I de sidste ugers militære optrapning mod Syrien har USA og Frankrig gentagne gange henvist til FN-landenes pligt til at beskytte civile som retfærdiggørelse for en kommende krig.

Samtidig mener flere folkeretseksperter, at FN-reglerne netop gør krigen ulovlig.

Syrien har hverken angrebet USA eller Frankrig, så der er ikke grundlag for at bruge FN-pagtens artikel 51.
Lars-Gunnar Liljestrand, folkeretsekspert

Forvirringen skyldes, at der er tale om to forskellige regelsæt.

På den side står grundlaget for FN's virke, FN-pagten fra stiftelsen i 1945, som alle verdens lande har skrevet under på.

Af den fremgår det klart, at der grundlæggende ikke må bruges militær magt staterne imellem. Stater må ikke blande sig i landes indre anliggender:

"Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt...", lyder det i Kapitel I.

På den anden side står en FN-resolution om pligt til at beskytte civile, som FN's generalforsamling vedtog i 2005, den såkaldte 'Responsability to Protect', eller R2P-resolution.

Resolutionen beskriver en række forholdsregler, som lande og regionale organisationer kan tage for at stoppe overgreb på civile i et land.

Ekspert afviser grundlag for angreb

Den svenske jurist og ekspert i folkeret, Lars-Gunnar Liljestrand, mener, at resolutionen bliver udnyttet til at retfærdiggøre omgåelse af FN-pagtens forbud mod krig.

- For omkring ti år siden begyndte begrebet "Responsibility to Protect" at blive taget i brug. Det blev især udnyttet af USA og vestmagterne i deres forsøg på at legitimere militær intervention med den begrundelse, at de ville beskytte den civile befolkning, forklarer Lars-Gunnar Liljestrand.

Han afviser, at den meget omtalte FN-resolution om pligt til at beskytte civile kan bruges som grundlag for et angreb på Syrien. Han mener, at folkeretten og FN-pagten bliver misbrugt til et angreb på Syrien.

- Der er kun to muligheder for med støtte i folkeretten at bruge vold, forklarer Lars-Gunnar Liljestrand til Arbejderen.

Det ene tilfælde er, hvis et land bliver angrebet, så kan det forsvare sig og svare igen. Den anden situation er, hvis FN's Sikkerhedsråd tager beslutning om det.

- Syrien har hverken angrebet USA eller Frankrig, så der er ikke grundlag for at bruge FN-pagtens artikel 51, som tillader lande at bruge militær magt i selvforsvar. Og FN's Sikkehedsråd har ikke taget nogen beslutning.

Libyen som prøveklud

Selvom stormagterne henviser til R2P, når krige skal begrundes, understreger resolutionen i sig selv, at beskyttelsen af civile først og fremmest skal være proces med dialog, mægling og stop for vold, politisk pres og eventuelt sanktioner, og hvis det i sidste ende kommer på tale at bruge militær magt, så skal det vedtages i FN's Sikkerhedsråd.

Det fik i 2011 FN's vicegeneralsekretær Marcel Boisard til at gå ud med en sønderlemmende kritik af angrebet på Libyen. 

"Intet er blevet respekteret. Ingen virkelige forhandlinger om våbenhvile har fundet sted. Flyveforbudszonen bruges til at støtte oprørerne. Beskyttelse af civile skulle retfærdiggøre operationen. Princippet om 'pligt til at beskytte civilbefolkningen' (R2P) døde i Libyen, præcist som den 'humanitære intervention' døde i Somalia i 1992.", sagde Boisard under bombningen af Libyen.

- R2P er ikke et smuthul, som ophæver FN-pagten og folkerettens klare regler om, hvornår der kan bruges militær magt, understreger Lars-Gunnar Liljestrand. 

Moral som løftestang

Den svenske jurist bemærker, at hverken USA eller Frankrig henviser til folkeretten. I stedet gør bruger de en foreløbig udokumenteret anklage mod Assaad-regimet om brug af giftgas til begrundelse for et angreb.

- Det skal være en straf, fordi Syrien har gjort noget afskyeligt, siger Lars-Gunnar Liljestrand.

Hans vurderinger bliver underbygget af FN's tidligere våbeninspektør i Irak, Hans Blix.

"Selv hvis Assad brugte kemiske våben, har Vesten intet mandat til at handle som global politimand", skrev Blix i weekenden i en kommentar i den britiske avis The Guardian.