Sandra Ramirez har kæmpet i snart 30 år og i de fleste af disse år som den legendariske guerillaleder Manuel Marulandas livskammerat. Jeg fik en samtale med Sandra i Havanna. Et eksklusivt interview, for det er få gange journalister har haft muligheden af at interviewe hende.

Forrige gang jeg mødte hende var i marts 1988. Hendes mørke øjne iagttog mig minutiøst den dag, jeg ankom til den centrale base - tre dages rejse til hest fra Bogotás udkant. Næsten 25 år senere mødes vi igen i Havanna, og hun er ikke ældet mærkbart, på trods af krigen og tabet af Manuel Marulanda. Det bliver til omfavnelser og personlige og politiske tilbageblik og erindringer.

Mellem 35 og 40 procent i FARC var og er kvinder.

- Vi var en fattig bondefamilie. Vi dyrkede kaffe, kakao og sukkerrør, og vi havde et par køer for vores egen overlevelse. Da jeg fyldte 17 besluttede jeg mig for at tilslutte mig guerillaen, at søge nye horisonter. Jeg forlod mine 14 søskende bag mig i Santander del Sur, i det centrale Colombia, for at deltage i kampen for det Nye Colombia.

- Vi var en fattig bondefamilie. Vi dyrkede kaffe, kakao og sukkerrør, og vi havde nogle køer til selvforsyning. Da jeg fyldte 17 år bestemte jeg mig for at gå med i guerillaen, at søge nye horisonter. Jeg efterlod mine 14 søskende bag mig i Santander del Sur i det centrale Colombia for at deltage i kampen for det nye Colombia.

Krig og frihedskamp

Tusinder af krigsveteranter i USA tager hvert år livet af sig på grund af krigspsykoser og andre faktorer fra USA’s imperialistiske krige verden over. Men Sandra og hendes kammerater, som har kæmpet i årevis mod det mest erfarne militærapparat i Latinamerika, mener at ”har du den indre og stærke overbevisning om, at det også om nødvendigt må koste livet at slå undertrykkelsen og krigens kræfter tilbage for at bygge det nye Colombia, ja, så er du parat til at gøre det”.

I marts 1988 i den østlige del af Andesbjergene, blot en tyve minutters tid fra Bogotá med helikopter, forundredes jeg over det store antal kvinder i guerillaen. Mellem 35 og 40 procent i FARC var og er kvinder.

Ti år senere fik jeg i de sydlige Colombia syn for sagen om den fysiske styrke, de repræsenterer.

Kamphelikoptere havde overfløjet lejren, og kommandanten for den 48. Front besluttede at rykke fem kilometer længere ind i junglen for at undgå eventuelle bombardementer. Som arbejdsmyrer begyndte guerillasoldaterne at flytte alt deres inventar.

Manuel Marulanda var grundlægger af FARC og den guerillaleder, som Colombias herskere jagtede.

Jeg havde selv en 'caleta' - min seng, der bestod af tre syv tommer brede brædder, der hvert og en vejede anseelig til. Fem kilometer i 30 graders varme og med en luftfugtighed på 99 procent. Efter en kilometer på junglestier blev jeg overhalet af ”La Chinita”, Marcela, en atten-årig guerillapige som på skulderen bar mine to (sic!) sidste brædder …

På trods af tredive år i bjerge og jungle og en krig, som blev mere og mere intens gennem de sidste tyve år, stod Sandra nu her i Havanna og lo af fuld hals, tilsyneladende umærket af krigspsykoser.

Hendes deltagelse i FARC's fredsdelegation nød stor opmærksomhed i den colombianske presse, men hun nægtede at give interviews til andre end undertegnede og en kvindelig kollega fra nyhedsbureauet IPS.

DE: Pressen i Colombia har allerede kørt sit maskineri i gang for at miskreditere FARC og særligt kvinderne i guerillaen gennem at lufte den gamle anklage om at guerillakvinderne er ”sexslaver for guerillaledelsen”.

- Gennem mine tredive år i FARC er jeg aldrig blevet konfronteret med nogen som helst substans i disse anklager. Det er en løgn, der kommer igen ligesom den kapitalistiske krises cyklus, at vi tvinges til at leve sammen med nogen mod vores vilje. Nej, kvinder i FARC er frie til selv at bestemme hvem de vil leve og dele deres fritid med. Frie til at sige deres mening og lade deres hjerte tale. Hun er fri i modsætning til kvinden i det andet Colombia, hvor hun af historiske årsager endog juridisk er underordnet sin mand. Kvinden i guerillaen er fri ti at skilles fra sin mand, når et forhold ikke fungerer.

Med Manuel Marulanda

Sandras forhold var med ingen anden end Manuel Marulanda. Han var grundlæggeren af FARC og den guerillaleder, som Colombias herskere  gennem næsten et halvt århundrede jagtede og forsøgte at slå ihjel.

Men Marulanda døde i et hjertetilfælde den 26. marts 2008. Da havde han, Sandra og tæt ved 2000 guerillasoldater, der udgjorde Marulandas sikkerhedsstyrker, kæmpet gennem flere måneder mod omkirng 10.000 af hærens specialstyrker. På trods af, at disse blev understøttet af bombefly og armadaer af Black Hawk helikoptere lykkedes de aldrig med deres mål om at dræbe FARC-guerillaens grundlægger. Hans krop hviler nu et eller andet sted i bjergene eller junglen, og mere end én general og præsident er gået i graven mens de forbandede den mand, som de jagede gennem et helt liv.

