Den teknisk-videnskabelige revolution udvikler sig hele tiden og omformer den kapitalistiske økonomi med rystende konsekvenser for løn og beskæftigelse. I takt hermed forsøger dele af den akademiske og teknologiske intelligentsia, som har et nært kendskab til tendenser indenfor teknologi og ikke mindst robotter og software, at skue ind i det kapitalistiske samfunds fremtid. For hvad vil der ske, hvis den arbejdsplads-dræbende teknologi fortsætter med at udvikle sig i samme tempo som nu?

Under vore dages teknisk-videnskabelige revolution og den imperialistiske globalisering er kapitalismen vokset ud af klodens rammer.

Spørgsmålet er også yderst vigtigt for marxister. Det er nemlig en grundsætning i den historiske materialisme – det vil sige i samfundsvidenskaberne – at det er produktivkræfternes udvikling, der har skabt grundlaget for al samfundsudvikling, siden mennesket som art opstod som socialt væsen.

Kapitalismen i den digitale æras skruestik

Da mennesket begyndte at dyrke jorden og etablere husdyrhold, og der derved opstod et betragteligt samfundsmæssigt overskud, opstod for første gang en klassedeling i samfundet. Jordejet og slaveriet opstod og varede tusinder af år. I Europa efterfulgtes slaveriet på landet af feudalismen, som var en modereret form for slaveri, der varede mere end tusind år. Kapitalismen, som nu er omkring 500 år gammel, opstod af feudalismen på basis af tekniske produktionsfremskridt inden for metallurgi, minedrift, navigation og andet, som med tiden førte til bourgeoisiets opståen.

Hvad der især optager marxister er, at det under kapitalismen som fremherskende klassesamfund – ligesom under feudalismen – er den teknologiske udvikling, der lægger grunden til sociale revolutioner.

Kapitalismen befinder sig i dag i den digitale æras skruestik. Den mest revolutionære form for teknologi i menneskehedens historie er under udvikling i et dramatisk hurtigt tempo. Men udviklingen foregår inden for de snævre og gammeldags rammer, som den private ejendomsret sætter. Og den har uafvendeligt kurs mod økonomiske og sociale kriser.

Denne modsætning er tydelig for enhver oplyst iagttager, som kan se blot en smule objektivt på virkeligheden – om ikke ud fra et marxistisk teoretisk standpunkt så i det mindste på basis af rent saglige observationer.

Race against the machine

I et netop udkommet bog af Erik Brynjolfsson og Andrew McAfee med titlen Race Against the Machine (1) omtales en række teknologiske nyudviklinger, der udgør en mulig stor og voksende trussel mod arbejderklassen. De beretter for eksempel, at "I oktober 2010 annoncerede Google på sin officielle blog, at man havde tilrettet en lang række Toyota Prius-biler, så de blev helt selvstyrende. Som sådan havde de tilbagelagt over 1.000 miles på de amerikanske landeveje uden menneskelig involvering overhovedet og mere end 140.000 miles med blot minimale input fra personen bag rattet (for at overholde gældende lovgivning følte Google sig forpligtet til hele tiden at have en person siddende bag rattet)."

Der findes ikke en naturlig markedsdrevet kurs og tilmed heller ikke en kurs for statslig intervention i den kapitalistiske økonomi, som kan genskabe profitsystemet som et system med fremtiden foran sig.

Dette forskningsprojekt var til en start finansieret af Pentagons Defence Advanced Research Projects Agency (DARPA) med tanke på førerløse kampkøretøjer. Teknologien blev så leveret videre til storkapitalen. Det står endnu hen i det uvisse, hvor langt de kapitalistiske ledere kan drive denne teknologi frem på vejene. Men underliggende er der tale om en potentiel trussel mod enhver, der ernærer sig ved et job bag rattet. Forfatterne forudser naturligvis ikke noget modsvar fra arbejderne, hvis en sådan teknologi skulle blive indført i massemålestok.

En anden sag fra samme bog: I januar 2011 ”præsenterede oversætterfirmaet Lionbridge et testpanel af forretningskunder for GeoFluent, en teknologi udviklet i samarbejde med IBM. GeoFluent tager ord, der er skrevet på ét sprog – for eksempel en online chat-meddelelse fra en kunde, der søger hjælp med et problem – og oversætter dem præcist og hurtigt til et andet sprog, for eksempel til det sprog, som kundemedarbejderen, der sidder i et andet land, taler.”

Et firma foretog en test med henholdsvis en spansktalende og en kinesisktalende kunde, der skulle kommunikere med en engelsktalende kundemedarbejder. Testen lykkedes set ud fra et forretningsformål. Softwaren gør det potentielt muligt for et firma at ansætte de ringest betalte kundemedarbejdere til internationale transaktioner, uagtet deres nationalitet.

