Sydafrikas unge af i dag er kendt som dem, der blev født i friheden. "the Born Free-generationen". De nyder værdigheden af at være født i et demokratisk samfund med ret til at stemme og vælge hvem, der skal regere. 

Men det moderne Sydafrika er ikke et perfekt samfund. Fuld ligestilling - socialt og økonomisk - eksisterer ikke, og kontrollen over landets velstand forbliver i hænderne på få, så nye udfordringer og frustrationer opstår.

Veteraner fra kampen mod apartheid som mig selv bliver ofte spurgt, om det var ofrene værd. Mit svar er ja, men jeg mener, ​​vi burde gøre det langt bedre.

Sydafrikas befrielseskamp nåede et højdepunkt, da vi vandt over apartheidregimet. 
Ronnie Kasrils

Der har været imponerende resultater siden opnåelsen af frihed i 1994; der er bygget huse, vuggestuer, skoler, veje og infrastruktur. Der er skaffet vand og el til millioner, gratis uddannelse og sundhedsydelser. Der er kommet højere pensioner og bedre sociale tilskud.

Disse fremskridt er dog blevet svækket af et sammenbrud i service og vareforsyning, hvilket resulterer i voldsomme protester fra de fattigste befolkningsgrupper. Der er store mangler og uligheder indenfor uddannelse og sundhed, en forfærdelig øget arbejdsløshed, omfattende politibrutalitet og tortur. Vi ser magtkampe inden for det regerende parti samt en urovækkende tendens til lukkethed og magtfuldkommenhed i en regeringen, der blander sig i retsvæsenet og truer mediernes ytringsfrihed.

Massakre

Mest skammeligt og chokerende af alt var begivenhederne den blodige torsdag den 16. august 2012, da politiet massakrerede 34 strejkende minearbejdere ved Marikana-minen, der ejes af det London-baserede Lonmin. 

Sharpeville-massakren i 1960 fik mig til at slutte mig ANC. Jeg fandt Marikana-massakren endnu mere smertelig; ​​et demokratisk Sydafrika skulle udføre et sådant barbari. Og alligevel var præsidenten og hans ministre låst fast i en kultur af "cover-up". Ganske ufatteligt har Sydafrikas Kommunistiske Parti (SACP) - mit parti gennem mere end 50 år - heller ikke fordømt politiets massakre.

Sydafrikas befrielseskamp nåede et højdepunkt, da vi overvandt apartheidregimet. Dengang var vores håb for vort land store på grund af dets moderne industrielle økonomi, vigtige ressourcer af mineraler samt en organiseret arbejderklasse og en fagbevægelse med en rig kamptradition.

Men optimismen overså det internationale kapitalistiske systems sejlivethed. 

ANC's sjæl

Fra 1991-96 rasede kampen om ANC sjæl, der til sidst tabte til virksomhedernes magt. Vi blev indfanget af den nyliberale økonomi.

Vores skæbne blev beseglet da, vi tog et lån fra IMF på tærsklen til vores første demokratiske valg. (1994) Dette lån var betinget af, at vi opgav radikale økonomiske forandringer. 

Vi troede fejlagtigt, at der ikke var nogen anden mulighed, og at vi i stedet skulle være forsigtige, fordi vores engang så store allierede, Sovjetunionen, i 1991 kollapsede.

Helt utilgiveligt havde vi mistet troen på ​​vores egne revolutionære massers evne til at overvinde alle forhindringer. Uanset truslerne om at isolere et radikaliseret Sydafrika kunne verden ikke have klaret sig uden vores enorme reserver af mineraler. At miste modet og opgive vores sjæl var hverken nødvendigt eller uundgåeligt. 