Billedet af en sørgende og grædende Sandra, som stod over kisten, blev offentliggjort over hele verden, efter at FARC's avis, Resistencia, offentliggjorde det.

- Mit forhold til Manuel gav igen privilegier overhovedet. Tværtimod ligger der et endnu større ansvar i at være et revolutionært eksempel overfor de andre kammerater. Men jeg vil gerne understrege, at mit kollektive ansvar for at udfylde de daglige gøremål altid bliver udført sammen med de andre kammerater, på trods af mediernes fantasiberetninger og psykologiske krigsførelse for at sværte guerillaen til, siger Sandra.

FARC-familien

Da Sandra efterlod sine fjorten søskende og forældre bag sig i 1982, fandt hun en ny familie.

- Her får du en ny og stor solidarisk familie som vejleder dig i livet. Guerillasoldaten ved, at han eller hun kan falde i kampen, og vi er ikke ufølsomme overfor døden, tværtimod. Vi sørger for, at hver kammerat, der falder, ikke bliver glemt. I kampen hylder vi dem ved at slås endnu mere for freden, kæmpe endnu mere for sejren over en fjende, der har erklæret krig mod sit eget folk.

- Din familie i FARC er hele tiden på vagt mod, at du ikke er ensom, når du bliver syg. Kammeraterne våger over dig, vasker dit tøj og bringer dig med mad. Denne kollektive solidaritet er det, der forener os og gør os moralsk og psykisk stærke, når fjenden angriber os. Mediernes anti-kommunistiske tilsvining er, hvad det er. Det er krigspsykologi i Goebbels ånd for at isolere os fra masserne.

DE: Nu befinder vi os i Havanna, som er skuepladsen for fredsforhandlingerne mellem regeringen Santos og FARC. Hvilke forhåbninger har du, og hvordan kan en virkelig fred forandre den elendige situation for det undertrykte flertal af Colombias kvinder?

- Kapitalismen forvandlede den colombianske kvinde til et objekt, der kunne udbyttes på en række områder. Men kvindens befrielse er ikke isoleret fra folkets kamp for at befri sig. Tværtimod, den er en nødvendighed for, at også kvinden skal kunne befries.

Guerillasoldaten ved, at han eller hun kan falde i kampen, og vi er ikke ufølsomme overfor døden.
Sandra Ramirez

- I dag forvandles kvinder i mit land til kroppe uden sjæl, hjerte eller hjerne. Sådan skildres det i 'dokusoaps' (sæbeoperaer, som foregiver at være inspireret af virkeligheden, red.), der tilmed er rodet sammen med kommercielle interesser og en forherligelse af narkokartellerne. De er i dag et kommercielt eksportprodukt. Samtidig hævder staten, at den bekæmper narkokartellerne. Producenterne af dokusoaps hiver millioner af dollars hjem på at markedsføre denne syge kultur, som er et spejlbillede af det samfund, som kapitalismen har skabt i Colombia.

- I det nye Colombia, som FARC slås, for skal kvinden have samme plads som manden: Bestemme, deltage og være aktive i samfundslivet på alle områder. Der findes en række eksempler på heltemodige kvinder, for eksempel kvinderne fra Soacha – en kommune i det sydlige Bogotá. De tog kampen op mod den statsterrorisme, som medførte at deres sønner blev kidnappet og myrdet og senere præsenteret som ”guerillasoldater faldet i kamp med hæren”. Generalerne ville fremvise konkrete resultater i kampen mod guerillaen - opfylde krav som [den daværende præsident] Alvaro Uribe, Medellinkartellet og de paramilitæres repræsentanter stillede. Rapporterne fra forskellige internationale og nationale menneskerettighedsorganisationer taler om tusinder af unge colombianere, der blev taget af hærens patruljer og henrettet som var de dyr. I regionen Macerana blev Latinamerikas største massegrav fundet med over 2000 ofre for hæren.

Vi opfordrer fra Havanna alle colombianske kvinder til at deltage i en virkelig demokratisk fredsaftale.
Sandra Ramirez

- Derfor opfordrer vi fra Havanna alle colombianske kvinder til at deltage i en virkelig demokratisk fredsaftale, som lægger grunden til og udgør de første byggestene i folkets befrielse. Uden kvindernes deltagelse er den kamp svær at vinde.

DE: Hvis freden bliver opnået, hvad er så dit mål, og hvad vi du gøre i det civile samfund?

Hun ser for første gang lidt nervøs ud, for spørgsmålet har af logiske grunde været fremmed for hende de seneste 30 år. Men hun fatter sig hurtigt.

- FARC er for altid min familie, og i FARC har jeg fundet en familie, som har støttet mig gennem alle de svære øjeblikke, jeg har oplevet. Mit liv er med FARC, at være her blandt kammeraterne. Og hvis ordren bliver givet til at ”Sandra har følgende opgave”, så vil jeg opfylde den på samme måde, som jeg har gjort gennem de sidste tredive år. Mit liv er FARC.