Endnu et eksempel: Nyt søge-software muliggør, at én advokat kan udføre, hvad det før tog 500 advokater flere måneder at udføre for at forberede sager og bevisførelse. 500 advokaters arbejde koster millioner af dollars. Én advokat, der benytter den omtalte søge-software, koster $100.000.

Forfatterne omtaler ligeledes en super-computer, der har konkurreret med de to bedste deltagere i tv-quizen Jeopardy! Efter to runder over tre dage havde computeren vundet tre gange så meget som menneskene. Og så er der jo eksemplet med den supercomputer, der slog skakverdensmesteren Garry Kasparov.

Tilfældet Foxconn udgør en overhængende trussel. Firmaet er Taiwan-ejet, fremstiller elektronik og opererer i Folkerepublikken Kina og mange andre lande. ”Terry Gou, Foxconns (…) grundlægger og bestyrelsesformand, har i år annonceret en plan for over de næste tre år at anskaffe en million robotter til erstatning for det meste af hans arbejdskraft. Robotterne skal overtage rutinearbejde såsom spraymaling, svejsning og almindeligt samlearbejde. Foxconn har allerede 10.000 robotter og regner med, at 300.000 vil være installeret næste år.” (2) Om den kinesiske regering, fagforeningerne og arbejderne agter at tillade dette står endnu hen i det uvisse.

Greenspan indser tilsyneladende ikke, at teknologiske fremskridt aldrig hører op, men derimod, formodentlig, vil accelerere. Jobs, der kræver ufaglært, tillært eller ringe uddannet arbejdskraft, bliver i dag udført af computere – men i morgen vil det samme ske med jobs, der i dag udføres af faglært eller højtuddannet arbejdskraft.
Martin Ford

Men forfatterne advarer i det hele taget og i mere generelle vendinger:

”I det 21. århundrede foregår de teknologiske forandringer både hurtigere og mere omsiggribende [end det var tilfældet da USA blev omdannet fra et landbrugs- til et industriland – F.G.]. Dampmaskinen, elektromotoren og forbrændingsmotoren var hver især imponerende teknologier, men de indgik ikke i en række af permanente forbedringer i et tempo, der bare kunne minde om tempoet i de digitale teknologiers fremmarch. Computere er allerede nu mange tusind gange kraftigere end for 30 år siden, og alt tyder på, at det tempo vil fortsætte i mindst et om ikke flere årtier. Dertil kommer, at computere i en vis forstand er "universelle maskiner", som har brugerprogrammer i stort set alle industrigrene og opgaver. Digitale teknologier udfører i dag mentale opgaver, der tidligere var eksklusivt forbeholdt mennesket. Almindelige computere har i dag ikke kun direkte relevans for de 60 procent af arbejdskraften, hvis arbejde rummer informationsbearbejdning, men også for de resterende 40 procent.

Computerkraftens eksplosive udvikling

"I takt med at teknologien bevæger sig ind i sin næste op-speedede fase, vil antallet af brugerprogrammer, der kan påvirke arbejde og beskæftigelse, vokse for hver gang computerkraften fordobles. Som følge heraf skal vores fagkundskab og institutioner arbejde hårdere og hårdere for at kunne følge med, hvis ikke større og større dele af arbejdskraften skal rammes af teknologisk arbejdsløshed.” (3)

Martin Ford, der ejer et software-firma, skrev et tilsvarende indlæg i 2009 under titlen Lights in the Tunnel. Både Ford og forfatterne bag Race Against the Machine betoner det eksplosive tempo, som computerhastigheden vokser med. En computers effektivitet i forhold til at udføre menneskelige opgaver – det være sig mentale eller fysiske – bestemmes af antallet af instruktioner, den kan behandle per sekund. Ford forklarer, at det måles i enheden Millioner af Instruktioner Per Sekund (MIPS).

Han oplyser, at de første Apple McIntosh-computere i 1980’ernes begyndelse kunne behandle en million instruktioner per sekund, altså 1 MIPS. I 2008 kunne en Intel Core 2-processor behandle 59 milliarder instruktioner per sekund – 5.900 MIPS. Så meget er computerkraften vokset – og så hurtigt kan den også fremover forventes at vokse ifølge denne forretningsundersøgelse, der forudser at processorernes hastighed i jagten efter profit vil fordobles hvert halvandet eller hvert andet år.

”Hvor vil markedet komme fra?”

Ford fører polemik mod de borgerlige økonomer og akademikere, som mener, at den opskruede udvikling er god for kapitalismen. Standardargumentet lyder, at hvis produktiviteten vokser, vil varerne blive billigere, arbejderne vil købe mere, og dermed stimuleres produktionsvæksten.

