24 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Irakiske oplysninger var helt utroværdige

Eksperter bekræfter Target Folder

Irakiske oplysninger var helt utroværdige

Operation Green Desert hvilede på helt usandsynlige efterretninger, vurderer tidligere dansk ambassadør i Irak, som mener, at den danske hær blev brugt i en religiøs udrensning.

Sekterisk vold mellem shia- og sunnimuslimer er stadig et stort problem i Irak i dag. Her efter en bilbombe i maj måned i år, hvor 166 personer inden for kort tid blev dræbt i konflikten.
FOTO: Ahmad Al-Rubaye/AFP/Scanpix
1 af 1

En række eksperter bekræfter nu, at operation Green Desert i Irak i 2004 hvilede på usandsynlige og utroværdige efterretninger, og ikke burde have været gennemført.

I går afslørede Arbejderen, at en fortrolig efterretningsrapport, skrevet forud for operationen, viser, at bataljonsledelsen på forhånd vidste, at operationens mål sandsynligvis var beboede af civile, der ikke ville forsøge at gøre modstand.

Operationen blev sat i værk, efter en irakisk efterretningsofficer henvendte sig til den danske lejr Camp Danevang i Irak med oplysninger om en række mål i den nærliggende by Az Zubayr. Den irakiske efterretningschef udpegede fire mål i byen, hvor der skulle være både Al-Qaeda, oprørere fra Fallujah, en gruppe der var ansvarlig for de fleste vejsidebomber i det danske område samt oprørslederen Izzat Al-Douri, der var placeret som nummer fem eller seks på USA’s liste over eftersøgte irakere.

Når en iraker beder om dansk hjælp til arrestationer i Az Zubayr skal man tjekke oplysningerne først. Det gjorde Anders Kærgaard. Og det lyttede hærledelsen ikke til.
Christian Oldenburg, tidligere dansk ambassadør i Irak

I rapporten, den såkaldte Target Folder, gav den ansvarshavende danske efterretningsofficer Anders Kærgaard sin vurdering af oplysningerne.

Han understregede, at efterretningerne udelukkende byggede på en enkelt kilde.

Kilden var vurderet til at have den lavest mulige troværdighed, og på den baggrund advarede Kærgaard også direkte bataljonschef John Dalby om, at operationen indebar en risiko for, at danskerne kom til at medvirke til et internt sekterisk eller kriminelt opgør.

Grundlaget var ikke i orden

Hærens Operative Kommando offentliggjorde efter Arbejderens afsløring hele Target Folderen. Den mener, at den viser, at operationens grundlag var i orden.

Men den udlægning er den tidligere danske ambassadør i Irak, Christian Oldenburg, ikke enig i.

- Når en iraker beder om dansk hjælp til arrestationer i Az Zubayr, skal man tjekke oplysningerne først. Det gjorde Anders Kærgaard. Og det lyttede hærledelsen ikke til, siger han til Arbejderen.

Christian Oldenburg var ambassadør i Irak fra 1. juli 2005 til 31. august 2006 og kender udmærket de irakiske forhold.

Han finder det højst usandsynligt, at der i byen Az Zubayr på samme tidspunkt skulle befinde sig både Al-Qaeda, oprørere fra Fallujah, Al-Douri og lokale vejsidebombere.

- Nej, det er ikke sandsynligt. Hvis der skulle være oprørere fra Fallujah i Az Zubayr på det tidspunkt, er det temmelig underligt, for Fallujah jo ligger i det centrale Irak mens Az Zubayr ligger mod syd, siger han.

Sekterisk afstraffelse

Christian Oldenburg mener, at der »efter alt foreliggende« var tale om en religiøs afstraffelse mod et religiøst mindretal i Az Zubayr. Irakiske sikkerhedsstyrker med shiitisk baggrund ledsagede styrkerne under den danskledede operation Green Desert.

- Myndighederne, der var shiaer, ville afstraffe sunnier og sufier i Az Zubayr. Det, der er tale om, er, at den danske hærledelse medvirkede i en religiøs udrensning. De modtog snik-snak fra en irakisk efterretningsofficer og forstod ikke noget. De blev taget ved næsen, siger han.

De hjalp irakisk politi mod et religiøst mindretal, siger Christian Oldenburg og henviser til, at det ene hold fanger, der blev udsat for vold, var en sunnimuslimsk sufigruppe.

