05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

John Dybdahl mister sin indkomst i dag

Offer for regeringens politik

John Dybdahl mister sin indkomst i dag

John Dybdahl mistede retten til dagpenge i februar. Han blev reddet af et akutjob, men står nu igen overfor at miste sin indkomst, fordi hans nye arbejdsgiver alligevel ikke havde nok arbejde.

- Hvis vi skal finde noget billigere, bliver vi nødt til at smide knægtene ud. Det kunne vi også godt, men det kunne jo være rart, at det ikke var på denne her måde, siger den 50-årige John Dybdahl.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Tæt ved 13.000 arbejdsløse har siden årsskiftet mistet retten til dagpenge. En af dem er 50-årige John Dybdahl fra Hvidovre. Han er gift, far til to og fra i dag af uden indkomst.

John Dybdahl mistede retten til dagpenge den 24. februar 2013, men var en af de få heldige, der blev reddet på stregen og fik et akutjob. Han blev ansat i et firma ved navn AMC Clean, som sørger for rengøringen af vaskehaller på tankstationer over hele landet.

Men efter ganske få uger blev John - igen - overflødig. Han og fire kollegaer blev fyret med sidste arbejdsdag den 30. april. Ifølge arbejdsgiveren fordi firmaet mistede en stor kontrakt og dermed ikke havde nok arbejde.

Der bliver nogle flere konflikter derhjemme. Det er jo en presset situation. Det har sgu' været noget af en rutsjebanetur, synes jeg.

John Dybdahl, arbejdsløs

Jeg fanger John på mobilen på en af hans sidste arbejdsdage. Han er i gang med at vaske en vaskehal et sted på Sjælland.

- Det er noget lort. Men der er jo ikke så meget at gøre, jeg må jo bare op på hesten igen og klø på. Men det er jo noget skuffende. Til jobsamtalen forsikrede chefen mig om, at der var masser af arbejde. Men det blev der jo ikke noget af.

>> LÆS OGSÅ: "SÅ MÅ JEG JO BO I BILEN"

Selvom John har været i arbejde i de sidste to måneder, har han ikke optjent retten til at komme på dagpenge igen. De nye regler kræver nemlig, at han skal arbejde, hvad der svarer til fuld tid i et år for at få ret til at modtage dagpenge igen. 

De sidste to års tid har for John Dybdahl været en kamp for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Han har forsøgt ad alle veje: Jobsøgningskurser, virksomhedspraktik og job i løntilskud, men uden held.

- Problemet er jo, at der bliver flere og flere arbejdsløse og færre og færre job, konstaterer John Dybdahl.

Ingen indkomst

Når John 1. maj står uden arbejde, betyder det samtidigt et dybt indhug i familiens livsgrundlag.

John Dybdahl er nemlig ikke berettiget til kontanthjælp, fordi hans kone, som er kommunalt ansat social- og sundhedshjælper, tjener hvad der svarer til "dobbelt kontanthjælp". Derfor skal hun forsørge sin mand og deres to hjemmeboende drenge med hendes løn.

- Det er lige 22.000 om måneden, vi mister. Så jeg håber sgu' snart, der er noget, der dukker op, ellers bliver det ikke en sjov sommer. Man skulle jo gerne eksisterer bare lidt, lyder det tørt fra John.

John Dybdahl og hans kone har to drenge. En på 17 og en på 19. Den 17-årige går på kokkeskole, men er ikke berettiget til at modtage SU. Han skal altså stadig leve af mor og fars penge. Desuden, fortæller John Dybdahl, er den 19-årige søn også afhængig af forældrene på grund af forskellige problemer.

Så det er altså en stor familie på fire voksne mennesker, som nu skal leve, bo og spise for en enkelt social- og sundhedshjælperløn.

Ifølge A-kassernes Samvirke vil 30.000 arbejdsløse miste dagpengene i løbet af 2013. 70 procent af dem vil, ligesom John, ikke være berettiget til at modtage kontanthjælp, anslår Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i en to år gammel beregning.

Problemet er jo, at der bliver flere og flere arbejdsløse og færre og færre job.

John Dybdahl, arbejdsløs

Selvom Johns kones indtægt gør det umuligt for John at modtage kontanthjælp, håber han alligevel på, at familien kan få en eller anden støtte fra kommunen.