Ford angriber Federal Reserves tidligere bestyrelsesformand Allan Greenspan for at udbrede denne falske opfattelse og for i sin bog The Age of Turbulence (som blandt andet vakte furore på grund af Greenspans overmodige promovering af boligboblen) at fremme uddannelse som svaret.

For at forstå nutidige udviklinger og se dem i et historisk perspektiv lønner det sig at gå tilbage til "Det kommunistiske manifest", der blev skrevet i 1847.

”Greenspan indser tilsyneladende ikke, at teknologiske fremskridt aldrig hører op, men derimod, formodentlig, vil accelerere. Jobs, der kræver ufaglært, tillært eller ringe uddannet arbejdskraft, bliver i dag udført af computere – men i morgen vil det samme ske med jobs, der i dag udføres af faglært eller højtuddannet arbejdskraft. Det er faktisk hvad der allerede er ved at ske inden for informationsteknologien, hvor jobs, som det tidligere krævede en universitetsuddannelse at udføre, nu forsvinder ind i computernetværk. Greenspan foreslår så, at vi forbedrer vores grund- og mellemskolesystem radikalt. Det er et mål, som jeg til fulde støtter, men enhver ide om at det vil løse problemet, er på ingen måde realistisk. Selv hvis vi havde en magisk tryllestav og med ét kunne forbedre uddannelserne over hele USA, så ville det tage år, før disse børn trådte ind på arbejdsmarkedet. I mellemtiden vil computerteknologien ubarmhjertigt fortsætte sin fremmarch. Undertitlen på formand Greenspans bog er ”Adventure in a New World”. Noget tyder imidlertid på, at han ligesom de fleste økonomer har undladt at tage højde for, hvordan denne nye verden faktisk vil se ud.” (4)

Senere fortsætter Ford:

”Vi må stille os selv følgende spørgsmål: Hvorfra vil der komme mere efterspørgsel? Hvem er det, der træder frem og tilegner sig det voksende output? Som vi har set i dette kapitel, er automatisering på vej til at tage magten over hele linjen – over næsten enhver industri, over en bred vifte af professioner og over både arbejdere med høj uddannelse og over dem uden de store eksamensbeviser. Automatiseringen vil nå både de udviklede nationer og udviklingslandene. De forbrugere, der udgør drivkraften på vore markeder, er alle slags mennesker, uanset om de har et arbejde eller er afhængige af andre, der har et job. Når en betragtelig del af disse ikke mere har arbejde, hvor skal markedsefterspørgslen så komme fra?” (5)

Begge indlæg er skrevet af folk, der har et meget nært kendskab til computerteknologi og robotsystemer. Og begge indlæg ser med frygt frem mod en fremtid, hvor teknologien ubønhørligt bevæger sig i retning af voksende massearbejdsløshed og lavere lønninger. Begge forfattere er akut alarmerede.

1847: Marx forklarede problemet

Ingen af dem har imidlertid nogen som helst fornemmelse for, hvad der er det grundlæggende problem – profitsystemet – eller den grundlæggende løsning. For at forstå nutidige udviklinger og se dem i et historisk perspektiv lønner det sig at gå tilbage til Det kommunistiske manifest, der blev skrevet i 1847.

Marx forklarede her, hvorledes kapitalismen af natur adskiller sig fra alle tidligere samfundssystemer, der havde udviklet sig langsomt gennem tusinder af år – i takt med at produktivkræfterne forandrede sig gradvist, trin for trin. Han stillede denne langsomme udvikling op i modsætning til produktionens ukontrollable og eksplosive udvikling under kapitalismen:

”Bourgeoisiet kan ikke eksistere uden uafladelig at revolutionere produktionsmidlerne og altså også produktionsforholdene, det vil igen sige samtlige sociale forhold. For alle tidligere industrielle klasser var det derimod den første eksistensbetingelse at beholde den gamle produktionsmåde uforandret. De stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre. (…) Nødvendigheden af at skaffe stadig øget afsætning af produkterne jager bourgeoisiet ud over hele jordkloden. Det tvinges til at skaffe sig indpas overalt, at slå sig ned overalt, at knytte forbindelser overalt. (...) For vore øjne foregår en lignende bevægelse. De borgerlige produktions- og samfærdselsforhold, de borgerlige ejendomsforhold, det moderne borgerlige samfund, der har fremtryllet så vældige produktions- og samfærdselsmidler, ligner troldmanden, der ikke længere er i stand til at beherske de underjordiske magter, han har manet frem.” (6)

Det, som forfatterne til det førnævnte indlæg betragter, er reelt profitsystemets truende og ukontrollable udvikling, sådan som Marx beskrev det for mere end 160 år siden, hvor kapitalisterne – små såvel som store – slås velovervejet om at udkonkurrere hinanden ved at komme af med arbejderne.

