05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Taksim-pladsen er symbolet på modstand

Centrum for tyrkisk protest:

Taksim-pladsen er symbolet på modstand

I maj forbød de tyrkiske myndigheder en 1. maj-demonstration på den berømte Taksim-plads i Istanbul. Pladsen har stor symbolværdi, efter at 36 demonstranter blev skudt den 1. maj 1977.

Her bærer demonstranter en såret til hospitalet i Istanbul efter kampe med politiet omkring Taksim-pladsen søndag.
FOTO: Adem Altan/AFP/Scanpix Denmark
1 af 1

De voldsomme uroligheder i Tyrkiet med hundredetusinder af deltagere startede på Taksim-pladsen i Istanbul i fredags. Det er de største protester i årtier i Tyrkiet. Taksim-pladsen i sig selv udgør en blodig, men også stolt side i arbejderklassens historiebog.

For en måned siden skulle generalsekretæren for det internationale LO (ITUC), Sharan Burrow, besøge Taksim-pladsen og fejre 1. maj med titusinder af arbejdere på pladsen. Men myndighederne forbød demonstrationen med henvisning til, at pladsen og den nærliggende Gezi-park skulle renoveres. Politiet forhindrede med magt folk fra at nærme sig pladsen.

36 arbejdere blev dræbt på Taksim-pladsen i 1977

1. maj har været afholdt på Taksim-pladsen siden 2009 med hundretusinder af deltagere hvert år. 

- Den tyrkiske regering er vanæret for øjnene af verden. Regeringens brutale overgreb for at stoppe vores brødre og søstre i at fejre 1. maj afslører den tyrkiske regerings sande ansigt, udtalte hun i en pressemeddelelse fra Istanbul.

Hun var chokeret over, at myndighederne lukkede det offentlige transportsystem i byen for at hindre folk i komme frem til pladsen.

Massakren

De tyrkiske myndigheder forbød 1. maj-demonstrationer på Taksim-pladsen fra 1977 til 2008, efter at uidentificerede bevæbnede mænd den 1. maj 1977 skød mod demonstranterne på pladsen og dræbte 36 mennesker. Tre år senere afskaffede et militært statskup parlamentet og regeringen, suspenderede forfatningen og forbød alle politiske partier og fagforeninger. Militærdiktaturet varede officielt til 1983.

Tusinder forsvandt under militærdiktaturet.

Chefredaktøren, Kemal Okuyan, på det tyrkiske dagblad Sol mener, at morderne, der fra hustagene omkring Taksim-pladsen åbnede ild mod folkemængden, var fascister, tilknyttet NATOs hemmelige anti-kommunistiske paramilitære undergrundgrupper i Operation Gladio-netværket.

Det internationale netværk er i fokus i disse dage i en retssag i Luxembourg, og der har tidligere været parlamentariske undersøgelseskommissioner i Schweitz, Belgien og Italien.

Enhed

Siden fredag har demonstranter trodset politiets afspærringer, har indtaget Taksim-pladsen og rejst telte i stil med lejren på Tahrir-pladsen i Kairo, Egypten i februar-marts 2011.

- Kurdere, tyrkere, sekulære, socialdemokrater og nationalister slår sig sammen og fusionerer i den fælles kamp mod politiets brutalitet. Venstrefløjen, med dens iltre lidenskab for Taksim-pladsen, har spillet en ledende rolle i protesterne, siger kurderen Zekeriya Ayman til ugeavisen Green Left Weekly.

Tyrkiets Kommunistiske Parti opfordrede søndag arbejderne i stort tal til at indfinde sig på Taksim-pladsen for at forhindre, at regeringen "fjerner Taksim-pladsens og dens Gezi-parks historiske betydning for det arbejdende folk i Tyrkiet".

- Protestbølgen har en voksende anti-imperialistisk og pro-sekulære karakter. Det er også en social opstand. Den er tæt forbundet med folks modstand mod regeringens krigeriske politik i Syrien og snigende islamisering af det offentlige liv. På denne måde adskiller den sig fra de andre opstande i Mellemøsten, som borgerlige medier kalder Det Arabiske Forår, siger partiets leder Erkan Baş på netportalen Solidnet.org.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. jun. 2013 - 11:00   06. jun. 2013 - 11:00

Tyrkiet

Anders Fenger
Skribent