Occupy Wall Street-bevægelsen har gjort uligheden i det kapitalistiske samfund til et spørgsmål, der har bragt de rige i defensiven, i hvert fald i offentligheden. I visse kredse har økonomiske analytikere og tilmed visse politikere i mange år talt om, hvordan uligheden er vokset de sidste 30 år, og især i det sidste årti. Men indtil Occupy Wall Street-bevægelsen stod frem med sloganet om “den ene procent” over for “de 99 procent”, blev dette forhold ikke udfordret for alvor – det blev blot anset for at vøre noget uundgåeligt og uønsket (medmindre man da tilhørte den ene procent).

Virkelig uanstændige uligheder

De uligheder, som gav Occupy Wall Street-bevægelsen sit kampråb, er virkelig uanstændige og vækker minder om kløften mellem de gamle monarker og deres livegne bønder:

På den ene side lever 50 millioner mennesker (i USA, red.) af fødevarekuponer, 47 millioner lever officielt i fattigdom, halvdelen af befolkningen er klassificeret som fattig (1), 30 millioner er arbejdsløse eller underbeskæftigede, og mange millioner arbejdere er lavtlønnede.

På den anden side sad den øverste ene procent mellem 2001 og 2006 på 53 cent ud af hver eneste dollar værdi skabt. Fra 1979 til 2005 sad den øverste tiendedel af denne ene procent (det vil sige 0,001 procent) – 300.000 mennesker – på mere end, hvad 180 millioner mennesker tilsammen modtog (2). I 2009 – på et tidspunkt hvor arbejdere blev fyret i massevis – ”tjente” direktørerne i de 38 største firmaer sammenlagt 140 milliarder dollars (3).

Disse tal er blot ét udtryk for de enorme indkomstforskelle mellem på den ene side bankernes topfolk, børsmæglere og udbyttere i virksomhederne og på den anden side størstedelen af befolkningen. Dette forhold har udviklet sig til en skandale, men ingen har taget skridt til at gøre noget ved det. Så Occupy Wall Street-bevægelsen indledte en kamp på vegne af de 99 procent overfor den ene procent. Og den bredte sig som en steppebrand.

Bevægelsens fundamentale drivkraft er kampen mod uanstændige indkomstuligheder, og marxister må derfor støtte og deltage fuldt ud i kampen. Men marxismen må anskue sagen ud fra en klassemæssig betragtning. Man kan derfor starte med at stille spørgsmålet: Hvad indebærer det at kæmpe mod den forfærdeligt ulige fordeling af rigdommene? Det indebærer helt klart at kæmpe for at beskatte de rige og anvende pengene til at hjælpe arbejderne og de undertrykte med at klare sig trods de økonomiske kvaler, som kapitalismen påfører dem. Det indebærer kamp for arbejde – for i sidste ende er der næppe noget, der gør en arbejder mere ulige under kapitalismen, end at være arbejdsløs.

Ulighed inden for arbejderklassen og mellem klasserne

Når amerikanere taler om at kæmpe for økonomisk lighed, tænker vi normalt på kampen for positiv særbehandling inden for beskæftigelse for sorte, latinoer, asiatiske og indfødte folk. Her indebærer kampen for lighed en kamp for lige løn og arbejdsforhold med hvide.

Det indebærer også kamp for lige løn for lige arbejde for kvinder, altså at kvinder skal have det samme i løn som mænd, når de udfører sammenligneligt arbejde. Og kampen for lighed omfatter også kampen for at sikre økonomisk lighed for lesbiske, bøsser, bi- og transpersoner i forhold til heteroseksuelle.

At kræve lighed for indvandrere og ”illegale” arbejdere med arbejdere, der er født i USA, især med hvide arbejdere, er en nødvendig bestanddel i at bygge solidaritet og fremme alle arbejderes klassekamp.

Ja, kampen for økonomisk lighed inden for klassen og mellem de undertrykte og undertrykkerne er grundlæggende for at opbygge solidariteten mod de kapitalistiske ledere. Ulighed og splittelse inden for arbejderklassen er både et økonomisk problem og et farligt politisk problem. De får solidariteten til at sprække og styrker kapitalistklassen og dens regering.

Men den makroøkonomiske ulighed i det kapitalistiske samfund er grundlæggende set ikke et spørgsmål om ulighed inden for klassen eller mellem middelklassen og arbejderklassen.  Den massive uligheds grundproblem består i uligheden mellem på den ene side den herskende kapitalistklasse og på den anden side alle andre klasser, men først og fremmest den multinationale arbejderklasse (4).

