05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danskere dyrere end udlændinge trods overenskomst

Virker sociale klausuler?

Danskere dyrere end udlændinge trods overenskomst

Selv om kommunerne kræver, at den overenskomstmæssige mindsteløn bliver overholdt på offentlige byggepladser, er det billigere at hyre udenlandske arbejdere. Der er nemlig ingen dansk arbejder, som går til mindstelønnen i overenskomsten, forklarer 3F.

For betonarbejdere ligger minimallønnen i overenskomsten på omkring 115 kroner i timen, mens den gennemsnitlige løn for en byggearbejder ligger væsenligt højere. I hovedstaden ligger gennemsnitslønnen således på mellem 170 og 180 kroner.
FOTO: PN
1 af 1

Om kort tid, skal regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) forhandle en ny kommuneaftale på plads. Her vil regeringen efter aftale med Enhedslisten forsøge at få KL med på en forpligtende aftale om anvendelse af såkaldte sociale klausuler i offentlige udbud.

Fagbevægelsen, regeringen og Enhedslisten vil med klausulerne stille krav om, at udenlandske arbejdere får en overenskomstmæssig løn og håber derved at komme den sociale dumping til livs.

Men kan klausuler om overenskomstmæssig løn sikrer danske lønninger på landets byggepladser?

På metrobyggeriet i København har den offentlige bygherre krævet overenskomstmæssig løn på byggepladserne. Alligevel har det portugisiske metrofirma Cinterex valgt at hente 15 betonarbejdere hertil fra hjemlandet på trods af, at 100 danskere søgte stillingerne, da de blev slået op i januar.

>>LÆS OGSÅ: PORTUGISISK METROFIRMA AFVISER DANSKE JOBANSØGERE

Der kan ikke være tale om social dumping, når man følger overenskomsten.

Peter Stenholm, direktør i Dansk Byggeri

Forklaringen skal, ifølge fagforbundet 3F, findes i den overenskomstmæssige minimalløn.

I overenskomsten ligger minimallønnen på omkring 115 kroner i timen, mens den gennemsnitlige løn for en byggearbejder ligger væsenligt højere. I hovedstaden således på mellem 170 og 180 kroner i gennemsnit.

Ifølge Palle Bisgaard, som forhandler overenskomster indenfor byggeriet på forbundsplan i 3F, er årsagen til den store forskel på minimalløn og gennemsnitsløn, at ingen danske bygningsarbejdere går til minimallønnen.

Pres på kulturen

- Minimallønnen har aldrig været tænkt som en udbetalingssats, men som et udgangspunkt for lokale forhandlinger. Det ligger ligesom i akkordsystemet. Man kan sige, at det er kulturen, eller et udtryk for demokratiet i overenskomsten, forklarer Palle Bisgaard til Arbejderen.

Palle Bisgaard mener derfor, at der ikke bare er tale om et pres på lønnen, men også på kulturen i overenskomsterne, når udenlandske arbejdere går til minimallønnen.

- For udlændinge, som ikke har indblik i den danske overenskomstkultur, er der ikke tale om et udgangspunkt for forhandlinger, men om et diktat. De ved, at hvis de begynder at stille krav eller for den sags skyld henvender sig til fagbevægelsen, ja så bliver de fyret.

Alligevel mener Palle Bisgaard, at klausuler om overenskomstmæssig løn kan være et værn imod social dumping.

Minimallønnen har aldrig været tænkt som en udbetalingssats, men som et udgangspunkt for lokale forhandlinger.

Palle Bisgaard, forhandlingssekretær i 3F

- Sociale klausuler er en forudsætning for, at bygherren bidrager til at forhindre social dumping, og så er det et stærkt signal til omverdenen om, at vi i Danmark har nogle holdninger til lønmodtagernes basale rettigheder, siger han.

For at imødegå problemet har 3F ved de seneste overenskomstforhandlinger forsøgt at få skrevet et "akkordafsagnstillæg" ind i overenskomsten, så de, der ikke får lov at forhandle en akkord på plads, til gengæld får et tillæg, som vil bringe den enkelte arbejder tættere på gennemsnitslønnen.

Eneste sted, det indtil videre er lykkedes af få et sådant afsagnstillæg indført, er på murerområdet.

- Men vi vil holde fast i kravet. For når arbejderne i dag bliver betalt efter minimallønnen  er der faktisk ikke noget vi kan gøre, så længe de pågældende ikke er medlemmer hos os. Der er jo egentlig ikke tale om overenskomstbrud. Men et brud med den måde, overenskomsten er tænkt på, er det helt sikkert, siger Palle Bisgaard.

Ikke social dumping

I arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri er man enig i, at minimallønnen er et udgangspunkt for lokal lønforhandling.

- Det står direkte i overenskomsten, så det er vi slet ikke i tvivl om. Men når det er sagt, mener vi ikke, at der er noget galt i, at man udbetaler minimallønnen, siger direktør Peter Stenholm til Arbejderen.

Palle Bisgaard fra 3F mener, at der er tale om ulige forhold ,fordi de udenlandske arbejdere ikke har samme kultur for at tage arbejdsgivers lønudspil som noget, der kan forhandles om. Er det ikke et problem?

- Jeg synes ikke, at der er noget problem, så længe man følger overenskomsten. Jeg vil ikke blande mig i den lokale lønudvikling, og det skal 3F heller ikke.

Men er det ikke en form for social dumping, når udlændinge går til 115 i timen, mens gennemsnitslønnen for en dansk betonarbejder er 170 - 180 kroner i timen?

- Nej bestemt ikke. Der kan ikke være tale om social dumping, når man følger overenskomsten.

>>LÆS OGSÅ: DANSK BYGGERI ERKLÆRER KLAUSULKRIG

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. jun. 2013 - 07:05   06. jun. 2013 - 09:04

Social dumping

as@arbejderen.dk