kroner pr. måned brutto, indtil de får et job. Har den jobparate et barn, ja, så stiger min bekymring. Udspillet lægger op til, at det bliver de uddannelses- og jobparates børn, der skal betale en stor del af regningen.

Vi kommer til at se flere børnefamilier, der oplever at blive sat ud af deres bolig, underretningerne vil stige, og i sidste ende kommer vi som samfund til at betale prisen i form af enkeltydelser og yderligere sagsbehandling.

Alt i alt er der meget skidt i reformen for så vidt angår ydelsesdelen.

Jeg er også kritisk over for at udvide den gensidige forsørgerpligt for ægtefolk til også at gælde samlevende par. Regeringens argument er, at kontanthjælpssystemet skal afspejle de moderne samlivsformer, men i Førtidspensionsreformen har regeringen netop fjernet ægtefælleforsørgelsen for borgere, der bliver visiteret til ressourceforløb, så det virker selvmodsigende. Og så er der selvfølgelig også spørgsmålet om, hvorvidt det er grundlovsstridigt at udvide forsørgerpligten til samlevende.

Men endnu værre er det faktisk, at konsekvenserne kan være, at familier bliver nødt til de facto at flytte fra hinanden for at kunne få økonomien til at hænge sammen. Og så er der lige hele balladen om det kontrolapparat, vi skal opbygge for at tjekke, hvem der samlever, og hvem der bare bor sammen… Alt i alt er der meget skidt i reformen for så vidt angår ydelsesdelen.

Fremskridt

Men så kommer vi til det i reformen med kanel på. Hvis elementerne med ydelserne var taget ud, så ville jeg rose denne reform for at være nytænkende og helt i tråd med, hvad vi som socialrådgivere har efterlyst i årevis.

Med dette reformudspil cementerer Mette Frederiksen, at helhedsorientering skal være dagsorden for det sociale arbejde med de udsatte grupper i Danmark.

Med reformen tilbydes udsatte borgere én koordinerende sagsbehandler samt mulighed for livsmestring og stabilisering, før de mødes med kravet om aktivering og uddannelse. Der lægges også op til en tidlig indsats og en knivskarp visitation, der skal sikre, at vi så tidligt som muligt kommer i gang med den rette indsats.

Jeg tror på, at hvis vi får udfoldet de elementer og gode intentioner, der ligger i reformen, så er det muligt at hjælpe folk videre fra den ofte fastlåste og komplekse livssituation, de befinder sig i, når de har andre problemer end ledighed. Og det er alfa og omega i socialt arbejde - at hjælpe folk videre.