Lad mig slå én ting fast med det samme: jeg betaler mit fagforeningskontingent med glæde – om så det kostede det dobbelte!

Det gør jeg først og fremmest, fordi det er en del af den danske model, og et forsvar for ”modellen” bygger på og er betinget af høj organisering af arbejderne. Men også fordi det kræver en stærk dansk fagbevægelse, som varetager alle andre lønmodtageres interesser. En stærk fagbevægelse der forhandler løn og rettigheder selvstændigt og uafhængigt, hvor man er sikker på, at prioriteringen ikke styres af myndigheds- eller kapitalinteresser.

Høj organisering støtter ”modellen” og beskytter den selvstændige forhandlingsret for os arbejdere. Hvorimod lav organisering presser os mod et system, hvor politikere og lovgivning vil overtage regulering af vores løn og rettigheder, alt efter politisk interesse og ideologi.

Det er desværre lykkedes borgerlige og liberale kræfter at italesætte fagforening, som et markedsprodukt, hvor det ”handler om prisen”. Og uanset hvor forkert og undergravende den opfattelse er for lønmodtagerne, så spilder vi alvorligt og katastrofalt tiden, hvis ikke vi snarest reagerer og indser, at kampen mod markedsgørelse af ”fagforeningsprisen” er tabt!

Lønnen under pres

Virksomhederne presser lønnen, aktionærerne presser lønnen, politikerne presser lønnen, kommunerne presser lønnen, EU presser lønnen, skruppelløse ”løndumpere” presser lønnen og skiftende regeringer presser lønnen – alle presser lønmodtagerne i jagten på økonomisk rigdom. Og mens ”overlevelseskrigen” raser, så bliver flere og flere lønmodtagere uorganiserede – i jagten på lette besparelser.

Høj organisering støtter den danske model og beskytter den selvstændige forhandlingsret for os arbejdere.

Der er alvorlig grund til bekymring for, at fremtidens kortuddannede, ufaglærte og faglærte vil blive forholdsmæssigt dårligere lønnet end det, vi har været vant til. Vi vil naturligvis kæmpe imod den truende udvikling, men man øjner ”mørke skyer” for fremtiden. Og her må fagbevægelsen se realiteterne i øjnene.

”Hvordan skal fremtidens arbejdere med laveste lønninger, kunne betale de højeste kontingenter”? Det kan de ikke!

Kampen for vore rettigheder og fremtid er derimod ikke tabt - det er en ”evigheds”kamp, der fortsætter fra generation til generation.

Kerneopgaver

Fagbevægelsen må erkende, at en del af nutidens kamp for at bevare den danske model, også er ”priskampen” på de markedsskabte præmisser. Det handler ikke om at være billigst, men derimod om at minimere den del af kampen, hvor markedsgørelse har bidt sig fast. Altså ikke billigst men mærkbart billigere, så ”priskampen” bliver mindre interessant, og vi genskaber berettigelsen, at kvalitet og indhold har en pris.

Omstillingen kræver revolutionære handlinger og beslutninger på fagbevægelsens indre linjer. Genrejsningen må ske i et tæt samspil og forståelse mellem fagbevægelse og lønmodtagere, fordi man ikke undgår debatten om, hvilke kerneopgaver fagbevægelsen skal levere i fremtiden. Det siger sig selv, at man ikke kan få det hele for det halve – noget må skæres væk, for at resten kan gro.

Og mens vi venter, fortsætter jeg ”Don Quijotes kamp mod vindmøller”, og organiserer de lavestlønnede til den højeste pris. Vi må stå sammen nu, betale den høje pris nu og starte den nødvendige genrejsning nu – ellers bliver det for sent.

Vi giver aldrig op!