ANC-ledelsen burde være forblevet beslutsom, forenet og holdt sig fri af korruption. Og frem for alt have holdt fast i sin revolutionære vilje. I stedet stak vi halen mellem benene. ANC-ledelsen skulle være forblevet tro mod sit løfte om at tjene folket. Det ville have givet den styrke, som skulle til - ikke kun for at klare den forskansede kapitalistklasse, men også den fremvoksende elite, af hvilke mange gik efter rigdom ved hjælp af overførsel af magt til nogle sorte, samt med korruption og udsalg af politisk indflydelse.

Magtbalancen var i ANC's favør. Hvis vi havde holdt hovedet koldt, kunne vi have rykket frem uden at gøre de indrømmelser, som vi gjorde.

Det var en frygtelig fejl at overlade de økonomiske spørgsmål til ANC's eksperter. Men på det tidspunkt vidste de fleste af os ikke, hvilke økonomiske diskussioner, der foregik på de højeste niveauer.

Djævelens pagt

Som Sampie Terreblanche (hvid sydafrikansk professor og forfatter, red.) fortæller i sit bog, "Lost in Transformation" blev Sydafrikas fremtid udklækket i 1993 på et hemmeligt og sent nattemøde i Development Bank of South Africa. Mødet foregik hjemme hos mineejeren Harry Oppenheimer.

Til stede på nattemødet var lederne af Sydafrikas mine- og energiforetagender, chefer for amerikanske og britiske selskaber med afdelinger i Sydafrika - og unge ANC-økonomer skolet i vestlige økonomi. De rapporterede til Nelson Mandela, men var enten blevet overlistet eller skræmt til underkastelse - truet med antydninger af, hvad de alvorlige konsekvenser for Sydafrika ville være, hvis en ANC-regering gennemførte, hvad der blev betragtet som en ødelæggende økonomiske politik.

De fleste vælgere ønsker en socialistisk politik.
Ronnie Kasrils

Muligheden for at udrydde fattigdom - hvilket var Mandelas og ANC's  løfte til de "fattigste af de fattige" - gik tabt i processen. Nationalisering af minerne og andre nøglesektorer i økonomien, som foreslået af ANC's Frihedscharter, blev opgivet.

ANC sagde ja til at betale en stor gæld fra apartheid-æraen, som skulle have været annulleret.

En formueskat for de super-rige til at finansiere udviklingsprojekter blev opgivet, og indenlandske og internationale selskaber, som havde beriget sig under apartheid, blev fritaget for at betale erstatning. 

Ekstremt stramme budgetmæssige forpligtelser blev accepteret. Det bandt hænderne på fremtidige regeringer og forpligtede til at indføre frihandelspolitik og afskaffe alle former for toldbeskyttelse i overensstemmelse med nyliberale frihandelsaftaler.

Store selskaber fik lov til at benytte skattely i udlandet. Efter Terreblanches opfattelse udgjorde disse ANC-indrømmelser "forræderiske beslutninger, der vil hjemsøge Sydafrika i de kommende generationer."

En ANC-SACP-ledelse, ivrig efter at påtage sig et politisk ansvar (det gjaldt også mig selv), accepterede denne djævelens pagt. 

Vores økonomi er så bundet af den globale, nyliberale formel og markedsfundamentalisme, at der er meget lidt plads til at afhjælpe nøden for de fleste i vort folk. Ikke så mærkeligt, at deres tålmodighed er ved at løbe ud.

Håb

Jeg tror ikke, at ANC-alliancen er uden muligheder. Der er utallige gode mennesker i dens rækker. Men en revitalisering og fornyelse fra top til bund er tvingende nødvendig. Pagten med djævelen skal brydes. De fleste vælgere ønsker en socialistisk politik.

Den plads og frihed til at udtrykke sine synspunkter, som vi vandt gennem årtiers kamp, ​​er til rådighed og skal udvikles. Vi håber, at "Born Free-generationen" vil blive  fremtidens fakkelbærere.

Uddrag af forord til Ronnie Kasrils selvbiografi, "Armed and Dangerous", juni 2013. Forkortet af redaktionen. Melleoverskrifter indsat.