>> LÆS OGSÅ: STADIG INTET JOB TIL JOHN

- Nu tager jeg op på kommunen og tager en snak med dem, og så må vi se. Men der er ikke det store håb, jeg får jo nok ikke så meget som en krone ud af dem, mener han.

Derfor er John og konen også begyndt at kigge sig om efter noget billigere at bo i. De bor nu i et lejet 5-værelses rækkehus i Hvidovre. 

Men det er ikke nemt at få det hele til at hænge sammen, synes John.

- Hvis vi skal finde noget billigere, bliver vi nødt til at smide knægtene ud. Det kunne vi også godt, men det kunne jo være rart, at det ikke var på denne her måde.

Ingen job

Johns arbejdsløshed og den usikre situation, den skaber for familien, har andre konsekvenser i hverdagen end de rent økonomiske. 

- Der bliver nogle flere konflikter derhjemme. Det er jo en presset situation. Det har sgu' været noget af en rutsjebanetur, synes jeg.   

John Dybdahl har som de fleste ufaglærte været vidt omkring på arbejdsmarkedet. Han har i mange år arbejdet som ejendomsfunktionær. Derudover har han blandt andet arbejdet i Rema 1000, som gadefejer i Københavns Kommune og hos Coca Cola. Men de sidste to år har han altså gået arbejdsløs.

- Der er jo ikke noget arbejde at få. Nu snakker de om den der vækstpakke, at den skaber nogle tusind job. Men det er jo ikke ufaglærte jobs. Men det er der jo ikke noget at gøre ved. Vi kan sgu' råbe, og vi kan skrige, men der sker jo ikke en skid alligevel, siger John, inden han afbryder samtalen for at køre til den næste tankstation på dagens liste.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. maj. 2013 - 09:30   01. maj. 2013 - 09:45

Dagpengeforringelser

as@arbejderen.dk
Dagpengeforringelser
  • Den nuværende regering valgte efter valget at fastholde de dagpengestramninger, som den forrige regering besluttede i 2010.

  • Aftalen om dagpengereformen blev indgået af den daværende VK-regering sammen med Dansk Folkeparti den 25. maj 2010. Siden har SSFR-regeringen sammen med Enhedslisten aftalt en midlertidig forlængelse af dagpengeperioden med et halvt år.

  • VK-regeringen skar dagpengeperioden ned fra fire til to år og fordoblede samtidig genoptjeningskravet fra et halvt til et helt år. Stramningerne trådte i kraft den 1. januar 2013.

  • Forringelserne betyder, at omkring 34.000 mennesker mistede dagpengeretten i 2013. I 2014 skete det for yderligere 16.700 arbejdsløse. Pr. 1. april 2015 har over 54.000 mistet retten til dagpenge

  • Regeringen og Enhedslisten har lavet midlertidige aftaler, der i dag sikrer arbejdsløse, der falder for toårsgrænsen, en ydelse på 60 procent af dagpengesatsen for ikke-forsørgere, 80 procent for forsørgere. Ydelssperioderne aftrappes og ophører helt fra 1. juli 2016. Den samlede længde af dagpenge- og ydelsesperioder kan dog maksimalt udgøre fire år.

  • Den nuværende SSFR-regering og Enhedslisten har i efteråret 2011 aftalt en midlertidig forlængelse af dagpengeperioden med et halvt år

RØD BOG

Arbejderen har fulgt John Dybdahl siden oktober 2012, hvor han modtog det såkaldte advarselsbrev om, at han var én blandt mange tusinder, som stod overfor at miste dagpengeretten på grund af stramning af dagpengereglerne.

John Dybdahl er 50 år, gift, har to hjemmeboende sønner og bor i et lejet rækkehus. Hans kone arbejder som social- og sundhedshjælper i Hvidovre Kommune.

John Dybdahl har ingen uddannelse, men har i mange år arbejdet som ejendomsfunktionær. Han har også arbejdet i Rema 1000, som gadefejer i Københavns Kommune og hos Coca Cola. Senest har John arbejdet med at vaske vaskehaller på sjællandske tankstationer.

Han har været arbejdsløs i over to år og mistede derfor retten til at modtage dagpenge i februar. John Dybdahl har ikke ret til kontanthjælp, fordi hans kone tjener, hvad der svarer til "dobbelt kontanthjælp". For en forsørger lyder kontanthjælpen på 13.732 kroner før skat.