Netop uligheden mellem arbejderklassen og kapitalistklassen er bygget ind i systemet og udgør problemets rod. Den såkaldt ”overdrevent store” ulighed mellem den herskende klasse og resten af samfundet angribes konstant – og sådan må og skal det også være. Men den generelle ulighed mellem den herskende klasse og alle andre klasser tages for givet, og kun sjældent stilles der spørgsmålstegn ved den.

Ulighed er bygget ind i kapitalismen

Det skyldes den måde, hvorpå indkomsterne fordeles under profitsystemet. Kapitalistklassens indkomster stammer fra arbejdernes ubetalte arbejde og antager form af profitter eller merværdi. Alt hvad arbejderne frembringer, tilhører kapitalisterne. Og alt hvad arbejderne frembringer, rummer ubetalt arbejdstid.  Kapitalisterne sælger varer og tjenesteydelser og får penge for arbejdernes ubetalte arbejdstid, altså profit. De beholder en del af den for sig selv og bliver rige. Den resterende del geninvesterer de, så de kan blive endnu mere rige i den efterfølgende produktions- og salgscyklus.

På den anden side stammer arbejdernes indkomster fra salget af deres arbejdskraft til de kapitalistiske udbyttere. Arbejderne modtager løn eller gage fra direktørerne. Størrelsen holdes altid nogenlunde inden for rammerne af, hvad det koster at overleve. Nogle arbejdere betales noget højere og kan tillade sig en vis grad af komfort. Men mange arbejdere får – ikke mindst i vore dage – kun lige nok til at leve et spartansk liv, atter andre kun lige nok til at overleve. Under kapitalismen ligger lønningerne grundlæggende set på niveau med, hvad det koster en arbejder at forsørge sin familie og få det til at løbe rundt, så kapitalisterne er sikret en ny generation af arbejdere, der kan udbyttes.

I sammenligning med direktørernes indkomster bevæger arbejdernes lønninger sig altid inden for snævre rammer. Ingen arbejder kan blive virkelig rig af sin løn, uanset hvor vellønnet vedkommende er.  Kapitalistklassen som helhed bliver derimod automatisk rigere, også selvom enkelt-kapitalister må give op eller opsluges. De kapitalistiske ledere geninvesterer til stadighed deres kapital og holder gang i den fortsatte udbytningsproces af mere og mere arbejde.

De kapitalistiske ledere efterlader deres personlige rigdom til både deres børn og til kapitalen. Som regel bliver deres arvinger rigere og rigere fra generation til generation, mens arbejderne kun efterlader sig få ejendele. Arbejderne må kæmpe for at klare skærene gennem de op- og nedture, de udsættes for under de kapitalistiske kriser og i arbejdsløshedsperioder.

Hvordan kan man nogensinde opnå social og økonomisk lighed under disse betingelser?

I denne sammenhæng rejser sig for Occupy Wall Street-bevægelsen og alle andre, der går ind for virkelig lighed, spørgsmålet om, hvad de egentlig kæmper for. Hvis endemålet er at reformere skattesystemet eller mindske virksomhedernes pengebidrag til politik eller regulere den rovgriske kapitalistklasse og de grådige bankfolk – ja, så indskrænker endemålet sig til en kamp for en knap så uanstændig form for ulighed.

Det er naturligvis et progressivt mål og må som sådan altid forfølges for at lette arbejdernes og folkemassernes vilkår. Men uanset hvordan man koger spørgsmålet ned, så indebærer det også at bevare og tillade ulighed, selvom man kæmper for mindre af den, hvis man begrænser kampen mod ulighed til kun at holde sig inden for kapitalismens rammer. Ekstrem klasseulighed er indbygget i klasseudbytningssystemet.

Fordelingen af rigdomme har sin rod i produktionsmåden

Sagen er, at ulighed i fordelingen har sin rod i det system, hvor der produceres for profit. Eller som marxister udtrykker det: Fordelings-forholdene har sin rod i produktions-forholdene.  Det er privatejet til produktionsmidler og serviceydelser, der betinger, hvordan den samfundsmæssige rigdom fordeles. Hvor meget rigdommene end omfordeles under kapitalismen – via offentlige udgifter, overenskomster eller på andre måder – så er det umuligt at overvinde den klasseulighed, der stammer fra kapitalistens ret til at eje såvel produktionsmidler som produktionens resultater.

