27 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Uran skiller Siumut og IA

Regeringsforhandlinger

Uran skiller Siumut og IA

Udmeldingen fra Siumut ligner på flere punkter de krav, som det nye parti Inuit har ført valgkamp for.

Siumuts leder Aleqa Hammond (midt) fik 6818 personlige stemmer. Partiet som helhed fik 12.9190 stemmer. Det er 42,8 procent. Valgdeltagelsen tirsdag blev på 74,2 procent.
FOTO: Ulrik Bang/ScanpixDenmark
1 af 1

Aleqa Hammond leder partiet Siumut. Hun fik både en personlig og en partimæssig valgsejr, og kommer til at lede forhandlingerne om dannelse af en ny regering i Grønland:

- Det vigtigste krav bliver indførelse af royalties og fastssættelse af maksimumsgrænse for uran-minedrift, siger hun til pressen.

 

Siumut mener, at den såkaldte 'nul-tolerance' over for brydning af uran skal ændres.

Siumut mener, at den såkaldte 'nul-tolerance' over for brydning af uran skal ændres. Omvendt har det afgående regeringsparti IA på sin kongres i januar besluttet at stå fast på, at der ikke må brydes uran i Grønland.

Det kan tilsyneladende stille sig i vejen for et regeringssamarbejde, der omfatter de to store partier.

Siumut mangler to

Siumut fik 14 mandater, IA fik 11 mandater og tre partier fik hver to mandater; det er det liberale parti Atassut, centrum-højre partiet Demokraterne og det nye socialistiske parti Inuit. Siumut behøver blot to mandater mere for at have et flertal på 16 af 31.

Aleqa Hammond havde i går inviteret alle partierne til efter tur at mødes med forhandlerne fra Siumut for indledningsvis at sondere mulighederne for en koalitionsregering.

- Vi har ikke travlt, siger Aleqa Hammond til Grønlands radio KNR. Borgerne i Grønland har krav på, at vi gør vores forarbejde ordentligt, tilføjer hun og nævner sit partis hovedkrav til et regeringsgrundlag:

- Det er selvsagt royalties, en eventuel forhøjning af maksimumsgrænsen for uran under udvinding af råstoffer og forbedringer af forholdene for landets fiskere.

Og så vil Siumut lige som alle andre partier bekæmpe arbejdsløsheden, der "lige så stille har vokset sig alt for stor de senere år", som Aleqa Hammond formulerer det.

Under valgkampen sagde Demokraterne, at man ikke ville danne regering med Siumut, men partiet er alligevel inviteret til forhandlinger.

Udmeldingen fra Siumut ligner på flere punkter de krav, som det nye parti Inuit har ført valgkamp for. Det gælder opkrævning af royalties ved eksport af råstoffer udvundet i Grønland i stedet for beskatning af et eventuelt overskud hos mineselskaberne. Det samme gælder øget støtte til fiskerne. 

Atassut har ifølge medierne ladet forstå, at man er klar til at diskutere en ophævelse af 'nul-tolerancen' over for uran.

Svækket IA

Det sidste parti, som efter Aleqa Hammonds tidsplan skulle til forhandlinger om dannelse af en koalitionsregering var IA.

IA's leder er klar til at forhandle regeringssamarbejde:

- Hvis Siumut gerne vil diskutere seriøst med os, så er vi selvfølgelig klar til det. Det helt afgørende er om man er i stand til at blive enige om et program, siger Kuupik Kleist til KNR.

Hans parti tabte tre mandater ved valget og gik tilbage fra 14 til 11.

Han er 'ærgerlig' men ikke overrasket:

- I forhold til forrige valg, hvor vi gik 100 procent frem, kan det nøgternt set være svært at vedligeholde en så stor fremgang på én gang. Og de fire år, der er gået, har ikke været lutter lagkage. Vi har været nødt til at føre en ret stram politik, siger Kuupik Kleist.

Han synes det er en rigtig råstofpolitik, som er ført under IA's regeringsledelse med vedtagelse af storskalaloven, men han vurderer, at det ikke er lykkedes at 'fortælle det positive'.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. mar. 2013 - 07:50   15. mar. 2013 - 08:00

Grønland

se@arbejderen.dk