Gorbatjov. Glasnost. Perestroika.

Disse 3 ord var for 25 år siden del af dagligdagen. Pressen "flød over" med dem. Og ikke alle har glemt dem i dag.

Sovjetunionens leder Gorbatjov krævede gennemsigtighed (glasnost) og forandring (perestroika), og mange gav deres besyv med. Også her i Vest blandt andet i dialog tværs over jerntæppet.

Jeg husker en "telebro", hvor jeg som formand for udenrigspolitisk nævn sammen med to andre MF'ere fra Samtaleværelset på Christiansborg i et par timer drøftede det med tre fra Den øverste Sovjet i en direkte TV-udsendelse sendt i USSR og Danmark.

Og alt det gav resultat. Uden GGP (Gorbatjov, Glasnost og Perestroika) var Den Kolde Krigs konfrontation ikke endt så relativt fredeligt. Vi undgik det store atomragnarok, som mange den gang frygtede. 

Men verden af i dag har stadig brug for gennemsigtighed  og forandring. Det ligger lige for at få dette flashback her midt i debatten om den nye lov om offentlighed i forvaltningen.

Klare tilbageskridt

Sandt nok betyder den mere åbenhed i kommuner og regioner. Men i statslige forhold er der klare tilbageskridt. Regeringen og et bredt flertal i folketinget ønsker et frirum for politiske overvejelser ind og ud af ministerier med videre, hvor journalister og andre på offentlighedens vegne afskæres fra aktindsigt.

Verden af i dag har stadig brug for gennemsigtighed  og forandring. 

Det skaber med rette kritik, og det påpeges samtidig, at den nuværende regering og de tre regeringspartier nu pludselig har forladt deres tidligere velbegrundede kritiske holdning til den slags hemmeligholdelse. De forfægter i  dag nøjagtigt de synspunkter, som de i opposition kritiserede den daværende regering for. Jeg vil her og nu pege på et aspekt mere, som trods sin betydning desværre er overset: whistleblowing, det vil sige adgangen for offentligt ansatte med inside viden til at råbe vagt i gevær.

For seks-syv år siden fremkom den da FE-ansatte Frank Grevil med oplysninger til pressen, der afslørede, at den daværende statsminister ikke havde ret, når han sagde, at Iraks besiddelse af fremføringsmidler for masseødelæggelsesvåben ikke var noget, han troede. Det var noget, han vidste.

Grevil blev dømt for at overtræde sin fortrolighedsforpligtelse. Min påstand som hans forsvarer i Østre Landsret om frifindelse efter straffelovens § 152 e nr. 2 (berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse) fik medhold af kun et mindretal af dommerne. Så Grevil røg i fængsel. For at røbe sandheden.

Partier lovede whistleblowerordning

Umiddelbart efter lovede flere partier i Folketinget, at denne whistleblower bestemmelse skulle opdateres, så Danmark kunne komme på linje med andre moderne demokratier.  Eksempelvis i USA og England er der anderledes håndfaste regler om straffrihed for dem, der i samfundets klare interesse afslører den slags "narrestreger".

Men efter nogen tid mistede stort set alle partier modet, og i dag er Folketingets interesse i den opgave aldeles væk.

Det må i allerhøjeste grad beklages, for der er et stort og akut behov for den slags demokratiske ventiler. Tænk bare på kommissionshøringerne om "skattesagen" og om statsborgerkonventionen samt forsvarstoppens adfærd vedrørende videooptagelser af danske tropper i Irak.

Med den offentlighedslov, som nu tegner sig, og med det øgede "spin", som skiftende regeringer helt uanset partifarve binder hele samfundet ind i, vokser behovet for whistleblowers dag for dag.