Kampen om dagpengene fortsætter
Blogs
Kampen om dagpengene fortsætter
Uden det vedholdende pres havde regeringen ikke rykket et komma. Den havde snakket om, hvor mange initiativer der angiveligt er sat i gang for at skabe arbejdspladser, men koldt og kynisk set passivt til, mens 30.000 arbejdsløse havde mistet deres dagpenge. Kampen for et solidarisk dagpengesystem er langt fra slut. Derfor må presset på regeringen opretholdes.
Regeringens udspil til en længere indfasning af dagpengereformen er en vigtig sejr. Det er en sejr som blev hevet i land gennem en langvarig kamp. Det er en sejr for alliancen mellem den aktive del af fagbevægelsen, store dele af medlemmerne i S og SF, Enhedslisten og kommunisterne. Uden det vedholdende pres havde regeringen ikke flyttet et komma. Den havde koldt og kynisk set passivt til, mens 30.000 arbejdsløse havde mistet deres dagpenge.
Tryghed på arbejdsmarkedet skabes først, når alle arbejdsløse er sikret retten til dagpenge, indtil de kan tilbydes arbejde.
Regeringen vil etablere en midlertidig arbejdsmarkedsydelse. Den vil give forsørgere en indtægt på 80 procent af dagpengene og ikke-forsørgere 60 procent. Den nye arbejdsmarkedsydelse vil derfor fastholde presset på mindstelønnen, som forstærkes hver gang overførselsindkomsterne beskæres.
I en tid hvor S, R og SF prioriterer lavere selskabsskat og afskaffelse af sodavandsafgiften, behandler man de udfaldstruede som en hund, der fodres med sin egen hale. Den midlertidige arbejdsmarkedsydelse finanseres således gennem en forhøjelse af kontingentet til a-kassen. Arbejdsmarkedsydelsen vil blive udfaset igen inden andet halvår af 2016. Herefter vil den forhadte dagpengereform stå tilbage i dens oprindelige form.
En længere indfasning af en asocial lov skaber ikke tryghed, hverken for de arbejdsløse eller på et arbejdsmarked, hvor fyresedlerne hænger som en økse over nakken. Den længere indfasning er endnu en lappeløsning. Den er sidste led i den lange række af utilstrækkelige initiativer, regeringen har været presset til at gennemføre, siden den rykkede ind i ministerkontorerne. Nu håber ministrene, at krisen snart er slut. Det er der bare ikke noget, der tyder på.
Dagpengereformen var endnu et skridt mod en afvikling af dagpengesystemet. Ikke mindst for store grupper af ufaglærte, er det i dag vanskeligt eller umuligt at genoptjene dagpengeretten.
Tryghed på arbejdsmarkedet skabes derfor først, når alle arbejdsløse er sikret retten til dagpenge, indtil de kan tilbydes arbejde eller en relevant uddannelse. Derfor må kampen for en solidarisk dagpengereform ubetinget fortsættes.