I denne sammenhæng er det nyttigt at se på den analyse, som Karl Marx fremkom med i 1847 i pjecen Lønarbejde og kapital. Marx forsøgte at vise hulheden i argumentet om, at arbejde og kapital har fælles interesse i kapitalistisk vækst. Pjecen blev skrevet på baggrund af oplæg holdt for klassebevidste tyske arbejdere, der var begyndt at organisere sig:

Vi har altså set: Selv den situation, der er den gunstigste for arbejderklassen, at kapitalen vokser så hurtigt som muligt, ophæver dog ikke, hvor meget den end kan forbedre arbejderens materielle kår, modsætningen mellem hans interesser og bourgeoisinteresserne, kapitalistens interesser. Profit og arbejdsløn kommer ligesom tidligere til at stå i omvendt forhold til hinanden. Vokser kapitalen hurtigt, kan arbejdslønnen stige; kapitalens profit vokser dog uforholdsmæssigt hurtigere. Arbejderens materielle stilling har forbedret sig, men på bekostning af hans samfundsmæssige stilling. Den samfundsmæssige kløft, som skiller ham fra kapitalisten, er blevet større. Endelig: At den gunstigste betingelse for lønarbejdet er den produktive kapitals hurtigst mulige vækst, vil kun sige: jo hurtigere arbejderklassen forøger og forstørrer den fjendtlige magt, den fremmede rigdom, der råder over den, på desto gunstigere betingelser tillades det den på ny at arbejde på at forøge den borgerlige rigdom, på at udvide kapitalens magt, mens den selv må smede de gyldne lænker, hvormed bourgeoisiet slæber den efter sig. (5)

Derefter fortsætter Marx med at vise, at såkaldt velstand for arbejderne er en løgn, fordi kapitalisterne benytter sig af alle slags metoder til at sænke lønningerne, også i såkaldt gode tider.

Forholdene er blevet værre i dag

Siden Marx levede, har kapitalismen i den teknologisk-videnskabelige revolutions og den imperialistiske globaliserings tidsalder ekspanderet med stormskridt. I de imperialistiske lande befinder arbejderklassen sig på en nedadgående kurs og deres lønninger falder. De taber terræn, ikke kun relativt men også absolut.

Det er ikke mere sådan, at mens kapitalisterne har fuld fart på frem, så går det fremad for arbejderne i sneglefart. Nu er det sådan, at lønningerne falder. Forholdene bliver værre. De kapitalistiske ledere har fremavlet en verdensomspændende konkurrence mellem arbejderne i de kapitalistiske centre og de hundredvis af millioner arbejdere i lavtlønslandene. Kapitalisterne benytter sig af udflagning, teknologi og udbytning af immigrant-arbejdere til at fremme denne konkurrence. Den globale reservearme af arbejdsløse og underbeskæftigede er vokset til hundreder af millioner. På alle kontinenter er arbejderne under pres.

I USA har lønningerne været for nedadgående siden 1970’erne (6). Den store ulighed, vi oplever i dag, stammer fra lønningernes absolutte fald. Finansfolk og virksomhedsejere får i pengeform den største luns af den nye rigdom, der skabes på baggrund af voksende merværdi, ubetalt arbejde.

Det er påtrængende at forsøge at vende den absolutte nedgang i proletariatets og de undertryktes leveforhold. Kampen imod den voksende uanstændig ulighed må fortsætte og forstærkes.

Selskabsformuer udgør kilden til enorm personlig rigdom

Men det er vigtigt at bemærke, at den umådeholdent store ulighed i de personlige indkomster blegner i sammenligning med de rigdomme, som virksomhedsejerne kontrollerer. Og her tænker jeg ikke kun på den meget omtalte ene procent, men på en ganske lille del af denne ene procent, som sidder på bankernes og de store transnationale selskabers direktionsgange. De udgør, hvad Lenin kaldte “finanskapitalen” – den lille gruppe af selskaber der kontrollerer billioner af dollars i selskabsformuer og størstedelen af produktionen af verdens rigdomme.

En nylig gennemført undersøgelse viser, at 147 selskaber råder over 40 procent af verdens selskabers rigdomme (7). Takket være den private ejendomsret ejer og kontrollerer toppen af den herskende klasse enorme firma- og finansrigdomme, og det er, hvad der ligger bag de umådeligt store personlige formuer, der deles ud til de 500 rigeste virksomhedsledere, kapitalens og finanssektorens forvaltere, aktionærer og obligationsejere.

Spørgsmålet stiller sig altså således: Skal vi nøjes med kampen for at mindske ulighed under kapitalismen? Skal vi kæmpe for at hjælpe med at ”smede de gyldne lænker”, hvormed bourgeoisiet slæber arbejderklassen efter sig? Ellers skal vi føre kampen mod uligheden igennem til enden og kæmpe for at bryde klasselænkerne som sådan? Ulighed mellem klasserne kan kun afskaffes ved, at vi befrier os for kapitalistklassen som sådan og det udbytningssystem, hvorpå al dens overdrevne rigdom er bygget.