04 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vi vil have job, ikke nedskæringer

Opråb fra gaderne:

Vi vil have job, ikke nedskæringer

Danmark kommer denne gang på verdenskortet, når der i dag er erklæret europæisk aktionsdag. I København, Aarhus og Odense er der demonstrationer mod nedskæringer. Og LO Ungdom gennemfører aktion for at sætte spot på ungdomsarbejdsløshed.

1: Frustrerede arbejdsløse - fortrinsvis fra byggefagene - stoppede morgentrafikken på Kgs. Nytorv i København. 2: Et par hundrede mennesker var på gaden mod arbejdsløshed i Aarhus.
FOTO: Frustrerede Arbejdsløse
1: Frustrerede arbejdsløse - fortrinsvis fra byggefagene - stoppede morgentrafikken på Kgs. Nytorv i København. 2: Et par hundrede mennesker var på gaden mod arbejdsløshed i Aarhus.
FOTO: Kim Haugaard/ScanpixDenmark

Stop for asociale nedskæringer. Flere nye job.
Sådan lyder det i dag, når arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og sygedagpengemodtagere går på gaden i København, Aarhus og Odense.

- Mens køen i jobcentret vokser, forringer regeringen forholdene for syge og arbejdsløse. Den bruger milliarder på bankpakker og til at sænke selskabsskatten for store selskaber, som i forvejen har enorme overskud. Det er grundlæggende usolidarisk og forkasteligt, siger Jeppe Rohde, talsperson for aktionsnetværket Solidaritet eller frit fald (SEFF), der står bag initiativet.

Overalt i Europa presses velfærden, demokratiet og de sociale rettigheder.

Jeppe Rohde, talsperson SEFF

I Aarhus er det Århus Arbejdsløshedsnetværk, der står som arrangør. Her er talsperson Peter Iversen lige så klar i spyttet, når han skal forklare, hvorfor man skal dukke op til dagens demonstration:

- Når titusinder mister eller står til at miste dagpengene, må reglerne laves om. Vi kræver, at man enten tilbydes et job, man kan leve af, eller kan få dagpenge. Man kan ikke spare sig ud af krisen. Derfor er vi også imod nedskæringer for grupper såsom syge, studerende eller dem i arbejde. I stedet skal der investeres i job, praktikpladser, uddannelse og velfærd.

Faglig opbakning

I Aarhus får demonstrationen opbakning af 25 fagforeninger, der er medlemmer af LO Aarhus.

Københavnerne arbejder løbende på at udbygge kredsen af faglige støtter. Dagens demonstration har fået både moralsk og økonomisk støtte fra enkelte lokale fagforeninger, mens LO har valgt at lade ungdommen stå for opbakningen til aktionsdagen.

Det sker med en selvstændig aktion. Mellem kloken 15 og 16 vil man kunne finde LO-Ungdom på Råshuspladsen, hvor de vil stå med bannere og dele flyers ud og tale med forbipasserende om ungdomsarbejdsløshed.

- Vi gennemfører aktionen for at sætte fokus på, at ungdomsarbejdsløsheden er et kæmpe problem. Over 100.000 unge står i dag uden at være hverken i job eller uddannelse. Det er en bombe under vores generation, hvis vi ikke får løst udfordringen, siger LO’s ungdomskonsulent Kasper Sand Kjær.

Én fælles bevægelse

På Fyn står LO-formand Helle Nielsen på talerstolen ved arrangementet i Flakhaven i Odense. Et arrangement, som Allan Krautwald har været med til at stable på benene.

Hans personlige kongstanke er at samle alle de grupper, der af forskellige grund bliver ramt af nedskæringerne, i én fælles bevægelse.

- Det smarte ved de mange nedskæringer er, at de kan bruges til at spille folk ud mod hinanden.  Derfor er det vigtigt, at vi er solidariske hele vejen rundt, lyder det fra Allan Krautwald, der er aktiv i gruppen “Syg i Svendborg”.

At der er brug for at stå sammen underbygger han med eksempler på, hvordan regeringens seneste reformer rammer de svageste grupper i samfundet, som sygedagpengemodtagere, samboende kontanthjælpsmodtagere, studerende og arbejdsløse.

Middag for arbejdsløse

Ud over demonstrationerne i tre af landets største byer bliver der mindst 12 andre steder i landet arrangeret ”forårsmiddage” for og med lokale arbejdsløse.

Demonstrationerne i Danmark foregår under overskriften ”For et europæisk forår” og hovedparolen er ”Vores solidaritet imod deres krise”. De er en dirkete opbakning til en international aktionsdag, hvor der den 13. marts over hele Europa protesteres mod regeringernes og EU’s nedskæringspolitik.

- Overalt i Europa presses velfærden, demokratiet og de sociale rettigheder. Vi er med for at vise, at vi står sammen, både på tværs af byer og på tværs af landegrænser, siger Jeppe Rohde.

I morgen torsdag vil der også være dansk deltagelse, når blandt andet den europæiske faglige sammenslutning, ETUC, kalder til protest i Bruxelles, samtidig med at EU's toppolitikere holder møde.

Inden den internationale demonstration vil der være en selvstændig markering ved den danske repræsentation i Bruxelles. Her vil der være taler fra Solidaritet eller frit fald og fra Søren Søndergaard, Folkebevægelsen mod EU.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. mar. 2013 - 08:30   13. mar. 2013 - 21:12

Europæisk aktionsdag

noc@arbejderen.dk
Det sker 13. marts

København - Nytorv kl. 16.30. Talere: A-kassernes Samvirke, aktivistnetværket Fremtidsfighters, Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening og arrangørgruppen Solidaritet eller frit fald. Hilsner fra Danmarks Lærerforening og fra studenterbevægelsen. Demonstrationen går en tur forbi metrobyggeriet ved Kongens Nytorv og slutter ved Beskæftigelsesministeriet.

Aarhus -  Århus Arbejdsløshedsnetværk indkalder til demonstration på Klostertorv kl. 16.30. Talere: forfatter Rune Engelbreth Larsen og Kirsten Normann Andersen, formand for FOA-Århus. Demonstrationen anbefales af LO-Århus.

Odense - Flakhaven kl. 16.30. Talere: Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten, Helle Nielsen, formand for LO-Fyn, Mette Valentin medlem af regionsrådet i Region Syddanmark, tidligere SF’er, kunstner Jens Galschiøt og Allan Krautwald, repræsentant for Syg i Svendborg.

Solidaritet eller frit fald

Aktionsnetværket ”Solidaritet eller frit fald”, opstod via Facebook i slutningen af 2012.

På få uger blev idéen om en aktion i København til en national aktionsdag, hvor jobcentre i fem store danske byer blev “besat” med krav om job eller dagpenge.

Den 26. januar i år mødtes 130 arbejdsløse fra hele landet på Frederiksberg for at snakke nye aktiviteter, og siden har initiativet spredt sig byer over hele landet.