Eduardo Trebejo Torrent sidder hver dag på en trappesten i gaden Carrer de Córsega - et par hundrede meter fra Barcelonas berømte kirke La Sagrada Familie.

Eduardo Torrent holder et skilt med teksten: "Jeg tigger af nødvendighed. Jeg er fyret. Jeg har ingen indtægt. Hjælp mig venligst med det, du kan afse. Tak." Og ved hans venstre fod står der et papkrus.

Folk i gaden kender ham. For nogen tid siden boede han i en lejlighed i gaden og tog på arbejde hver morgen. Nu nikker hans tidligere naboer til ham, og en del af dem kaster en mønt i kruset og brummer en hilsen.

Der går en lige linje fra redningspakken til BANKIA til Eduardo på trappestenen.

Ingeniør Eduardo Torrent vil godt fortælle Arbejderens læsere, hvorfor han endt der. 

- Jeg er i en forfærdelig situation. Jeg lever i et land, som er i krise. Men egentlig synes jeg, det er forkert at sige, at landet er i krise. Man kan sige krisen er en stor løgn. Der er masser af penge. Det er bare kapitalisterne, der har raget de fleste til sig. Nu som BANKIA's direktør. Han er århundredets tyveknægt.

Ordene fosser som et vandfald ud af Eduardo Torrent.

Spaniens 'Danske Bank'

BANKIA er Spaniens udgave af Danske Bank. For nogle år siden tabte BANKIA stort på at spekulere og fik et tocifrede milliardebeløb i euro af den spanske stat, som derefter måtte gå tiggergang til EU for at få lån. Lån, som var behæftet med krav om sociale nedskæringer, fyringer, privatiserínger og lønnedgang.

Der går en lige linje fra redningspakken til BANKIA til Eduardo på trappestenen i Barcelona.

- Dem der betaler for den såkaldte krise, det er os, der har mistet arbejde og bolig. Vi har en dårlig regering, der ikke er noget værd.

Eduardo Trebejo Torrent er 55 år og har kone og to store børn. Hustruen og de to børn har fået husly på et herberg i byen Lleida, hvor både Eduardo og hans kone kommer fra, og hvor Eduardos forældre stadig lever. 

- De bor på herberget San Juan de Dios. Der får de også mad. Men jeg må ikke være der.

Sover i papkasse

- Jeg holder til omkring kirken San Andreu her i Barcelona. Der får vi et måltid mad om dagen, og der er en plads til at ligge og sove i vores papkasser.

- Min datter er 19 år og er psykisk syg. Ja, hun er meget intelligent, men hun er ikke normal. Hun har et syndrom, siger de. Nogle gange har jeg ikke råd til at betale for hendes medicin.

Talen om datteren giver ham et forpint udtryk i ansigtet. Det letter lidt, da han fortæller om sønnen Jorge på 14 år. Han er kvik og normal. Han skal nok klare sig, lyder det fra faderen, der lige nu vælger at fortrænge, at over halvdelen af Spaniens unge er arbejdsløse.

- I weekenderne samles vi hos mine forældre i Lleida. Så ser jeg mine børn og min kone. Så bliver jeg vasket og får vasket mit tøj, så jeg kan se ordentlig ud.

Han stryger hånden ned ad sine blågrå cowboybukser, som er uden pletter. Det er tirsdag. Der er fire dage til vaskedag.

Eduardo Torrent seneste arbejde som ingeniør ved byggeri af en jernbanetunnel. Det tog tre år og sluttede for fire år siden, hvorefter han blev fyret I 2009, da krisen buldrede.

Årsagen?

Jo, det har Eduardo Torrent en klar mening om:

- Problemet er kapitalismen, og EU hjælper kapitalisterne.

Men han har sværere ved at svare på, hvad der kan gøres ved det.