Krigen mod Irak blev erklæret på falske præmisser, og den endte i tilsvarende ynkelig fiasko. Det er kort og godt den konklusion, der i almindelighed fandt tilslutning her ved ti-året for krigens indledning for nogle dage siden.

Der var et par røster imod fra de hovedansvarlige for Danmarks deltagelse, den daværende statsminister og hans udenrigsminister den gang, der noget retorisk spurgte:

Ser vi på borgernes retssikkerhed, også fremadrettet, er det yderst beklageligt, at der ikke reageres retligt på så alvorlige grundlovsbrud.

- Ville I hellere stadig have haft Saddam Hussein....?

Men bortset fra den slags tomme fraser var der ganske stor tilslutning til konklusionen angivet i indledningen.

Grundlag for rigsretssag

Undersøgelseskommissionen om Irakkrigen, der nu skal i gang, kan på den baggrund forekomme overflødig. Dette så meget mere, som der vel ikke rigtigt er nogen, der tror, den vil føre til, at der bliver placeret og gjort gældende noget ansvar forstået som sanktioner eller lignende.

En belastende og tilstrækkeligt entydig konklusion om den daværende regerings ansvar for forkerte oplysninger om Iraks besiddelse af fremførelsesmidler for masseødelæggelsesvåben og om, at der var et FN-mandat til væbnet aktion mod Irak, kunne i princippet føre til, at der blev rejst rigsretsanklage mod de involverede ministre.

Men det er der ikke rigtigt nogen, der tror, at et flertal i Folketinget ville kunne samles om. Et af argumenterne imod vil være det tidsmæssige aspekt. Allerede nu er det ti år siden, Danmark erklærede krig, og før undersøgelseskommissionens konklusion måtte foreligge og Folketinget skulle tage stilling, vil der være gået et betragteligt antal yderligere år. Og selve rigsretssagen ville jo også tage "år og dag".

Ser vi på borgernes retssikkerhed, også fremadrettet, er det yderst beklageligt, at der ikke reageres retligt på så alvorlige grundlovsbrud.

Højesteret afviste retssag

Realiteten er jo - hvad mange medier desværre helt glemte at omtale her ved ti-årsdagen - at der i nogle år verserede en retssag mod den daværende statsminister ved domstolene. Først Østre Landsret og så Højesteret. En snes "bekymrede borgere" havde udtaget stævning blot måneder efter krigserklæringen, for at få konstateret, om statsministeren og hans regering havde vildledt folketinget til at stemme for krigen og derved begik grundlovsbrud.

Jeg var en af disse "bekymrede borgeres" advokater, og vi havde meget omfattende dokumentation for, at krigen stred mod folkeretten, at den ikke havde noget FN-mandat, og at krigen derfor var i strid med grundloven.

Regeringens advokat, kammeradvokaten, påstod sagen afvist med det argument, at disse borgere ikke havde noget retlig interesse i at få fastslået, om grundloven var overtrådt.

Selvfølgelig er det da en sag for borgerne i et demokrati at få domstolene til at påse og påtale regeringers, Folketings og andre myndigheders eventuelle grundlovsbrud....

Men da det kom til stykket, gav både Østre Landsret og senere Højesteret kammeradvokaten medhold. De "bekymrede borgere" havde bare "at pakke sig" (min formulering inspireret af Holberg).

Nederlag for den demokratiske retsstat

Den dag for nu tre år siden, hvor Højesteret bestemte det, mistede mange mennesker en stor del af agtelsen for vores demokrati, som jo så groft sagt blev skåret ned til kun at gå ud på, at flertallet bestemmer.

Dette er for mig at se den alvorligste omstændighed ved Irakkrigen.