Behovet for arbejdskraft falder

Og der er ikke tale om en fejl ved det kapitalistiske system. Det er systemets egentlige kerne. Bourgeoisiet har – for nu at bruge Marx' ord – fremtryllet en troldmand, robotsystemet, den automatiserede produktion, software og computerteknologi, hvis hele formål består i at slippe af med arbejderne. Computernes hastighed og den enormt omfattende anvendelse af dem inden for industri, serviceydelser og fagprofessioner har nået et nyt historisk niveau.

Det betyder også, at tempoet i kapitalens behov for relativt mindre og mindre arbejdskraft har nået et historisk niveau. Og kasseringen af arbejdere, den voksende arbejdsløshed, underbeskæftigelsen og sænkning af lønningerne vokser støt.

Hvad de borgerlige forfattere og kommentatorer ikke tager hensyn til, er at der aldrig nogensinde er noget, der foregår i en lige linje. Længe før de teknologiske mareridt, der hjemsøger dem, når til en løsning, vil arbejderklassen og de undertrykte blande sig i de samfundsmæssige og økonomiske processer og indtage den strategiske rolle i samfundet, som tilkommer dem. Teknologien er rettet mod den multinationale arbejderklasse. Den har til formål at udpresse stadig mere merværdi. På den måde er teknologien dømt til at anspore klassekampen. Og det er det virkelige mareridt for de oplyste dele af bourgeoisiet, som er i stand til at se blot en smule ind i fremtiden.

Det, som forfatterne til det førnævnte indlæg betragter, er reelt profitsystemets truende og ukontrollable udvikling, sådan som Marx beskrev det for mere end 160 år siden.

Som Marcy anfører, består den teknisk-videnskabelige revolutions tendens som sådan i ”at mindske arbejdskraften samtidig med at produktionen søges øget. Den teknologiske revolution udgør derfor et kvantespring, hvis destruktive følgevirkninger kun kan overvindes gennem en revolutionær strategi” (7).

De teknologiske vidundere, der egentlig skulle benyttes til at lette arbejdsbyrden og skabe overflod i samfundet, udnyttes i praksis til at skabe nød og fattigdom. Først når kapitalismen er tilintetgjort, bliver det muligt for den teknologiske udvikling i den digitale epoke at gøre fremskridt og nå nye horisonter til menneskehedens bedste. Kapitalismen befinder sig i dag i en blindgyde, ligesom feudalismen gjorde for 500 år siden.

Fra feudalisme til globalisering

I kapitalismens første år – før bourgeoisiet erobrede den politiske magt – var handelskapitalisterne nødt til at bryde igennem det arveligt baserede landaristokratis feudale begrænsninger. Enhver godsejer, baron eller prins af en vis anseelse rådede over sit eget suveræne territorium med egen vejtold, skatter, handelsbegrænsende regler med videre.

I takt med at kapitalen voksede sig stærkere inden for rammerne af rigdom baseret på jord, måtte den gennembryde disse snævre grænser, etablere nationalstaten med fælles finanser, fælles skatter, fælles handelsregler og så videre.

I takt med at kapitalismen voksede sig stærkere, større og mere og mere produktiv på basis af de konkurrencelove, der drev kapitalens akkumulation og koncentration frem, kunne dens magt ikke være indsnævres til nationalstaten. Den måtte bryde ud af denne ramme, først handelsmæssigt med kolonialismen og siden med eksport af industrikapital til kolonierne og endelig med fuldt udbygget imperialisme med al dens udplyndring og overudbytning af folkene i kolonierne.

Under vore dages teknisk-videnskabelige revolution og den imperialistiske globalisering er kapitalismen vokset ud af klodens rammer.  De enorme globale markeder er blevet for snævre til fortsat at kunne udvikle kapitalismen videre som økonomisk system. Den kan ikke genskabe sin historiske opgang med økonomiske midler alene. Der findes ikke en naturlig markedsdrevet kurs og tilmed heller ikke en kurs for statslig intervention i den kapitalistiske økonomi, som kan genskabe profitsystemet som et system med fremtiden foran sig.

Der skal en massiv tilintetgørelse af produktivkræfter til – sådan som vi så under Anden Verdenskrig – for at bane vejen for en ny kapitalistisk udviklingscyklus. Det er imidlertid sandsynligt, at arbejderklassen griber ind for at stoppe krigsmagerne, før det sker.

Dette perspektiv for den revolutionære klassekamp indvarsler en tid, hvor arbejderne ophører med at være historiens objekter. De vil i stedet blive historiens subjekter, virkeligt klassebevidste og tage deres skæbne i egne hænder. Det er det uundgåelige slutresultat af den kapitalistiske teknologiske revolution.

Automatisering og robotter bliver mere og mere uforenelige med profit-systemet. Som marxister bekriver det: Produktionsforholdene er blevet til lænker, der hindrer samfundet i at udvikle sig.