Europæiske lande er hårdt ramt af den økonomiske krise. Det mest brugte løsningsforsøg er reformer, der ”tilpasser” og ”skærer økonomien til”. Og når det drejer sig om økonomisk politik, lader det til, at vi skal lukke øjnene for de sociale konsekvenser, fordi det handler om at få balance i regnearkene.

Når øjnene igen åbnes, så ser vi desværre ikke økonomier og europæiske samfund på rette vej mod fremgang. I stedet har vi udsigt til en politik, som har omfattende sociale konsekvenser. Og uanset hvor langt ud i horisonten vi skuer, er det svært at få øje på andet end stigende arbejdsløshed og sociale uroligheder. De økonomiske fremskridt, som reformerne ellers skulle trylle frem, er fraværende.

I en ny rapport tegner den europæiske velgørenhedsorganisation Caritas et billede af et Europa i dyb social krise.

Det bør snart være klart for enhver, at de sociale nedskæringer kvæler de europæiske landes mulighed for fremskridt.  

Caritas tager udgangspunkt i deres mange velgørenhedsarbejdere, der på nærmeste hold oplever den sociale deroute i de europæiske befolkninger. Antallet af arbejdende fattige uden udviklingsmuligheder stiger og er oppe på næsten en femtedel af de ufaglærte i EU-landene.

Millioner af mennesker oplever for første gang at ryge ud i fattigdom, og et stadigt stigende antal unge oplever at være helt uden udsigt til et arbejde. Unge må leve på forældrenes omsorg og bliver gjort afhængige på et tidspunkt, hvor de burde være i gang med at realisere deres eget voksenliv og skabe værdi for deres samfund. Og så er der ikke mindst en stigende andel, for hvem den lovmæssige lydighed er sat til side i kampen for føde og overlevelse.

Det er de menneskelige konsekvenser af de økonomiske stramninger.

Langsomt er der dog folk, selv på de bonede gulve, som har taget skyklapperne af og fået øjnene op for, at selve grundlaget for den stramme økonomiske kurs smuldrer. Cheføkonom i IMF Oliver Blanchard har været ude at kritisere Storbritannien for at spare deres økonomi hen mod en ny afgrund. Og i Tyskland har et nyligt ”chok” over manglende vækst fået selve EU-kommissionens formand José Manuel Barroso til at tilkendegive, at nedskæringspolitikken ”har nået sin begrænsning”.

Den Internationale Valutafond, IMF, måtte i en rapport fra januar korrigere og indrømme, at de havde undervurderet de negative konsekvenser ved nedskæringspolitikken, som var langt værre end forventet. Ligeledes er der fundet grufulde fejl i to Harvardøkonomers beregninger for nødvendigheden af at nedbringe statsgælden som den bedste krisemedicin. Det er ellers IMF og anbefalinger af denne slags som EU-kommissionen har benyttet som grundlag for sparekursen og de mange nedskæringer.

Nu hvor fejlene opdages, bør det snart være klart for enhver, at netop de sociale nedskæringer er det som for tiden kvæler de europæiske landes mulighed for fremskridt.