Et andet af operationens fire mål var bygninger i tilknytning til den sunni-muslimske Al-Barrak-moske, hvor irakerne blev taget til fange, mens de var inde for at bede morgenbøn. Det var her, de danske soldater filmede og kommenterede, mens de bagbundne fanger blev slået og sparket af de irakiske soldater.

Usandsynligt tip

Søren Schmidt, der er lektor med speciale i konflikter i Mellemøsten ved Aalborg Universitet, finder ligeledes den irakiske efterretningsofficers tip helt usandsynligt.

- Hvis Izzat Ibrahim Al-Douri skulle befinde sig i byen, ville sådant et tip slet ikke gå til den danske hær. Det ville straks gå til chefen for CIA, siger han.

Izzat Ibrahim Al-Douri, der stadig er på fri fod, anses for selve lederen af den irakiske modstandsbevægelse. 

Han var næstkommanderende efter Saddam Hussein før dennes arrestation den 13. december 2003.

Den irakiske efterretningschef kan i stedet have haft helt andre motivationer for sin henvendelse til danskerne, vurderer irak-ekspert Helle Lykke Nielsen fra Center For Mellemsøtstudier ved Syddansk Universitet.

- Den irakiske efterretningschef kan have stor interesse i at sige bestemte ting. Men det er vanskeligt at verificere, siger hun.

Helle Lykke Nielsen vil ikke kommentere på, om det er sandsynligt eller ikke sandsynligt, at alle grupperne skulle have været i Az Zubayr, der ligger få kilometer fra den danske militærlejr Camp Dannevang.

- Men hvis der er tale om Al-Douri, ville det kræve en meget stor militæroperation. Han var nummer fem eller seks på USA’s top 10-liste over eftersøgte irakere, siger hun. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. jun. 2013 - 18:12   12. jun. 2013 - 23:20

Irak-skandalen

Anders Fenger
Skribent
Operation Green Desert
  • Den 25. november 2004 førte chefen for den danske bataljon i Irak, oberst John Dalby, omkring 1000 danske, britiske og irakiske soldater an i den hidtil største dansk-ledede operation i Irak, operation Green Desert.
  • På operationen blev 36 civile irakere taget til fange og udleveret til mishandling og tortur hos det irakiske politi op til 70 dage, inden de alle blev løsladt uden hverken sigtelse eller dom. 23 af dem har siden anlagt sag mod Danmark for medvirken til tortur og mishandling. Flere danske læger har efterfølgende bekræftet, at de er blevet udsat for tortur.
  • På mindst et af operationens fire mål så danske soldater passivt til, filmede og kommenterede, mens irakerne blev hevet ud af deres huse og sparket og slået.
  • Bataljons- og forsvarsledelsen har efterfølgende gentagne gange løjet om både de danske soldaters rolle, operationens forløb og videooptagelsens eksistens.
  • I oktober 2012 stod den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard frem med optagelserne fra den omstridte operation. Det førte til en intern undersøgelse i Forsvaret, som i maj fik forsvarschef Peter Bartram til at beklage, at der er givet urigtige svar omkring optagelserne.
  • Arbejderen har nu fremlagt en fortrolig efterretningsrapport som viser, at bataljonschefen allerede dagen inden operationen vidste, at der efter al sandsynlighed befandt sig civile på de mål, som operationen skulle ramme.
  • Alligevel sendte bataljonen efter operationen en pressemeddelelse afsted, hvor de tilfangetagne blev beskrevet som "hårde modstandere" og "personer, som ikke vil Irak det godt".
  • Da pressen 10 dage senere begynder at skrive om torturanklagerne, vælger John Dalby at tie med sin viden i en intern rapport til Hærens Operative Kommando. I stedet fastslår han, at de tilbageholdte vurderes til "entydigt at kunne forbindes til anti-irakiske styrker". Rapporten fik Forsvarets Auditørkorps til at indstille den første undersøgelse af operationen.
  • Ingen fra forsvarstoppen er endnu stillet til ansvar for operationen, men Anders Kærgaard er pålagt en bøde på 13.000 kroner, fordi han ikke vil udlevere navnet på den kollega, der har givet ham optagelserne. Sagen er anket, og Forsvaret kræver nu Kærgaard idømt et halvt års fængsel.

>> Læs alle artikler om operation Green Desert på Arbejderens temaside


>> Se dokumentation og video fra operation Green Desert her